Danmarks Idrætsforbund

Sørby Esport i finalen om Idrættens Sociale Pris 2026

27.10.2026 07:00:00 CET | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse

Del

Sørby Esport er blandt de tre finalister til Idrættens Sociale Pris 2026. Bag prisen står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden. Sørby Esport er nomineret for sit arbejde med at bruge gaming til at skabe fællesskaber, styrke trivslen og åbne nye muligheder for børn og unge, der kan have svært ved at finde plads i traditionelle idrætstilbud.

Der er plads til alle hos Sørby Esport, der i år er nomineret til DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris.
Der er plads til alle hos Sørby Esport, der i år er nomineret til DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris. Foto: Sørby Esport.

Sørby Esport er nået gennem nåleøjet i kampen om Idrættens Sociale Pris 2026. Blandt mere end 50 indstillede initiativer fra hele landet er den lokale forening nu udvalgt som en af blot tre finalister.

Bag prisen står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden, der hvert år hylder idrætsinitiativer, som gør en særlig indsats for at skabe trivsel og inkluderende fællesskaber for mennesker, der møder særlige udfordringer i livet.

Vinderen bliver hyldet ved DR's store sportsgalla SPORT 2026 den 9. januar, hvor der også følger en check på 75.000 kroner med prisen.

Gaming åbner døren til nye fællesskaber

I Sørby Esport handler det om meget mere end computerspil. Foreningen bruger interessen for gaming som et fælles udgangspunkt for at skabe relationer, fællesskaber og nye muligheder for børn og unge.

Gennem initiativer som Glade Gamere, RESPAWN og Brobyggende Fællesskaber arbejder foreningen målrettet med at nå børn og unge, som traditionelle idrætstilbud kan have svært ved at engagere.

”Det er ret vildt for os at blive nomineret til Idrættens Sociale Pris. Vi følger sportsgallaen hvert år. Det er lidt en drøm, der går i opfyldelse – at blive anerkendt i sporten. Det er vi ret stolte af,” siger direktør Mark Kristensen fra Sørby Esport og fortsætter:

”Foreningslivet har bygget Danmark – det betyder så meget for vores dannelse og udvikling. Derfor betyder det også sindssygt meget for os at være inkluderende og tage ansvar for de unge mennesker, vi sender ud i samfundet. Vi er en familie og en sport, der tager sig af nogle af dem, der ikke har så mange andre steder at gå hen – og det er så vigtigt for børn og unge at høre til og være en del af et sundt fællesskab”.

Med stærke samarbejder på tværs af blandt andet skoler, institutioner og kommunale aktører hjælper Sørby Esport deltagerne med at udvikle sociale relationer, påtage sig frivillige opgaver og i nogle tilfælde tage skridt mod job og uddannelse.

Foreningen har mere end 500 medlemmer og omkring 70 frivillige, og aktiviteterne er gennem årene blevet udvidet til flere lokalområder.

Idrætten kan samle mennesker på nye måder

Det er netop evnen til at skabe fællesskaber og nye muligheder gennem en fælles interesse, der har været med til at sikre Sørby Esport en plads i finalen.

”Vi har tre stærke kandidater i år, der alle viser en solid bredde i deres sociale indsatser. De rummer hver især mange forskellige tiltag med målet om at omfavne flest mulige i idrættens fællesskaber. Og det er stærkt. I år har også e-sporten fået en plads. I Sørby gør man nemlig også meget for at styrke brugernes sundhed og sætter fokus på behovet for både bevægelse og sunde vaner,” siger DIF's administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen.

Også hos Grundfos Fonden fremhæver man de tre finalisters evne til at skabe inkluderende fællesskaber.

”De tre finalister viser på hver deres måde, hvilken særlig kraft idrætten har til at samle mennesker og skabe stærke fællesskaber. Med udgangspunkt i lokale idrætsmiljøer skaber de plads til forskellighed og giver mennesker mulighed for både at høre til og bidrage. Det er netop her, idrætten kan gøre en helt særlig forskel for både den enkeltes trivsel og fællesskabet,” siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden.

I stærkt selskab om prisen

Sørby Esport er nomineret sammen med VSK Aarhus og Sønderlundskvarterets Idrætsforening i Roskilde.

De tre foreninger er udvalgt af en ekstern jury, der blandt andet har lagt vægt på initiativernes betydning for trivsel, livskvalitet og lokalsamfundet samt deres evne til at skabe plads til flere i idrættens fællesskaber.

Den endelige vinder udpeges af DIF's administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, og fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden.

Vinderen afsløres ved SPORT 2026 i Boxen i Herning den 9. januar, hvor Idrættens Sociale Pris uddeles for fjerde gang.

FAKTA

Idrættens Sociale Pris

Idrættens Sociale Pris er stiftet af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden for at anerkende sociale idrætsindsatser, der gør en særlig forskel for mennesker og fællesskaber.

Prisen uddeles ved SPORT 2026 den 9. januar 2027 og ledsages af 75.000 kroner til den vindende forening.

Prisuddelingen vises på DR1.

Læs mere om prisen her.

Nøgleord

Kontakter

DIF: Janni Johanne Thrane, udviklingskonsulent, tlf. 28 86 84 02, e-mail: jat@dif.dk

Grundfos Fonden: Gitte Thordahl, programchef, tlf. 51 25 34 11, e-mail: gjespersen@grundfos.com

Sørby Esport: Mark Kristensen, direktør, tlf. 31 79 37 37.

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 63 forbund, godt 8.250 idrætsforeninger og flere end 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye