Randers Kommune

Fra unge deltagere til frivillige hjælpetrænere

21.5.2026 08:00:00 CEST | Randers Kommune | Pressemeddelelse

Del

TrænerAkademiet 2.0 i Randers skal gøre det lettere for unge at tage ansvar i foreningslivet – og de første deltagere har allerede taget skridtet videre som frivillige i lokale foreninger.

Thea Hald, Naja Damholdt og Ida Mikkelsen er alle blevet frivillige trænere hos Randers Freja efter af have været på TrænerAkademiet 2.0.
Thea Hald, Naja Damholdt og Ida Mikkelsen er alle blevet frivillige trænere hos Randers Freja efter af have været på TrænerAkademiet 2.0. Privat foto

Det første hold unge på TrænerAkademiet 2.0 i Randers har nu afsluttet deres forløb – og for flere af deltagerne er det allerede blevet starten på et aktivt liv som frivillige i foreningslivet. Efter måneder med undervisning, øvelser og erfaringer med trænerrollen har flere unge taget skridtet videre og engageret sig som hjælpetrænere i lokale foreninger.

TrænerAkademiet er udviklet for at give unge mod på og kompetencer til at engagere sig som trænere, instruktører og frivillige i foreningslivet. Undervejs arbejder deltagerne blandt andet med motivation, kommunikation, samarbejde, relationer og planlægning af aktiviteter for andre. Samtidig får de mulighed for at afprøve trænerrollen i praksis og i trygge rammer.

Mange foreninger oplever i dag udfordringer med at finde frivillige trænere, instruktører og ledere. Erfaringerne fra TrænerAkademiet viser, at unge gerne vil bidrage. 

”Hvis vi gerne vil sikre et stærkt foreningsliv i fremtiden, er vi nødt til også at investere i fremtidens frivillige. TrænerAkademiet viser, at unge gerne vil tage ansvar, når de bliver inviteret ind i fællesskabet og får de rette rammer til at lykkes,” siger formand for Sundheds- Idræt- og Kulturudvalget i Randers Kommune, Erik Bo Andersen.

Unge fik succes
Blandt de unge på TrænerAkademiet var Thea Hald, Naja Damholdt og Ida Mikkelsen. De har alle tre fået erfaring med trænerrollen, og det ansvar der følger med.  De har også alle tre valgt at fortsætte engagementet, som frivillige hjælpetrænere hos Randers Freja.

“Jeg har ikke tidligere overvejet at blive hjælpetræner. Men da vi var i praktik, kom børnene hen og spurgte, om vi kom igen - og så tog jeg hjem med et smil. TrænerAkademiet har gjort mig mere tryg ved at stå frem og tage ansvar, og nu kan vi være med til at give børnene en god træning,” siger Thea Hald.

Randers går foran
For Randers Kommune handler indsatsen både om at styrke de unges kompetencer og om at understøtte et bæredygtigt foreningsliv i fremtiden. Når unge får erfaring med ansvar og fællesskab tidligt, kan det være med til at skabe en ny generation af frivillige trænere og ledere i kommunens foreninger.

”For mange unge kan det være et stort skridt at sige ja til at blive træner eller frivillig. Derfor er det vigtigt, at de får mulighed for at øve sig, få viden og opleve, at de faktisk har noget at bidrage med. Erfaringerne fra Randers viser, hvordan TrænerAkademiet kan gøre vejen ind i frivilligheden mere konkret og tryg,” siger Søren Østergaard, udviklingschef i Center for Ungdomsstudier.

Første forløb med TrænerAkademiet 2.0 er gennemført i samarbejde med morgentræningstilbuddet på Randers Realskole og Randers ElitesportCollege,.

“Hvis flere unge skal ind i frivilligheden, så skal det gøres let og trygt at komme i gang. Et samarbejde mellem lokale skoler, kommunen og foreningslivet, som i Randers er derfor helt sikket vejen”, tilføjer Søren Østergaard.

Det er målet hos Randers Kommune, at endnu flere unge i de kommende år skal få mulighed for at prøve kræfter med rollen som træner, instruktør eller frivillig. Samtidig er en vigtig del af projektet at hjælpe foreningerne med at tage godt imod unge frivillige, så de fra starten oplever et trygt og meningsfuldt fællesskab.

Fakta om TrænerAkademiet 2.0

  • TrænerAkademiet 2.0 er et udviklingsprojekt, der skal give unge mod på og kompetencer til at engagere sig som trænere, instruktører og frivillige i foreningslivet.
  • TrænerAkademiet 2.0 findes i seks kommuner (Randers, Skive, Struer, Herning, Frederikshavn og Ishøj)
  • I Randers gennemføres projektet i samarbejde med Center for Ungdomsstudier og med støtte fra Spar Nord Fonden.
  • Projektet skal udvikle lokalt forankrede TrænerAkademier, hvor unge klædes på til at tage ansvar i foreningslivet.
  • Forløbet arbejder blandt andet med motivation, kommunikation, samarbejde, relationer, aktivitetsudvikling og trænerrollen.
  • En vigtig del af projektet er også at hjælpe foreningerne med at tage godt imod unge frivillige.
  • På landsplan er målet, at 700 unge og 80-100 foreninger bliver en del af TrænerAkademiet 2.0 frem til august 2027.
  • I Randers er målet, at 175 unge gennemgår et akademiforløb, og at 20 foreninger får styrket deres frivilligressourcer.

Kontakter

Ønskes der interview med unge fra TrænerAkademiet i Randers, så kontakt Sammy Elshikh, idrætskonsulent i Randers Kommune på telefon 2461 3348.

Kilder:

Formand for Sundheds- Idræt- og Kulturudvalget i Randers Kommune, Erik Bo Andersen, tlf.: 2020 9070

Udviklingschef i Center for Ungdomsstudier, Søren Østergaard, tlf.: 2330 4189

Billeder

Thea Hald, Naja Damholdt og Ida Mikkelsen er alle blevet frivillige trænere hos Randers Freja efter af have været på TrænerAkademiet 2.0.
Thea Hald, Naja Damholdt og Ida Mikkelsen er alle blevet frivillige trænere hos Randers Freja efter af have været på TrænerAkademiet 2.0.
Privat foto
Download

Følg pressemeddelelser fra Randers Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Randers Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye