SMVdanmark til von der Leyen: SMV’erne har ventet længe nok – nu skal der handling til
16.9.2026 11:32:51 CEST | SMVdanmark | Pressemeddelelse
I sin State of the Union-tale fremhæver Ursula von der Leyen de små og mellemstore virksomheder som afgørende for Europas økonomi. Anerkendelsen skal følges af handling: Mere tempo på at fjerne bureaukrati, stop for overimplementering og et indre marked, der gør det lettere for mindre virksomheder at vokse.

Europas økonomi skal op i tempo, og det skal være lettere at drive små og mellemstore virksomheder. Sådan lyder budskabet fra EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i sin netop afholdte State of the Union-tale.
SMVdanmark bakker op om retningen, men understreger, at virksomhederne har brug for konkrete lettelser nu.
“Von der Leyen fremhæver med rette de små og mellemstore virksomheder, der står for langt hoveddelen af den private beskæftigelse både herhjemme og i Europa. Men den her anerkendelse fjerner ikke en eneste af de administrative byrder, der lige nu dræner SMV’erne. Tværtimod oplever vi en lammende regelmængde. Virksomhederne har lyttet tålmodigt til de politiske skåltaler, så nu er det tid til at få fart på. Det går for langsomt med at fjerne krav og byrder, så virksomhederne kan bruge tiden på det, der skaber værdi,” siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark.
Emballageregler viser problemet
Et konkret eksempel på nye byrder er det såkaldt udvidede producentansvar for emballage, der stiller voldsomt komplekse dokumentationskrav til mindre erhvervsdrivende. Virksomhederne blev tilmed mødt af en vejledning, der kom blot ti dage før, lovgivningen trådte i kraft, systemer, der ikke taler sammen, og en national gennemførelse, der efterlader dem i tvivl om deres ansvar og forpligtelser.
Det har skabt enorm forvirring og frustration blandt de tusindvis af berørte virksomheder.
“Når man stiller store, nye krav til virksomhederne, er man simpelthen nødt til at sikre sig, at det man beder om, giver mening i virkeligheden. Det gør det her ikke. Og som et minimum skal myndighedernes vejledning og systemer være klar i ordentlig tid. Det har de heller ikke sket her. Den slags eksempler må og skal vi kunne undgå i fremtiden,” siger Jesper Beinov.
Danmark skal rydde op i egne særkrav
Von der Leyens budskab om, at regelforenkling også er medlemslandenes ansvar, forpligter ifølge SMVdanmark den danske regering.
Når Danmark lægger ekstra krav oven på EU-reglerne, øger det byrderne og kan stille danske virksomheder dårligere end deres konkurrenter.
“Regeringen kan ikke med den ene hånd kræve byrdebegrænsning i Bruxelles og lægge flere byrder på herhjemme. Danske særkrav rammer de små virksomheder hårdt og gør det dyrere at konkurrere med virksomheder i vores nabolande. Overimplementering skal stoppes, og unødvendige særkrav skal ryddes af vejen. EU’s lettelser skal helt ud til den enkelte virksomhed,” siger Jesper Beinov.
Det indre marked skal åbne døre - ikke medføre nye krav
Et stærkere indre marked er centralt for Europas konkurrenceevne. Men potentialet bliver ikke indfriet, så længe nationale særkrav og forskellige dokumentationskrav gør det besværligt for mindre virksomheder at sælge på tværs af grænserne.
“En ordre fra et naboland skal være en mulighed for vækst og ikke begyndelsen på et administrativt mareridt. Små virksomheder skal også kunne bruge det indre marked uden en juridisk afdeling i ryggen. Vi har talt længe nok. Nu skal nationale særkrav og dobbeltarbejde væk, så flere små virksomheder kan vokse sig større i Europa,” siger Jesper Beinov.
Små virksomheder skal have deres penge til tiden
SMVdanmark opfordrer også Kommissionen til at fastholde arbejdet for fælles regler mod sene betalinger. Ifølge EU Payment Observatory oplever 52 pct. af virksomhederne i EU problemer med forsinkede betalinger, som rammer de mindre virksomheders likviditet og vækstmuligheder særligt hårdt.
“En del af et velfungerende indre marked er også en bedre betalingskultur, så store virksomheder ikke bruger de små virksomheder som banker, men betaler inden for en rimelig frist. Sene betalinger er et kæmpe problem for Danmarks og Europas SMV’er, så vi opfordrer von der Leyen til at holde fast i ambitionen om kortere betalingsfrister og effektiv håndhævelse. Den danske regering har sammen med andre lande reelt forhindret, at sagen bevæger sig i EU’s Ministerråd. Vi opfordrer Martin Lidegaard til at være med til, at der kommer reelle forhandlinger i EU’s ministerråd,” understreger Jesper Beinov.
Som Policy Vice President i den europæiske SMV-organisation SMEunited står Jesper Beinov i spidsen for det udvalg, der har ansvar for regelforenkling. Her arbejder SMVdanmark sammen med SMEunited og deres europæiske søsterorganisationer, for at få fjernet unødvendige byrder. Samtidig presser organisationen på over for den danske regering for at sikre mærkbare lettelser herhjemme.
Kontakter
Asbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkSMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
SMVdanmark: Vismændene ser en økonomi i to tempi – understreger vigtigheden af et politisk fokus på SMV’erne20.10.2026 12:00:24 CEST | Pressemeddelelse
Der er højt tempo i dansk økonomi, men fremgangen kommer især fra de store eksportorienterede virksomheder ikke mindst i medicinalindustrien. Samtidig føres der en usædvanligt lempelig finanspolitik, som kritiseres af Vismændene i den seneste rapport. Den lempelige finanspolitik suger arbejdskraften væk fra virksomhederne, hvilket forstærker problemer for de virksomheder, som ikke buldrer afsted.
SMVdanmark roser finanslovsforslag, men peger på stor tidsel: Regningen sendes til de mindste virksomheder9.10.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringens finanslovsforslag for 2027 indeholder flere gode nyheder for landets små og mellemstore virksomheder, mener SMVdanmark, der især roser udsigten til lavere selskabsskat, personskattelettelser og bedre adgang til kapital. Men erhvervsorganisationen advarer samtidig mod at finansiere skattelettelserne ved at forringe de mindste virksomheders momsvilkår.
Ny analyse: Fire ud af ti SMV’er overvejer at skifte bank, men bremses af besvær7.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
38 pct. af SMV’erne har overvejet at skifte bank det seneste år, men næsten halvdelen vurderer, at et bankskifte vil være besværligt. Det viser ny analyse fra SMVdanmark, som opfordrer regeringen til at genoptage arbejdet med at skabe mere konkurrence og gennemsigtighed på bankmarkedet.
SMVdanmark roser statsministerens fokus på bøvl og bureaukrati i landdistrikterne6.10.2026 13:20:10 CEST | Pressemeddelelse
Statsminister Mette Frederiksens fokus på landdistrikterne og på at gøre det lettere at føre gode lokale idéer ud i livet vækker glæde hos SMVdanmark. Regeringens forslag om en ny indgang, der skal hjælpe kommuner, når regler og statslige myndigheder spænder ben for lokale projekter, er et godt skridt, men skal følges af reel regelforenkling.
Nye tal: Arbejdskraftmangel aftager hos store byggevirksomheder, men udfordrer stadig SMV’erne24.9.2026 11:37:34 CEST | Pressemeddelelse
Manglen på arbejdskraft fylder mere hos små og mellemstore virksomheder i bygge og anlæg end hos de store. Nye tal fra SMVdanmarks konjunkturbarometer viser, at udviklingen det seneste år har øget forskellen mellem de mindre og store virksomheder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum