Grønlandsk sanger modtager højskolepris
30.10.2026 10:30:00 CET | Folkehøjskolernes Forening i Danmark | Pressemeddelelse
Sanger og sangskriver Rasmus Lyberth har hele sin karriere haft en mission om at fortælle sine landsmænd, at de tilhører et folk med sange, sprog og fortællinger. I dag modtog han Den folkelige sangs pris på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde på Rønde Højskole.

Han startede som sømand og værtshusmusiker og har i 50 år været en af de mest populære kunstnere på den grønlandske musikscene. I dag modtog sanger og sangskriver Rasmus Lyberth Den folkelige sangs pris på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde på Rønde Højskole.
Prisen modtager han for sit lange virke, hvor den 75-årige sanger både er blevet anerkendt som en højt skattet kulturformidler og ambassadør for sit land, lyder det fra Marianne Søgaard, der er lærer på Silkeborg Højskole og en del af juryen bag prisen.
”Årets prismodtager ser det som en mission at fortælle sine landsmænd, at de tilhører et folk med sange, sprog og fortællinger. Et land med sin egen rige kultur. Hans sange bliver sunget af skolebørn, gymnasieelever og voksne i hans hjemland, og han har optrådt på mange store scener rundt i verden – på sit eget sprog: grønlandsk, kalaallisut,” siger hun.
Sange om det grønlandske folk
Rasmus Lyberth er født i 1951 og opvokset i Grønland. Siden midten af 1970'erne har han været aktiv som både sanger og guitarist, og han har sunget om alt fra sociale tabuer til klimaforandringer set fra sit eget folks perspektiv.
Hans musik er dog først og fremmest gennemstrømmet af en livsglæde, hvilket ifølge juryen gør, at hans virke er ”helt i Grundtvigs ånd”.
Selv forklarer Rasmus Lyberth, at hans musik handler om at sætte fokus på det grønlandske folk.
”Vi grønlændere skal vide, at vi er en del af verden, og ude i den store verden skal de også vide, hvem vi er. Jeg vil gerne have, at den fantastiske verden, jeg kommer fra, også kan inspirere den store verden, som vi lever i,” siger han og tilføjer, at vi skal huske, at vi alle, uanset nationalitet, er mennesker.
”Vi har samme følelser, samme sol, samme jord, samme luft, samme – alt muligt. Den eneste forskel er den skrift, vi skriver i. Vores sprog. Når jeg har været på scenen, har jeg mange gange sagt til folk, at ’I forstår ikke en skid af, hvad jeg synger om, men I skal bare lukke øjnene og åbne jeres hjerte, og så skal jeg nok sørge for alt andet.’ For jeg har en stemme, som jeg har fået som en gave.”
Mere end en musikpris
Den folkelige sangs pris overrækkes i en tid, hvor Rigsfællesskabet og særligt det grønlandske folk har været under voldsomt pres, og hvor prisen på den måde bliver mere end en musikpris, lyder det fra Marianne Søgaard.
”Danmark og Grønland er knyttet til hinanden på godt og ondt gennem en lang fælles historie. Vi kan have svært ved at forstå hinanden, men årets prismodtager minder os om, at musikken er et sprog, vi har til fælles. Vi behøver ikke at forstå ordene for at forstå, hvad hjertet bærer på, når det udtrykkes i sang. Det er Rasmus Lyberth et levende eksempel på.”
Rasmus Lyberth var ikke selv til stede til at modtage prisen, da han er på turné i Grønland. I anledning af sin 75-års fødselsdag har han for nylig optrådt herhjemme i Danmark, blandt andet på Det Kongelige Teater i København.
Til at tage imod prisen på hans vegne var hans kone, Annette Bogø Lyberth, som er direktør for Det Grønlandske Hus / Nordatlantisk Hus i Odense, og parrets søn og svigerdatter, Tobias Lyberth og Louise Janum Lyberth.
Om prismodtageren
Rasmus Lyberth er født i 1951. Han er grønlandsk sanger og sangskriver og har modtaget mange priser som sanger og kulturformidler. Har været nomineret til Nordisk Råds musikpris i 2019 og har blandt andet optrådt i Nordamerika og Europa samt til det danske Melodi Grand Prix i 1979 med sangen ”Faders bøn”, hvor han sang på grønlandsk. Han er uddannet skuespiller ved det grønlandske Tuukkaq Teatret og har medvirket i flere teaterstykker og havde en hovedrolle i den første grønlandsksprogede spillefilm Lysets Hjerte fra 1998. Rasmus Lyberth er gift og har i alt fire børn.
Om Den folkelige sangs pris
Den folkelige sangs pris bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i forbindelse med foreningens årsmøde.
Prisen er på 40.000 kr. og gives til en eller flere personer, der på den ene eller anden måde har bidraget til udbredelsen af, kendskabet til og dermed fastholdelsen af den enestående kulturarv, den folkelige sang i almindelighed og Højskolesangbogen i særdeleshed er.
Prismodtageren bliver udpeget af et udvalg, som i år består af Marianne Søgaard, der er lærer på Silkeborg Højskole, Stefan Hollænder Kvamm, der er forstander på Ry Højskole, og Anne-Grethe Severinsen, der er lærer på Testrup Højskole.
Blandt tidligere prismodtagere finder man Janne Mark, Søren Huss, Annika Aakjær, Carl Emil Petersen, Stine Pilgaard og Katrine Muff Enevoldsen, Lis Sørensen, Sigurd Barrett, Bent Fabricius-Bjerre, Steffen Brandt, Erik Sommer, Anne Linnet, Peter A.G., Sebastian, Johannes Møllehave, Alberte Winding, Jens Rosendal, Niels Hausgaard, Annisette og Benny Andersen & Poul Dissing.
Nøgleord
Kontakter
Mette Skov HansenPresseansvarlig
Tlf:+45 60641989msh@ffd.dkBilleder

Links
Om foreningen
Folkehøjskolernes Forening i Danmark – også kaldet Højskolerne – har til formål at arbejde for folkehøjskolens idé og skabe gode og frie vilkår for skoleformens udvikling.
Foreningen er en medlems- og interesseorganisation for Danmarks omkring 75 folkehøjskoler.

Følg pressemeddelelser fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Højskolerne byder på flere sommerkurser end nogensinde30.6.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Ferietid er for mange lig med en uge på højskole, og i år er der rekordmange ophold at vælge imellem. På programmet er der alt fra landevejscykling til sommergospel og kreative fag.
Højskolerne slog rekord på årets folkemøde26.6.2026 11:05:18 CEST | Pressemeddelelse
Aldrig før har så mange højskoleelever været til stede på Folkemødet på Bornholm. Her var de med til at skabe vigtige debatter, sang og fester i Højskolernes store telt og på mange andre af festivalens debatscener.
Højskolerne mener: Den nye regering har blik for unge og fremtiden4.6.2026 13:32:07 CEST | Pressemeddelelse
Det nye regeringsgrundlag sender et vigtigt signal om, hvilken fremtid vi ønsker at bygge sammen. Derfor er det glædeligt at se, hvor stærkt unge, fællesskab, demokrati, kultur og dannelse står i regeringens ambitioner, skriver Højskolernes formand Lisbeth Trinskjær.
Højskolernes generalsekretær fylder 50 år18.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et højskoleophold tændte samfundsengagementet hos Betina Egede Jensen, som siden 2022 har været generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening. Den 18. maj fylder hun 50 år.
Ny sangkonkurrence: Hvordan lyder vor tids grønne fællessange?1.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kan du skrive den fællessang om naturen, som endnu ikke findes? Så deltag i Højskolernes og 15. Juni Fondens sangkonkurrence om grønne fællessange til en ny sangbog.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum