Mobilfri ferie skal styrke nærværet blandt feriegæster
25.6.2026 08:35:12 CEST | Travelheart Family | Pressemeddelelse
Mobilfri ferie er en invitation til en fælles pause fra notifikationer, scrolling, arbejdsmails og skærmvaner. Forhåbningen er, at børnefamilier og par oplever, at de får en ferie, hvor de har lettere ved at være til stede sammen. Det er rejsearrangøren Primo Tours, der står bag initiativet, som skal give feriegæsterne bedre rammer for nærvær, fællesskab og ferie uden digitale afbrydelser.

Uge 38 byder på et nyt feriekoncept for Primo Tours’ chartergæster på Heart Hotel Caesars i Sivota. Her får feriegæsterne mulighed for at holde ferie uden smartphones.
Ifølge Primo Tours skyldes det nye koncept ikke mindst, at ferien er årets vigtigste fællesrum for mange familier og par. Det er her, man håber på tid til hinanden, lange middage, badeture, spil, samtaler og pauser fra hverdagen: “Vi kender nok alle sammen følelsen af, at mobilen sniger sig op af lommen ved poolen, til middagen eller på hotelværelset. Derfor tester vi nu en mobilfri ferieuge, hvor gæsterne får en fælles ramme for at lægge telefonerne væk og være mere til stede med hinanden,” siger Bjarke Hansen, ejer af Primo Tours.
At mobilen kan være svær at lade ligge, genkender Kristoffer Langkjær Albris, lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet: "Mobilen er en stærk konkurrent om vores opmærksomhed. Når den hele tiden er tilgængelig, trækker især sociale medier, nyheder og arbejdsmails os væk fra dem, vi er sammen med. Lægger vi telefonerne væk, keder vi os måske lidt i starten, men vi finder derefter (forhåbentligt) nye måder at være sammen på."
Samtidig understreger en ny undersøgelse af danskernes mobilvaner behovet. To ud af tre danskere med et arbejde tjekker mails eller andet arbejdsrelateret, når de holder ferie, og knap hver femte gør det dagligt. Samtidig peger tallene på et ønske om forandring: 51 % af danskerne vil gerne være bedre til at lægge telefonen væk på ferien. Den mobilfri ferieuge er Primo Tours' bud på en ramme, der gør netop det lettere.
Konkret går konceptet ud på, at gæsterne afleverer mobiler og tablets i receptionen ved ankomsten og dermed indgår i en fælles aftale om at holde fri fra skærmen hele ugen. Tanken er enkel: Når fristelsen forsvinder for alle på én gang, bliver det lettere at være til stede, og at lade ferien handle om hinanden frem for om telefonen.
Feriegæsterne er dog ikke helt afskåret fra omverdenen i perioden: Ved ankomsten får de udleveret en såkaldt dumbphone, så de kan ringe og modtage opkald, hvis det bliver nødvendigt. Samtidig får de også et kamera udleveret ved ankomsten, så de kan forevige ferien uden at bruge en smartphone. Billederne modtager de digitalt efter ferien, og derudover får de en fotobog tilsendt nogle uger efter, at de er kommet hjem igen.
Fakta om undersøgelsen af danskernes mobilvaner og ferie:
Undersøgelsen er foretaget af AB Analyse på vegne af Primo Tours fra den 19.-24. februar 2026. Undersøgelsen er foretaget i ”Danmarkspanelet”, som består af mere end 70.000 tilfældigt udvalgte danskere, og der er indsamlet besvarelser fra 1.000 personer i undersøgelsen.
For yderligere oplysninger kontakt:
Kasper Tangsig, PR & Marketingchef i Primo Tours på +45 4888 1519 eller kta@primotours.dk
Billeder
Links
Følg pressemeddelelser fra Travelheart Family
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Travelheart Family
SunCharter med stor nyhed fra Aalborg Lufthavn - Italiens oversete ferieparadis19.10.2026 16:19:24 CEST | Pressemeddelelse
Calabrien i det sydlige Italien bliver ny destination hos SunCharter, der fra maj 2027 sender feriegæster fra Aalborg Lufthavn til den italienske ferieperle. Her venter fantastiske strande, krystalklart badevand, charmerende kystbyer og ægte italiensk stemning.
Århus Charter kåret til Danmarks bedste charterarrangør for niende gang8.10.2026 13:43:23 CEST | Pressemeddelelse
Århus Charter kan endnu en gang kalde sig Danmarks Bedste Charterarrangør. Ved Danish Travel Awards 2026 blev det aarhusianske rejseselskab kåret som vinder af kategorien Bedste Charterarrangør. Det er niende gang, Århus Charter modtager den prestigefyldte pris.
Kasper Philipsen bliver medejer og indtræder i direktionen i Travelheart Family28.8.2026 10:34:46 CEST | Pressemeddelelse
Den tidligere medejer og direktør i DK Company, Kasper Philipsen, bliver ny medejer af Travelheart Family og indtræder 1. oktober som COO. Med 25 års erfaring fra en af Danmarks markante multibrandkoncerner skal han være med til at tage Travelheart Family ned på næste del af rejsen og skabe endnu mere værdi på tværs af familiens mange selvstændige brands.
Primo Tours søger testfamilier/par: Vil I teste en gratis ferie uden mobiltelefoner?25.8.2026 15:04:13 CEST | Pressemeddelelse
Kan danskerne holde en hel uges ferie uden smartphones? Det vil Primo Tours finde ud af. Rejseselskabet søger nu fire par eller familier, der får en gratis charterferie til Grækenland mod at aflevere mobiltelefonerne ved ankomsten.
Århus Charter får ny, græsk destination direkte fra Aarhus Airport25.8.2026 13:20:16 CEST | Pressemeddelelse
Mandag den 17. maj 2027 letter det første fly fra Aarhus Airport med kurs mod den græske ø Karpathos. Den nye direkte rute giver østjyderne mulighed for at opleve en af Grækenlands mest autentiske og uspolerede ferieøer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum





