Flere vil tale om døden – nu skal der handles
30.10.2026 07:41:00 CET | Det Nationale Sorgcenter | Pressemeddelelse
På otte år er andelen af danskere, der mener, at vi taler for lidt eller alt for lidt om døden, steget fra 33 til 54 procent. Fælles ritualer, sprog og rammer omkring sorgen er blevet svagere, viser en ny analyse af den danske sorgkultur. Konsekvensen er, at mange ender med at stå alene med sorgen – både før og efter et dødsfald. Det kalder på handling.

Døden er uundgåelig for alle. Men meget tyder på, at vi gør alt for at undvige det faktum, og det reagerer danskerne på. Nye tal fra Sorgalliancen, som er et samarbejde imellem Landsforeningen Mistet Barn, HospiceSagen, Skyggebørn og Det Nationale Sorgcenter, viser nemlig, at over halvdelen af danskerne savner, at vi taler mere om døden. Men problemet er større end manglen på samtaler.
– Der er brug for handling nu. Analysen viser en meget kraftig stigning i behovet, og vi kan se, at de mange efterladte og pårørende oplever konsekvenserne af det. Sorg er en fælles sag, og vi har et fælles ansvar. Det kan ikke kun ligge hos den enkelte, siger Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter og talsperson for Sorgalliancen.
Ifølge alliancen er der brug for en bred løsning.
– Sorg skal på finansloven. Men der er brug for mere end det. Sorgen eksisterer ikke kun i et terapilokale eller på hospice. Der er brug for handling også på de danske arbejdspladser, på uddannelsesinstitutionerne og i sundhedsvæsnet. Og så er der brug for, at vores berøringsangst med døden ikke går i arv til vores børn, siger Preben Engelbrekt.
Ifølge den nye analyse fra Sorgalliancen er der sket en udvikling, hvor ritualer og symboler knyttet til døden gradvist er blevet udvisket og dermed bliver døden tabuiseret. Omsorgen omkring sygdom og død er i højere grad blevet professionaliseret, samtidig med at fælles traditioner og tydelige sociale normer for, hvordan man møder mennesker i sorg, er blevet svagere.
Det kan gøre omgivelserne usikre på, hvad de skal sige og gøre, og analysen viser, at to ud af tre danskere har oplevet, at mennesker undgår kontakt med en sorgramt af frygt for at sige noget forkert.
Konsekvensen er, at de sorgramte isolerer sig, oplever dårligere trivsel og får sværere ved at fastholde hverdagen, arbejdet eller uddannelsen. Det koster ikke kun menneskeligt, men også kroner og øre. Deloitte estimerer, at komplicerede sorgreaktioner koster samfundet 4,6 milliarder kroner.
Dinna manglede støtte fra venner og familie
Da Dinnas mand, Peter, døde i juni 2022, blev hun ramt af en sorg, der næsten tog vejret fra hende. Kort efter kom sommerferien. Venner og familie rejste væk og havde planer, mens Dinna sad tilbage med en sorg, der føltes stadig mere lammende.
Hun oplevede, at mennesker omkring hende gerne ville hjælpe, men ofte blev usikre på, hvad de skulle sige eller gøre. Det betød, at Dinna midt i sin egen sorg også kunne stå med opgaven at forklare andre, hvad hun havde brug for, og hvordan de kunne være sammen med hende.
– Jeg savnede en større fælles forståelse af sorg og død, så mennesker ikke bliver så berøringsangste eller famlende i mødet med én, der sørger. Det er hårdt både at være i sorg og samtidig skulle forklare andre, hvad de skal sige eller gøre. Folk skal ikke være bange for at spørge ind. Jeg kan ikke blive mere ked af det af det, siger Dinna.
Når Dinna fortalte om sin sorg, blev nogle så berørte af at se hende ked af det, at hun selv endte med at trøste dem. Den manglende støtte og forståelse fra hendes omgivelser gjorde, at hun følte sig alene i sorgen.
Fælles sorgtraditioner
Allehelgen er en af de få tilbagevendende traditioner, hvor døden og dem, der er døde, får en tydelig plads i fællesskabet. Men for mange danskere fylder dagen ikke meget. Derfor er der ifølge Sorgalliancen behov for flere traditioner, ritualer og fælles rum, som kan gøre det lettere at mindes, tale om døden og være sammen om sorgen.
– Vi har mistet mange af vores traditioner omkring døden. Allehelgen er en fin tradition, men sorg kan ikke times til bestemte dage. Vi har brug for flere naturlige anledninger til at tale om døden og mindes dem, vi har mistet. Ved at vi taler om dem med hinanden, kan de døde leve videre. Hvis døden bliver mindre fremmed for os, bliver det også lettere at være tæt på mennesker i sorg, siger Preben Engelbrekt.
Fakta: Det viser analysen
- 52 procent af danskerne oplever, at sorg bliver gjort til noget, man selv skal håndtere.
- 54 procent mener i 2026, at vi taler for lidt eller alt for lidt om døden. I 2018 var det 33 procent.
- To ud af tre oplever, at mange undgår kontakt med mennesker i sorg, fordi de er bange for at sige noget forkert.
- Syv ud af ti efterladte føler sig alene i sorgen.
- 14 procent har aldrig talt med familie, venner, partner eller andre om, at de selv skal dø en dag.
- Mere end 40% af de sorgramte bliver sygemeldte, og mange ender med at skifte job.
- Deloitte estimerer, at komplicerede sorgreaktioner koster samfundet 4,6 mia. kr. årligt i tabt produktivitet og overførsler.
- 450.000 kr. koster en voksen (28-64 år), der mister sin partner, i gennemsnit samfundet de første tre år i tabte skatteindtægter og udgifter til overførselsindkomster sammenlignet med befolkningen generelt. Tallet medregner ikke den tabte produktivitet.
- Med omkring 55.000 dødsfald i Danmark årligt efterlades cirka 230.000 nye sørgende. Hertil kommer de mange pårørende til kronisk eller livstruende syge, som oplever sorglignende belastningsreaktioner.
Om analysen
Analysen af den danske sorgkultur bygger på både kvantitative og kvalitative metoder samt eksisterende forskning om sorg og sorgkultur. Den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse er gennemført af Bilendi i foråret 2026 blandt 2.000 respondenter, og besvarelserne er vægtet for at sikre repræsentativitet. Derudover indgår syv kvalitative interviews med blandt andre forskere, praktikere og frivillige.
Analysen er udarbejdet for Sorgalliancen af Operate med støtte fra Helsefonden.
Nøgleord
Kontakter
Claus FahrendorffKommunikations og FundraisingchefDet Nationale Sorgcenter
Tlf:+45 51 941 234cfa@sorgcenter.dkBilleder
Links
Sorgalliancen
Sorgalliancen arbejder for en levende sorgkultur, hvor døden bliver en mere naturlig del af livet, og hvor mennesker ikke skal stå alene med sorgen. Alliancen består af Landsforeningen Mistet Barn, HospiceSagen, Skyggebørn og Det Nationale Sorgcenter. Organisationerne er gået sammen om at skabe en folkebevægelse, der giver bedre plads til, at vi kan mødes, mindes, sørge og leve med sorgen sammen.

Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Gå med sorgen: I Vejle mindes efterladte deres kære på en fælles gåtur27.10.2026 13:35:00 CET | Pressemeddelelse
Allehelgen er en anledning til at mindes dem, der ikke længere er her. Lørdag den 31. oktober inviterer Det Nationale Sorgcenter efterladte i Vejle til en fælles gåtur i naturen, hvor der er plads til at dele minder, savn og sorg.
Plads til de døde på Nørrebro27.10.2026 07:02:00 CET | Pressemeddelelse
Besøgende kan opleve litteratursamtale, sjælesorgssang og musikalsk performance, når Brorsons Kirke og Det Nationale Sorgcenter inviterer til De Dødes Dag på Nørrebro søndag den 1. november.
Fotoudstilling giver plads til samtaler om døden, sorgen og kærligheden19.10.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Landsforeningen Liv&Død sætter fokus på døden i Uge 44, bringer Landsforeningen Mistet Barn forældrenes fortællinger ind i hjertet af Vejle. Fotoudstillingen “For mig er du lige her” åbner mandag den 26. oktober 2026 kl. 15.00–16.30 på Banegårdspladsen og inviterer til samtaler om at miste et barn og leve videre med sorgen, savnet og kærligheden.
Emil Marling om at miste sin gode ven Søren Pape: Sangen skal blive glad igen15.9.2026 05:45:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste kendte Søren Pape Poulsen som politiker. For Emil Marling var han først og fremmest en nær ven. I et nyt afsnit af Det Nationale Sorgcenters podcast ’Sorgen er da noget, vi taler om’ fortæller årets vinder af TV2's reality serie “Forræder: Ukendt grund” til direktør Preben Engelbrekt om det pludselige tab, den offentlige sorg og om langsomt at finde en ny måde at have sin ven med videre på.
Sorgen følger med på arbejde – og vi ved ikke, hvordan vi skal møde den10.9.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Hver fjerde dansker på arbejdsmarkedet har alvorlig sygdom eller død tæt inde på livet. Næsten halvdelen oplever, at situationen påvirker deres arbejdsliv negativt. Nu lancerer Det Nationale Sorgcenter et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, der skal gøre danske arbejdspladser bedre rustet til at støtte medarbejdere i sorg. Målet er at udvikle forskningsbaseret viden og konkrete redskaber til ledere, HR og kolleger. Projektet er støttet af Salling Fondene, gennemføres i samarbejde med fire store danske arbejdspladser og forskere fra Center for Krisepsykologi, Universitetet i Bergen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


