Ny undersøgelse: Hvor meget vil danskerne ændre livet for deres kæledyr?

13.11.2026 06:00:00 CET | Agria Dyreforsikring | Pressemeddelelse

Del

Flere gåture, mere leg og måske endda et nyt hjem. Mange danske hunde- og katteejere er villige til at ændre deres hverdag for at give deres firbenede familiemedlemmer et bedre liv. Især de yngre kæledyrsejere er parate til at tilpasse sig dyrenes behov, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring.

Flere gåture, mere leg og nye vaner. Mange danske hunde- og katteejere er villige til at ændre hverdagen for at forbedre deres kæledyrs trivsel, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring.
Flere gåture, mere leg og nye vaner. Mange danske hunde- og katteejere er villige til at ændre hverdagen for at forbedre deres kæledyrs trivsel, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring. Agria.dk

Hvor langt vil du gå for at gøre din hund eller kat gladere? For mange danske hunde- og katteejere er svaret: Ganske langt. En ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring viser, at syv ud af ti hundeejere og knap seks ud af ti katteejere i større eller mindre omfang er villige til at ændre deres liv for at forbedre dyrenes trivsel.

Især de yngre generationer er parate til at indrette hverdagen efter deres kæledyr. Blandt de 18-39-årige svarer hele 74 procent, at de vil overveje at gøre alt, hvad de kan, eller i et vist omfang tilpasse sig dyrets behov. Blandt de 55-74-årige er andelen 48 procent.

– Det er positivt, at så mange danskere er optagede af deres kæledyrs trivsel og er villige til at ændre vaner for at give dem et godt liv. Men undersøgelsen viser også, hvor stor en rolle hunde og katte spiller i vores hverdag. Det er ikke bare dyr, vi har boende. Det er familiemedlemmer, som vi i stigende grad indretter vores liv efter, siger Lotte Evers, marketingchef hos Agria Dyreforsikring.

Flere gåture til hundene og mere leg til kattene

Når danskerne bliver spurgt, hvad de konkret vil ændre for at forbedre deres kæledyrs trivsel, er der forventeligt nok tydelige forskelle mellem hunde- og katteejerne.

Blandt hundeejerne vil 56 procent overveje at gå flere eller længere ture med deres hund. Også mental stimulering står højt på ønskelisten: 42 procent vil gerne give hunden flere mentale udfordringer, mens 38 procent vil bruge mere tid på leg.

Hos katteejerne topper legen listen. Hele 55 procent vil gerne lege mere med deres kat, mens 39 procent vil prioritere mere mental stimulering.

– Både hunde og katte har brug for mere end mad, omsorg og et trygt sted at sove. De har også behov for at blive stimuleret og få mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd. Det behøver ikke kræve store investeringer eller drastiske ændringer i hverdagen. Ofte kan små, daglige aktiviteter gøre en stor forskel, siger Lotte Evers.

Nogle er klar til større forandringer

For en del kæledyrsejere handler det ikke kun om flere gåture eller ekstra legetid. Nogle er også villige til at overveje større ændringer i deres liv.

Blandt katteejerne svarer 23 procent, at de vil overveje at arbejde mere hjemmefra, mens 14 procent kunne forestille sig at flytte til en bolig, der er bedre egnet til katten.

Hos hundeejerne vil 21 procent overveje at arbejde mere hjemmefra, mens 18 procent kunne forestille sig at flytte tættere på grønne områder.

– Muligheden for at arbejde hjemmefra kan give en mere fleksibel hverdag, hvor f.eks. sparet transporttid kan bruges sammen med dyret. Samtidig kan det for nogle dyr have betydning, at deres ejer er mere til stede i løbet af dagen, også selv om vedkommende sidder og arbejder. Men det er selvfølgelig vigtigt at huske, at det at være hjemme ikke er det samme som at give dyret opmærksomhed og aktivering, siger Lotte Evers.

Samtidig vil 23 procent af katteejerne og 17 procent af hundeejerne overveje at bruge flere penge på dyrenes pleje, f.eks. pelspleje og tandpleje.

– Det er dejligt, at mange gerne vil gøre en ekstra indsats for deres dyr. Men det er også værd at huske på, at et godt dyreliv begynder længe før, man får hunden eller katten hjem. Man bør overveje, om både tid, økonomi, bolig og hverdag passer til det dyr, man ønsker sig, og om man kan opfylde dets behov gennem hele livet, siger Lotte Evers.

Mental stimulering er lige så vigtig som motion

Undersøgelsen viser, at både hunde- og katteejere prioriterer mental stimulering højt. Det er en vigtig pointe, for et godt dyreliv handler ikke udelukkende om fysisk aktivitet.

For hunde kan stimulering være søgeøvelser, problemløsning og aktiviteter, der udfordrer både krop og hjerne, f.eks. balanceøvelser eller at søge efter godbidder højt og lavt. For katte kan det være jagtlege, foderaktiviteter og mulighed for at klatre og udforske omgivelserne.

– En hund bliver ikke nødvendigvis mere tilfreds af bare at gå længere og længere ture. Den har også brug for at bruge hovedet. Og det samme gælder katten, der har et naturligt behov for blandt andet at jage, undersøge og lege. Når vi giver dyrene mulighed for den slags aktiviteter og deltager aktivt, styrker vi ikke kun deres trivsel, men også relationen mellem dyr og ejer, siger Lotte Evers.

Fakta: Det vil danskerne ændre for deres kæledyr

Hundeejere:

  • 56 % vil overveje flere eller længere gåture.
  • 42 % vil give hunden mere mental stimulering.
  • 38 % vil lege mere med hunden.
  • 21 % vil arbejde mere hjemmefra.
  • 18 % vil bo tættere på grønne områder.

Katteejere:

  • 55 % vil lege mere med katten.
  • 39 % vil give katten mere mental stimulering.
  • 23 % vil arbejde mere hjemmefra.
  • 23 % vil bruge flere penge på pleje.
  • 14 % vil flytte til en mere velegnet bolig.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Xtreme for Agria i november 2025 blandt 811 danske hunde- og katteejere i alderen 18-74 år (406 hundeejere og 405 katteejere).

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Flere gåture, mere leg og nye vaner. Mange danske hunde- og katteejere er villige til at ændre hverdagen for at forbedre deres kæledyrs trivsel, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring.
Flere gåture, mere leg og nye vaner. Mange danske hunde- og katteejere er villige til at ændre hverdagen for at forbedre deres kæledyrs trivsel, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring.
Agria.dk
Download

Links

Om Agria Dyreforsikring

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år og skal, med specialistkundskab og engagement, udvikle og sælge tryghed for dyr og mennesker. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel gnavere, miniature grise, reptiler og racefugle. De fleste af virksomhedens medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle dyrehold, dyrehelbred og bidrager til veterinærmedicinsk forskning. Agria Dyreforsikring er en filial af Försäkringsaktiebolaget Agria (publ) (Agria Djurförsäkring). Ud over Danmark har Agria også virksomhed i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Frankrig, Irland og England.

Følg pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring

Det sidste kram: Hvornår er det tid til at sige farvel til sit kæledyr?23.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

At sige farvel til en gammel eller syg hund eller kat er en af de sværeste beslutninger, man kan stå med som dyreejer. For hvornår er tiden egentlig inde, og hvordan ved man, om man kun holder fast for sin egen skyld? Med onlineuniverset ”Det sidste kram” sætter Agria fokus på den sidste tid med kæledyret, den svære afsked og sorgen over at miste et højtelsket dyr - uanset om døden kommer efter længere tids sygdom eller helt uventet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye