Skoleelever skal lære at tale om døden
20.4.2026 08:15:00 CEST | Det Nationale Sorgcenter | Pressemeddelelse
Børn møder også død og sorg – ikke kun i familien, men i naturen eller gennem historier og film. Derfor tilbyder Det Nationale Sorgcenter nu hjælp til at starte samtalen om liv, død, sygdom og sorg i klasselokalet.

Nu lancerer Det Nationale Sorgcenter en ny Knirkekuffert og tilhørende undervisnings-materiale, som skal hjælpe lærere i indskolingen med at tale med børn om sorg.
Indsatsen er udviklet efter sidste års succes med Knirkekufferten til daginstitutionerne. Den nye kuffert og materialet bygger videre på de gode erfaringer og bliver sendt ud til skoler over hele landet i samarbejde med kommunerne og med støtte fra Nordjyllandsfonden, Lauritzen Fonden og Østifterne. Alle landets 98 kommuner er blevet tilbudt materialet, og det er blevet mødt med meget stor interesse.
Det glæder direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt.
– Vi er ikke født med berøringsangst for døden. Børn er naturligt nysgerrige på verden omkring dem, og mange børn i indskolingen har allerede haft deres første erfaringer med døden. Det kan være i naturen, hvor de støder på døde dyr, mister et kæledyr, eller i den nærmeste familie, hvor nogen bliver syge eller dør. Også film, spil og overhørte samtaler blandt voksne kan vække spørgsmål hos børn.
Derfor er det ifølge Preben Engelbrekt vigtigt, at samtalen om liv, død og sorg kommer på skoleskemaet. Det kan hjælpe børn med at udvikle et sprog for døden ved at få ord og begreber, så de kan forstå og udtrykke, hvad de oplever og hører.
Det kan gøre en stor forskel, hvis børn tidligt lærer, at det ikke er farligt at tale om sorg og død:
– Når vi taler med børn om døden, giver vi dem redskaber til at forstå noget, de før eller siden møder i livet. Det kan på længere sigt være med til, at sorgen får en mere naturlig plads i livet, og at døden bliver mindre fremmedgjort blandt danskerne, fortæller Preben Engelbrekt.
Knirke hjælper børn med at forstå døden
Knirkekufferten har fået navn efter hovedfiguren i børnebogsserien Knirke, skrevet af Julie Døssing Frost i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter.
I fortællingerne møder børnene egernet Knirke, som hjælper med at forklare svære temaer som liv, død og sorg i et konkret og legende sprog. Materialet i kufferten underbygges af mange års erfaring og forskning i sorg fra Det Nationale Sorgcenter.
– Knirke er skabt ud fra en overbevisning om, at det er bedre at præsentere børn for disse emner på en tryg og alderssvarende måde, end at overlade dem til deres egne fantasier. Knirke er en ven, børnene kan finde svar og tryghed hos, når tanker om døden dukker op, siger Julie Døssing Frost.
Fokus for det nye undervisningsmateriale er klassefællesskabet – og herunder hvordan børn kan tale sammen om døden, og hvordan man fx kan støtte en ven, der er ked af det. Materialet tager afsæt i fagene dansk, billedkunst, natur/teknologi og kristendomskundskab.
Landets folkeskoler har nu mulighed for at få kufferten gratis, men den kan også købes gennem Det Nationale Sorgcenter. På deres hjemmeside ligger det meste af undervisningsmaterialet frit tilgængeligt, så flest mulige kan få gavn af materialet.
Undervisningsmateriale til Knirkekuffert
Knirkekuffertens indhold kan bruges aktivt i undervisningen til læring, leg og fordybelse. I kufferten finder man: seks børnebøger om Knirke, Knirkebamse, 24 følelseskort og et hæfte med viden om børn og sorg.
Derudover får man adgang til seks undervisningsforløb – ét til hver bog. Undervisningsforløbene indeholder blandt andet: Digitale arbejdsbøger i Book Creator, kreative opgaver, lærervejledning og gratis adgang til digitale værktøjer.
Undervisningsforløbene er udviklet til at skabe et trygt læringsrum, hvor eleverne arbejder med følelser, empati og fællesskab. Det gør det muligt at arbejde med temaer som sorg, savn, sygdom og forandringer på en alderssvarende og relationel måde.
Man kan finde undervisningsmaterialet på: https://sorgcenter.dk/knirkekuffert-undervisning/
Om Knirkekuffert
Den første Knirkekuffert blev lanceret i 2024 af Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter, og var udviklet til børn i daginstitutioner. I samarbejde med landets kommuner er kufferterne ud i 1300 børnehaver. På baggrund af den store interesse og positive tilbagemeldinger er der nu udviklet en ny Knirkekuffert og tilhørende undervisningsmateriale til indskolingen. Ligesom sidst har alle kommuner fået tilbudt gratis kufferter til deres skoler – med støtte fra Nordjyllandsfonden, Lauritzen Fonden og Østifterne – og i alt uddeles op til 600 Knirkekufferter.
Nøgleord
Kontakter
Ditte GrønKommunikationskonsulent
Tlf:24226278Tlf:24421715dg@sorgcenter.dkBilleder
Links
Om Det Nationale Sorgcenter
I Det Nationale Sorgcenter arbejder vi med forskning, viden, formidling og efteruddannelse til fagpersoner i hele landet. Og vi sætter sorg og død til debat i samfundet og overfor den brede befolkning for at mindske tabuiseringen.
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Fotoudstilling giver plads til samtaler om døden, sorgen og kærligheden19.10.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Landsforeningen Liv&Død sætter fokus på døden i Uge 44, bringer Landsforeningen Mistet Barn forældrenes fortællinger ind i hjertet af Vejle. Fotoudstillingen “For mig er du lige her” åbner mandag den 26. oktober 2026 kl. 15.00–16.30 på Banegårdspladsen og inviterer til samtaler om at miste et barn og leve videre med sorgen, savnet og kærligheden.
Emil Marling om at miste sin gode ven Søren Pape: Sangen skal blive glad igen15.9.2026 05:45:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste kendte Søren Pape Poulsen som politiker. For Emil Marling var han først og fremmest en nær ven. I et nyt afsnit af Det Nationale Sorgcenters podcast ’Sorgen er da noget, vi taler om’ fortæller årets vinder af TV2's reality serie “Forræder: Ukendt grund” til direktør Preben Engelbrekt om det pludselige tab, den offentlige sorg og om langsomt at finde en ny måde at have sin ven med videre på.
Sorgen følger med på arbejde – og vi ved ikke, hvordan vi skal møde den10.9.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Hver fjerde dansker på arbejdsmarkedet har alvorlig sygdom eller død tæt inde på livet. Næsten halvdelen oplever, at situationen påvirker deres arbejdsliv negativt. Nu lancerer Det Nationale Sorgcenter et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, der skal gøre danske arbejdspladser bedre rustet til at støtte medarbejdere i sorg. Målet er at udvikle forskningsbaseret viden og konkrete redskaber til ledere, HR og kolleger. Projektet er støttet af Salling Fondene, gennemføres i samarbejde med fire store danske arbejdspladser og forskere fra Center for Krisepsykologi, Universitetet i Bergen.
Sommerferien gør savnet større9.7.2026 10:05:01 CEST | Pressemeddelelse
For mange danskere er sommerferien årets højdepunkt. Tid til familien, rejser og fælles oplevelser. Men når én mangler, kan netop ferien blive en smertefuld påmindelse om alt det, der aldrig bliver som før. Derfor oplever mange mennesker i sorg, at sommerferien er en af årets sværeste perioder.
Ny familiecamp skal hjælpe familier efter tabet af et barn25.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Da 11-årige Lærke dør, ændrede livet sig for hendes forældre, Jimmi og Kira, og lillebroren Emil. Nu er familien blandt de første deltagere i et nyt tilbud fra Landsforeningen Mistet Barn og Det Nationale Sorgcenter, der skal hjælpe familier, der har mistet et barn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



