Danmarks Naturfredningsforening

DN efter kvoteaftale: Fuld kontrol med torskebifangst er nødvendig

27.10.2026 16:20:15 CET | Danmarks Naturfredningsforening | Pressemeddelelse

Del

EU's fiskeriministre har besluttet at fastholde bifangstkvoterne for torsk i Østersøen, selvom forskerne anbefaler nulfangst. Danmarks Naturfredningsforening kræver nu, at miljøministeren sikrer fuldt dokumenteret fiskeri, så der kommer reel kontrol med, hvor mange torsk der fanges og smides ulovligt tilbage i havet.

EU's fiskeriministre er netop blevet enige om fiskekvoterne i Østersøen for 2027. Trods torskebestandenes kritiske tilstand og klare videnskabelige anbefalinger om nulfangst har ministrene valgt at fastholde bifangstkvoterne på samlet 696 ton.

– Torsken i Østersøen er så hårdt presset, at forskerne anbefaler, at vi slet ikke fanger den. Alligevel vælger EU's ministre at tillade bifangst af torsk. Det er svært at forstå. Når politikerne vælger at se bort fra den videnskabelige anbefaling, må de som et absolut minimum sikre, at vi har kontrol med, hvor mange torsk der rent faktisk bliver fanget, siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Ulovligt udsmid gør kontrollen afgørende
En ny rapport fra DTU Aqua har dokumenteret omfattende ulovligt udsmid i dansk fiskeri. Hvert år bliver tonsvis af fisk smidt ulovligt og ofte døde tilbage i havet i de undersøgte fiskerier, selv om fiskene som udgangspunkt skal bringes i land og tælle med i kvoterne.

Dermed risikerer de officielle fangsttal at give et misvisende billede af, hvor mange fisk der reelt bliver fanget og dør som følge af fiskeriet.

– Vi ved, at der foregår omfattende ulovligt udsmid af fisk, herunder torsk. Fisk, der bliver fanget og smidt døde eller døende tilbage i havet, forsvinder fra fangstregnskabet. Derfor kan vi ikke nøjes med at se på, hvor mange torsk, fiskerne registrerer. Vi er nødt til at vide, hvor mange de faktisk fanger. Det kræver fuldt dokumenteret fiskeri, siger Lars Midtiby.

Øget fiskeri efter rødspætter risikerer at presse torsken yderligere
Samtidig har EU's ministre besluttet at øge kvoten for rødspætter med tre procent, selv om EU-Kommissionen havde foreslået at fastholde kvoten blandt andet af hensyn til bifangsten af torsk.

Rødspættefiskeriet foregår i høj grad med bundtrawl, som både påvirker havbunden og medfører bifangster af torsk. Det er ifølge Danmarks Naturfredningsforening endnu et eksempel på, at fiskeriforvaltningen ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de pressede torskebestande.

– Det hænger simpelthen ikke sammen, at vi på den ene side vil redde torsken og på den anden side giver mulighed for at fange flere rødspætter i et fiskeri, hvor torsk også ender i nettene. Ovenikøbet med bundtrawl, der skader havbunden og de levesteder, som fiskene er afhængige af. Det er ikke sådan, vi genopbygger livet i Østersøen, siger Lars Midtiby.
 
Nu må miljøministeren sikre fuld dokumentation
Miljøminister Maria Reumert Gjerding har tidligere i oktober varslet mere kameraovervågning af danske fiskefartøjer for at begrænse ulovligt udsmid.

Danmarks Naturfredningsforening bakker op om initiativet, men mener, at de nye bifangstkvoter gør det nødvendigt at handle hurtigt.
 
Foreningen kræver derfor obligatorisk fuldt dokumenteret fiskeri med kameraovervågning, positionsdata og elektronisk fangstregistrering på danske fiskefartøjer med risiko for bifangst af torsk i Østersøen. Samtidig bør Danmark arbejde for, at tilsvarende krav gælder alle relevante EU-fartøjer.
 
– Vi anerkender, at den danske miljøminister forsøgte at få reduceret bifangstkvoterne, men ikke fik opbakning fra de øvrige lande. Nu må hun til gengæld sikre, at fiskeriet bliver kontrolleret ordentligt. Hvis vi tillader bifangst af en fisk, som forskerne anbefaler, at vi slet ikke fanger, skal vi som minimum kunne dokumentere, hvad der rent faktisk bliver fanget og smidt ud. Alt andet er uansvarligt, siger Lars Midtiby.

Nøgleord

Kontakter

Mikkel FaartoftPresseansvarlig for kampagner, events og projekter, Danmarks Naturfredningsforening

Tlf:53 57 38 31mikkel@dn.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

DN om ny handlingsplan: Et godt første skridt mod færre tekstiler2.10.2026 12:24:45 CEST | Pressemeddelelse

Danmark skal have mere ud af færre tekstiler. Sådan lyder hovedbudskabet i Danmarks første nationale tekstilhandlingsplan, der netop er blevet lanceret. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er planen et vigtigt første skridt mod at reducere tekstil- og modesektorens enorme klima-, miljø- og ressourceaftryk og gøre op med den udbredte brug-og-smid-væk-kultur, der præger området i dag.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye