3F

3F Byggegruppen kalder på opgør med usynlig dræber på byggepladsen

29.10.2026 06:00:00 CET | 3F | Pressemeddelelse

Del

Støv på byggepladsen kan føre til en række alvorlige sygdomme, men accepteres alligevel som et vilkår i byggebranchen. 3F Byggegruppen lancerer nu en kampagne, der skal informere medlemmer om alvoren ved farligt støv, og samtidig sende et klart signal til arbejdsgiverne om at tage ansvar for at begrænse farlige støvpartikler på de danske byggepladser.

Lungekræft, hjertekarsygdomme, nyrefibrose, stenlunger, KOL.

Byggestøv kan være farligt og føre til en lang række alvorlige sygdomme. Faktisk er de sundhedsskadelige effekter mere veldokumenterede end nogensinde.

Eksperter i arbejdsmiljø peger på, at grænseværdien for mængden af farligt støv i luften er sat for højt. Blandt andet har det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) sat en helbredsbaseret grænseværdi, der ligger mindst 25 gange lavere, end den gældende grænseværdi.

- Blandt eksperter er der ingen tvivl om, at de her støvpartikler er et alvorligt arbejdsmiljøproblem. Alligevel accepteres farligt støv som et vilkår for arbejdet på byggepladserne. Det skal der laves om på. Arbejdsgiverne skal tage ansvar og lave de foranstaltninger, der skal til, for at få begrænset det her støv markant. Det siger sig selv, at vores medlemmer ikke skal risikere alvorlig sygdom af at passe deres arbejde, siger Claus von Elling, formand i 3F Byggegruppen.

Nu lancerer 3F Byggegruppen en indsats, der skal skabe opmærksomhed på problemet og sikre, at arbejdsgiversiden tager ansvar for at begrænse skadeligt byggestøv på danske byggepladser. Derudover arbejder vi på at sænke grænseværdien for farligt støv på byggepladsen - både nationalt og i EU. 

Kan du se problemet?

Støv på byggepladsen kan være farligere, end de fleste bygningsarbejdere er klar over. De små støvpartikler kan trænge ind i lungerne og ophobe sig i lungevævet.

- Jo mindre partiklerne er, desto farligere er de. Det gælder særligt de partikler, der ikke opløses i lungerne. De små partikler trænger nemlig ned i den dybeste del af lungerne. Det er et problem, fordi partiklerne fjernes meget langsomt fra denne del af lungerne. Når man indånder de finere partikler, har man stadig halvdelen af partiklerne i lungerne 100 dage efter, man har været eksponeret for det, fortæller Ulla Vogel, der er professor i kemisk arbejdsmiljø i NFA, og fortsætter:

- Ny viden viser også, at indåndingen af små partikler udover kræft også kan medføre hjertekarsygdomme. For når man får de små partikler ned i lungerne, så er det lidt ligesom, når man får en splint i fingeren. Fingeren bliver rød, hæver, og væsker måske også med noget betændelse. De små partikler i lungerne skaber på samme måde en inflammation, og inflammation forårsager hjertekarsygdom.

De farligste støvpartikler er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje – og derfor kan der være farligt støv i luften, uden man ved det. De helt fine støvpartikler kan hænge i luften i længere tid og kan ende i lungerne på alle bygningsarbejdere i nærheden.

Kan du se problemet? Det kan vi.

Hvem har ansvaret?

Det er arbejdsgiverens ansvar at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Arbejdsgiver skal altid sørge for effektiv udsugning og rengøring og om nødvendigt foretage støvmålinger for at sikre, at medarbejderne ikke udsættes for sundhedsskadeligt støv.

Selvom det er arbejdsgiverens ansvar at forebygge støv på byggepladsen, er det vigtigt, at vores medlemmer kender til alvoren. Derfor vil kampagnen også sætte fokus på at informere bygningsarbejdere om byggestøv og deres rettigheder.

Vores medlemmer skal vide, hvornår der kan være mistanke om farligt støv på byggepladsen, hvilke konsekvenser det kan have for dem at indånde det og hvad deres rettigheder er.

Kender man til problemet, bliver det lettere at lægge pres på arbejdsgiveren og få nedbragt støvniveauet. Hvis man som bygningsarbejder mistænker, at støvet på byggepladsen overstiger grænseværdien, og at man kan blive udsat for farligt støv, skal man gå til sin arbejdsgiver eller AMR. 

Lungerne skal holde til hele livet. Til at være sammen med familie og venner, lege med børnebørnene og se dem vokse op. Bygningsarbejderne på de danske byggepladser skal ikke betale prisen for, at arbejdsgiverne ikke vil tage ansvar.

3F Byggegruppen vil i forlængelse af arbejdsmiljøugen sætte øget fokus på byggestøv. Kampagnen kører i de kommende uger og vil være et løbende fokus for arbejdsmiljøindsatsen frem mod OK28.

Kontakter

For yderligere information, kontakt Henriette Roth, Arbejdsmiljøkonsulent i 3F Byggegruppen på
henriette.roth@3f.dk eller +45 2849 05 20.

Følg pressemeddelelser fra 3F

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra 3F

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye