Ny undersøgelse: Hver ottende virksomhed frygter for sin overlevelse ved kortere momsfrist
11.11.2026 16:23:42 CET | SMVdanmark | Pressemeddelelse
13 pct. af virksomhederne vurderer, at regeringens forslag om at forkorte momsfristen fra 60 til 20 dage vil true deres overlevelse. Samtidig er hele 77 pct. bekymrede for ændringen, viser en ny undersøgelse fra SMVdanmark, der offentliggøres, netop som regeringen er ved at lægge sidste hånd på en skatteaftale.

Hver ottende virksomhed frygter for sin overlevelse, hvis regeringen gennemfører sit forslag om at forkorte fristen for momsbetaling fra 60 til 20 dage.
Det viser en ny undersøgelse fra SMVdanmark baseret på svar fra 572 virksomheder.
Undersøgelsen viser samtidig, at hele 77 pct. af virksomhederne er bekymrede for forslaget, mens 54 pct. vurderer, at det i nogen, høj eller meget høj grad vil kunne udfordre deres likviditet.
Forslaget om forkortede momsfrister indgår i de skatteforhandlinger, der lige nu er sin afsluttende fase.
"Det her er et vink med en vognstang om, at regeringens tanke om at forkorte momsfristerne bare rammer helt skævt. Vi taler om et forslag, som hver ottende virksomhed vurderer, kan true dens overlevelse. Det er altså voldsomt og bør føre til, at man parkerer den her tossede idé," siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Hver tredje risikerer at betale momsen for sent
Undersøgelsen viser, at en kortere momsfrist kan få mærkbare konsekvenser for virksomhedernes daglige drift på flere fronter.
30 pct. svarer, at de risikerer at betale momsen for sent, mens lige så mange vil kræve hurtigere betaling fra sine kunder. Samtidig forventer 16 pct. at skulle optage flere eller større banklån eller finde anden finansiering, og 16 pct. vil reducere eller udskyde investeringer.
Ifølge SMVdanmark risikerer regeringen dermed at skabe en kædereaktion, hvor virksomhedernes likviditetsproblemer også rammer deres kunder og leverandører.
"Det er jo ikke sådan, at pengene på magisk vis står på virksomhedernes konti, bare fordi regeringen beslutter, at momsen skal betales 40 dage tidligere. Hvis virksomhederne ikke har fået betaling fra sine kunder, kan de blive nødt til at låne pengene eller presse kunderne til at betale hurtigere. På den måde risikerer man at sende likviditetsproblemerne videre gennem erhvervslivet," siger Jakob Brandt.
Han peger på, at mindre virksomheder ofte har færre økonomiske reserver at trække på end større virksomheder.
"Det er især de små virksomheder, der kan komme i klemme. En større virksomhed kan ofte lettere skaffe finansiering, men for den lokale håndværksmester eller mindre underleverandør kan 40 dages kortere betalingsfrist være forskellen på, om økonomien hænger sammen eller ej," siger Jakob Brandt.
Skattelettelser må ikke finansieres med virksomhedernes likviditet
Regeringens skatteudspil indeholder en række forslag om skattelettelser, men også forslaget om at fremrykke virksomhedernes momsbetalinger. SMVdanmark mener, at det vil være stærkt problematisk, hvis en skatteaftale, der skal styrke økonomien, samtidig ender med at svække de små virksomheders muligheder for at investere og skabe arbejdspladser.
Undersøgelsen viser blandt andet, at 10 pct. af virksomhederne forventer at reducere eller udskyde ansættelser, hvis momsfristen forkortes.
"Det er svært at få øje på logikken i, at man på den ene side vil give skattelettelser og på den anden side presse likviditeten ud af de små virksomheder. Vi har brug for, at virksomhederne investerer, udvikler sig og ansætter flere medarbejdere. Ikke at de skal bruge deres tid og penge på at finansiere en fremrykket momsregning," siger Jakob Brandt.
SMVdanmark opfordrer til at benytte de afsluttende forhandlinger til at droppe forslaget om at forkorte momsfristen.
"Der er stadig mulighed for at undgå en alvorlig fejl. Min opfordring er helt klar. Lad virksomhederne beholde deres nuværende momsfrist. Det er ikke rimeligt at gøre livet sværere for tusindvis af små virksomheder for at få en skatteaftale til at gå op," siger Jakob Brandt.
Fakta: Virksomhedernes vurdering af kortere momsfrist
En ny undersøgelse fra SMVdanmark viser, at
- 77 pct. er meget, noget eller lidt bekymrede for, at momsfristen forkortes fra 60 til 20 dage.
- 54 pct. vurderer, at ændringen i nogen, høj eller meget høj grad kan udfordre deres likviditet.
- 30 pct. risikerer at betale momsen for sent.
- 30 pct. vil kræve hurtigere betaling fra deres kunder.
- 16 pct. vil optage flere eller større banklån eller finde anden finansiering.
- 16 pct. vil reducere eller udskyde investeringer.
- 13 pct. vurderer, at ændringen vil true virksomhedens overlevelse.
- 10 pct. vil reducere eller udskyde ansættelser.
- 32 pct. vurderer, at ændringen ikke vil have nogen reel betydning for virksomheden.
Virksomhederne har kunnet vælge flere svar på spørgsmålet om konsekvenser.
Kilde: SMVdanmarks medlemsundersøgelse, november 2026.
Antal besvarelser: 572. Analysen omfatter alene virksomheder, der ifølge Skattestyrelsen er momsregistrerede.
Kontakter
Asbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkVedhæftede filer
SMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
Nyt samarbejde skal styrke elevers viden om dansk spiritusproduktion6.11.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danske Destillerier og Spiritusproducenter under SMVdanmark har indgået et samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen, der skal give fremtidens kokke, tjenere og restaurantfolk større kendskab til dansk kvalitetsspiritus. Målet er at give elever indsigt i dansk produktion, råvarer, håndværk og udvikling gennem møder mellem producenter og de fagfolk, der i fremtiden skal præsentere og servere produkterne.
Over halvdelen af de danske SMV’er mangler en plan for håndtering af kriser og store cyberangreb5.11.2026 12:16:47 CET | Pressemeddelelse
52 procent af de små og mellemstore virksomheder har ikke gjort sig konkrete overvejelser om, hvordan de skal håndtere større driftsforstyrrelser som fx cyberangreb. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, som efterlyser enklere vejledning og bedre hjælp til virksomhedernes beredskab.
Ny analyse: SMV’erne tror på fremtiden, men bureaukrati bremser væksten5.11.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Trods international uro og økonomisk usikkerhed ser seks ud af ti små og mellemstore virksomheder positivt på deres fremtid. Men en ny analyse fra SMVdanmark viser, at administrative byrder, mangel på arbejdskraft og skatter og afgifter er de største barrierer for at udnytte vækstmulighederne.
Ny analyse: Dårlige betalingsvaner koster SMV’erne 12 mia. kr. om året1.11.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danske SMV’er bruger hvert år 38 mio. arbejdstimer på at følge op på manglende og forsinkede betalinger. Det svarer til 23.000 årsværk og en tidsomkostning på 12 mia. kr., viser en ny analyse fra SMVdanmark.
Nye tal: Industriens opsving det seneste år er båret af de store virksomheder26.10.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Erhvervstilliden faldt i oktober hos både små og store virksomheder, og faldet er størst blandt SMV'erne. Samtidig viser nye tal fra SMVdanmarks konjunkturbarometer, at den fremgang, industrien har haft det seneste år, i overvejende grad ligger hos de største virksomheder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum