Mere end 120.000 bøger er på vej til landets mindste børn
6.11.2026 07:00:00 CET | Børne-, Ældre- og Boligministeriet | Pressemeddelelse
Mere end 10.000 daginstitutioner og dagplejer over hele landet har tilmeldt sig regeringens nye initiativ, Bogfrø – De små læser, der skal give flere børn adgang til gode læseoplevelser.
Interessen for regeringens indsats for at vække læseglæden blandt børn i vuggestuer, børnehaver og dagplejere er stor.
I alt har mere end 10.000 daginstitutioner og dagplejer tilmeldt sig initiativet, Bogfrø – De små læser. Det betyder, at flere børn kan møde karakterer som Mimbo Jimbo, Vitello og Lille Tut, når de første bøger lander dagtilbuddene i december.
Landets seks centralbiblioteker står for at sende bogpakkerne til de tilmeldte daginstitutioner og dagplejere. I alt vil mere end 120.000 bøger blive fordelt over hele landet.
Det tidlige møde med bøger og højtlæsning kan være med til at give børn en livslang glæde ved litteratur og fortællinger og samtidig understøtte deres sproglige udvikling.
Regeringen har afsat 20 millioner kroner til initiativet, der skal bringe bogpakker og understøttende pædagogisk materiale ud til daginstitutioner og dagplejere i hele landet. Formålet er at plante et ”bogfrø”, så læselysten kan spire og måske vokse sig stor.
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:
”Gennem bøger kan vi opdage nye verdener, glemme tid og sted og bare give os hen til fortællingen. Nu sender vi tusindvis af nye, danske børnebøger ud til landets daginstitutioner og dagplejere og giver dermed flere børn mulighed for at opleve glæden ved bøger tidligt i livet.
Vi ved, at læsning styrker vores sprog, empati og evne til at lære. Den seneste PISA-undersøgelse viser, at vi fra politisk side skal gøre langt mere for at give vores børn gode forudsætninger for blandt andet at lære at læse. Jeg mener, at mindre skærm og mere tid med højtlæsning og nærværende voksne er vejen frem. Derfor er jeg enormt glad for, at rigtig mange daginstitutioner og dagplejere over hele landet har tilmeldt sig regeringens nye initiativ.”
Kulturminister Zenia Stampe siger:
”Det er fuldstændig afgørende, at vi får læselysten til at gro og spire hos de mindste, så de får øjnene op for bøgernes fantastiske verden.
De seneste PISA-tal tegner et bekymrende billede, og vi skal have vendt udviklingen, inden det er for sent. For børnene vil før eller siden blive mødt af det fedtemøg, der bliver spredt via skærme, algoritmer og AI. Her kan højtlæsning forhåbentligt hjælpe med at fange børnenes nysgerrighed og udfolde fortællingernes magi for dem.”
Initiativet gennemføres i et samarbejde mellem Børne-, Ældre- og Boligministeriet, Kulturministeriet og landets seks centralbiblioteker.
Fakta om 'Bogfrø – De små læser'
De seks centralbiblioteker i hhv. Gentofte, Roskilde, Odense, Vejle, Herning og Aalborg er tildelt midler til at indkøbe bøger og sammensætte pakker bestående af bøger og understøttende pædagogisk materiale, der fremmer læselysten hos børn til daginstitutioner og dagplejere.
Centralbibliotekerne vil derudover gennemføre besøg med fx vejledning til det pædagogiske personale og højtlæsning for børnene for at understøtte bogpakkerne med den formidling, der er afgørende for at fremme børns glæde ved og interesse for bøger.
Målet er at få pakker med bøger og understøttende pædagogisk materiale ud til så mange daginstitutioner og dagplejere som muligt. Initiativet skal fremme læselysten hos børn i dagtilbud og styrke deres sproglige udvikling.
Nøgletal:
- Ca. 10.660 dagtilbud har tilmeldt sig initiativet, heraf ca. 510 vuggestuer, ca. 880 børnehaver, ca. 6.950 dagplejer og ca. 2.320 integrerede daginstitutioner.
- Centralbibliotekerne vil fra december 2026 uddele ca. 13.610 bogposer med i alt ca. 121.230 bøger.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:+45 23 64 42 92Om:
Børne-, Ældre- og Boligministeriet er ministeriet, som har ansvaret for børne-, ældre- og boligpolitik
Følg pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
Ny aftale afsætter over 75 mio. kr. til ældreområdet og startboliger til udsatte unge6.11.2026 16:30:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om fordelingen af samlet 451 mio. kr. til nogle af samfundets mest udsatte borgere. Med aftalen afsættes der 45,1 mio. kr. til initiativer på ældreområdet og 32,5 mio. kr. til etablering af startboliger for udsatte unge
Arbejdsgruppe skal se på forbrugerbeskyttelse ved nybyggeri21.10.2026 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark fremsætter i dag et lovforslag, der lægger op til at udfase byggeskadeforsikringsordningen. Parallelt nedsættes en arbejdsgruppe, der skal se på forbrugerbeskyttelse ved nybyggeri.
Nyt lovforslag skal bane vejen for styrkede minimumsnormeringer i daginstitutioner20.10.2026 12:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt lovforslag skal bane vejen for, at ledere i daginstitutioner ikke længere skal tælle med i opgørelser af minimumsnormeringer. Samtidig lægges der med lovforslaget op til at sænke forældrebetalingen og forbedre vilkårene for privatinstitutioner og private pasningsordninger.
Ny evaluering: Transportordning hjælper mennesker med demens med at fastholde et aktivt liv9.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hjemmeboende mennesker med let til moderat demens har gennem de seneste to år kunnet få hjælp til transport til fritidsaktiviteter. Ny VIVE-rapport viser, at den såkaldte befordringsordning har gjort en positiv forskel for de borgere, der har benyttet den.
Nye regler skal bane vej for flere boliger til særligt udsatte borgere8.10.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen ændrer nu reglerne for ”skæve boliger”, så det bliver lettere at etablere flere boliger til mennesker i hjemløshed og andre særligt udsatte borgere. Samtidig hæves støtten til både boligerne og de sociale viceværter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum