To sjællandske virksomheder er finalister til Årets Temapris 2026

28.10.2026 19:10:29 CET | PwC | Pressemeddelelse

Del

Anders Moestrup Rasmussen fra AKJ Industri ApS i Roskilde og Michael Hartmann Frandsen fra SeeSafe ApS i Næstved er blevet udvalgt som de to temapris-finalister ved kåringen af Årets Ejerleder 2026 på Sjælland. De er dermed en del af det stærke felt af finalister fra hele landet, der går videre til landskåringen af Årets Temapris 2026.

Fra venstre mod højre: Michael Hartmann Frandsen fra SeeSafe og Anders Moestrup Rasmussen fra AKJ Industri.
Fra venstre mod højre: Michael Hartmann Frandsen fra SeeSafe og Anders Moestrup Rasmussen fra AKJ Industri.

Anders Moestrup Rasmussen fra industrikoncernen AKJ Industri ApS og Michael Hartmann Frandsen fra SeeSafe ApS, der leverer overvågnings- og sikkerhedsløsninger, er udnævnt som de to finalister, som går videre til landskåringen af Årets Temapris 2026. Temaprisen sætter i år fokus på ejerledernes investeringskraft og hylder danske ejerledere, der gennem strategiske investeringer har sikret deres virksomhed vækst og øget robusthed.

”I en tid præget af forandring er strategiske investeringer afgørende for at sikre fremtidig vækst og innovation. Finalisterne til dette års Temapris har udmærket sig ved at have udvist mod til at handle og samtidig formået at balancere stabilitet og forandring, hvilket har været afgørende for virksomhedernes succes,” siger Lars Vagner Hansen, partner i PwC i Ringsted.

Anders Moestrup Rasmussen fra AKJ Industri ApS (Roskilde)
Anders Moestrup Rasmussen har opnået en bemærkelsesværdig udvikling i AKJ Industri gennem både organisk vækst og en målrettet opkøbsstrategi. I stedet for at opkøbe konkurrenter har Anders fokuseret på at indtage nye markeder ud fra en grundtanke om, at markedsandele altid kan vindes fra konkurrenter.

Efter en international ledelseskarriere vendte Anders tilbage til Danmark for at realisere sin mangeårige drøm om at etablere sin egen virksomhed. Startskuddet blev opkøbet af A/S P. K. Jeppesen & Søn, og i dag omfatter industrikoncernen seks selskaber, herunder en betydelig ejendomsportefølje. Under Anders’ ledelse er AKJ Industri vækstet fra ca. 50 til 200 medarbejdere.

Som ejerleder lægger Anders stor vægt på ikke blot økonomisk vækst, men også på virksomhedens langsigtede udvikling og medarbejdertrivsel. Anders har arbejdet strategisk med generationsskifte, og den kommende generation af ledere er allerede i virksomheden og forberedes på at tage ansvar. For Anders er det desuden vigtigt at tage ansvar for at uddanne fremtidige medarbejdere, og ca. 10 % af virksomhedens ansatte er lærlinge.

Michael Hartmann Frandsen fra SeeSafe ApS (Næstved)
Michael Hartmann Frandsen er en visionær ejerleder, der gennem en klar strategisk retning har sikret en markant vækst i SeeSafe ApS. Koncernen leverer komplette overvågnings- og sikkerhedsløsninger til alt fra små og mellemstore virksomheder til internationale koncerner og har aktiviteter i 19 lande.

Michael stiftede SeaSafe ApS i 2008 sammen med en partner, som siden er blevet købt ud. Gennem en kombination af opkøb og innovativ produktudvikling har virksomheden øget sin konkurrenceevne i et marked med få, men store aktører. Michael har også løbende foretaget markante investeringer i nye domicilejendomme, senest i 2025.

Som ejerleder fokuserer Michael på at sammensætte det rette team og udstikke en klar strategisk retning for virksomheden. For Michael er det vigtigt at uddelegere ansvar og give medarbejderne ejerskab over processerne for at sikre dem medansvar.

Ejerlederne styrker investeringskraften
Temaprisen til Årets Ejerleder sætter i år fokus på ejerledernes investeringskraft. Prisen hylder ejerledere, som har stået i spidsen for strategiske investeringer, der driver vækst og stabilitet i en verden præget af forandring.

Jyske Bank er ofte i dialog med danske ejerledere, da de udgør en central del af bankens kunder. Jan Søgaard, markedsdirektør ​for Jyske Bank på Sjælland, understreger betydningen af ejerledernes evne til at investere strategisk:

"De to finalister har demonstreret betydelig beslutningskraft, mod og strategisk overblik. Disse egenskaber har været afgørende for at realisere succesfulde investeringer, som har åbnet op for nye markedsmuligheder og styrket virksomhedernes økonomiske situation."

Dansk Erhverv ser også ejerlederne som afgørende i at styrke konkurrencekraften i dansk erhvervsliv:

"Vellykkede investeringer handler ikke kun om kapital. For at lykkes med sine investeringer skal man som ejerleder både mestre timing og prioritering og have mod til at handle, hvilket de to finalister er lykkedes med. Disse kompetencer har været et vigtigt led i ejerledernes arbejde med at styrke deres virksomheders robusthed og konkurrencekraft,” udtaler Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC, Trine Tapdrup, på mobil 6057 7067 eller pressechef i Jyske Bank, Susanne Faber, på mobil 2629 1129 eller mediechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på mobil 2670 4917.

Tid og sted for Årets Ejerleder landskåring
Den 12. november 2026 kl. 15:00-18:00, PwC Hellerup, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Fakta om Årets Ejerleder 2026
PwC, Jyske Bank, Dansk Erhverv og Finans står bag Årets Ejerleder, der i år afholdes for 23. gang. Årets tema er ejerledernes investeringskraft.

Ved regionskåringen er der udvalgt én vinder af Årets Ejerleder og to finalister til Årets Temapris, som går videre til landskåringen.

Juryen for kåringen på Sjælland består af regionsvinderen fra 2025 og repræsentanter fra Dansk Erhverv, Jyske Bank og PwC.

Tidligere vinder af Årets Temapris
Benny Graff Mortensen fra IFAD TS A/S (2025), Peter Grøftehauge fra Autorola A/S (2024), Søren Tscherning fra Tscherning Holding A/S (2023), Per Kirchner fra Novicell ApS (2022), Peter Dupon fra The Coffee Collective A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Anders Aagaard Jensen fra Relevant Holding ApS (2019), Lene Hansen og Dorte Thomsen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017) og Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016).

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Anders Moestrup Rasmussen fra AKJ Industri, finalist til Årets Temapris 2026.
Anders Moestrup Rasmussen fra AKJ Industri, finalist til Årets Temapris 2026.
Download
Michael Hartmann Frandsen fra SeeSafe, finalist til Årets Temapris 2026.
Michael Hartmann Frandsen fra SeeSafe, finalist til Årets Temapris 2026.
Download

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og finde løsninger på væsentlige problemstillinger. Vi er en del af et globalt netværk med over 364.000 medarbejdere og partnere i 136 lande. Med teknologi og dybe kompetencer inden for revision, skat og rådgivning er vi engagerede i at levere kvalitet og skabe værdi for vores kunder og samfundet. Succes skaber vi sammen …

Følg pressemeddelelser fra PwC

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PwC

Medarbejdertrivsel som katalysator for vækst: Ejerlederkreds fra landinspektørvirksomhed vinder Årets Ejerleder 2026 på Sjælland28.10.2026 19:04:03 CET | Pressemeddelelse

Michael Thomsen, Gitte Lysehøj, Michael Fosgerau Stærk, Kristian Baatrup og Ejnar Wildfang Flensborg fra Skel.dk Landinspektører P/S er netop kåret som vindere af Årets Ejerleder 2026 på Sjælland. De har opnået imponerende økonomisk vækst og samtidig haft et vedvarende fokus på medarbejdertrivsel og arbejdsglæde. Ejerlederne fik overrakt prisen ved en velbesøgt regionskåring i Ringsted.

Visionær ejerleder bag populære street food-markeder: Jesper Julian Møller fra Julian Super Holding vinder Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden27.10.2026 19:29:34 CET | Pressemeddelelse

Jesper Julian Møller fra Julian Super Holding ApS, der står bag bl.a. Reffen, Broens Street Food og Seaside Toldboden, er netop kåret som vinder af Årets Ejerleder 2026 i Hovedstaden. Som ejerleder har han skabt nogle af Københavns største og mest besøgte mad- og turiststeder, der tiltrækker mere end én million besøgende om året. Ejerlederen fik overrakt prisen ved en velbesøgt regionskåring i København.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye