UNICEF: Polio er næsten udryddet. Men konflikter og manglende finansiering risikerer at stå i vejen for det sidste skridt
23.10.2026 09:13:36 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
Siden 1988 er antallet af poliotilfælde i verden faldet med mere end 99 procent. Samtidig viser nye tal, at flere børn bliver fuldt vaccineret mod sygdommen. Men konflikter, svage sundhedssystemer og manglende finansiering truer de historiske fremskridt, advarer UNICEF i anledning af World Polio Day den 24. oktober.

Verden har aldrig været tættere på at udrydde polio. Siden den globale indsats mod sygdommen blev iværksat i 1988, er antallet af tilfælde reduceret med mere end 99 procent. Men det sidste skridt mod at udrydde sygdommen har vist sig, at være det sværeste.
Polio findes fortsat i Afghanistan og Pakistan, og flere lande kæmper med udbrud af poliovirus. Samtidig gør væbnede konflikter, humanitære kriser og svage sundhedssystemer det vanskeligt at nå de børn, der har allermest brug for vaccination.
”Vi er nået utrolig langt i kampen mod polio. Det er et af de store fremskridt for børns sundhed, som verden har skabt gennem fælles indsats. Men vi risikerer at sætte årtiers arbejde over styr, hvis vi ikke fastholder investeringerne og sikrer, at også de børn, der lever i konfliktområder og andre udsatte områder, bliver vaccineret,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Flere børn bliver bedre beskyttet
De seneste tal fra UNICEF og WHO viser, at der fortsat sker fremskridt. På verdensplan steg andelen af børn, der har gennemført den primære vaccinationserie med poliovaccine (IPA), fra 70 procent i 2024 til 74 procent i 2025.
Men tallene viser også, hvor vanskeligt det er at nå de mest udsatte børn. Over halvdelen af de børn, der slet ikke har modtaget rutinevaccinationer, lever i skrøbelige og konfliktramte områder.
Det er samtidig nogle af de områder, hvor poliovirus fortsat cirkulerer, eller hvor der er risiko for nye udbrud.
Kampen mod polio handler om meget mere end én sygdom
I anledning af World Polio Day sætter UNICEF fokus på, at investeringer i at udrydde polio også skaber fremskridt på andre områder af børns sundhed.
Når sundhedsmedarbejdere bliver uddannet, vaccinationssystemer udbygget, og overvågningen af sygdomme styrket, kommer det ikke kun børn i risiko for polio til gode. Det gør det også lettere at forebygge og bekæmpe andre sygdomme og reagere hurtigt på nye sundhedskriser.
Allerede i dag bliver poliovaccinationer i stigende grad kombineret med andre sundhedsindsatser. I 2025 omfattede omkring halvdelen af alle poliovaccinationskampagner også andre vaccinationer eller sundhedsydelser.
”Når vi investerer i at udrydde polio, investerer vi samtidig i stærkere sundhedssystemer, flere uddannede sundhedsmedarbejdere og bedre adgang til vaccinationer. Det betyder, at indsatsen kan komme langt flere børn til gode og være med til at redde liv, også efter at polio forhåbentlig er udryddet,” siger Susanne Dahl.
UNICEF understreger, at verden allerede har den nødvendige viden og de nødvendige redskaber til at udrydde polio. Men det kræver fortsat politisk vilje, finansiering og internationalt samarbejde.
”Vi har muligheden for at udrydde en sygdom, der i generationer har truet børns liv og helbred. Det er en mulighed, vi ikke må lade gå fra os,” siger Susanne Dahl.
Fakta om polio og vaccination
- Siden 1988 er antallet af poliotilfælde på verdensplan reduceret med mere end 99 procent.
- Afghanistan og Pakistan er de to lande, hvor polio fortsat er endemisk.
- I 2025 havde 86 procent af verdens børn fået første dosis af den poliovaccine (IPV).
- Andelen, der havde fået den fulde primære vaccinationsserie med inaktiveret poliovaccine (IPV), steg fra 70 procent i 2024 til 74 procent i 2025.
- 54 procent af verdens såkaldte nul-dosis-børn, der ikke har fået rutinevaccinationer, lever i skrøbelige og konfliktramte områder.
- Omkring halvdelen af poliovaccinationskampagnerne i 2025 omfattede også andre vaccinationer eller sundhedsydelser.
Kilder: UNICEF, WHO/UNICEF Estimates of National Immunization Coverage (WUENIC), juli 2026.
Kontakter
Maria WesthPressechef, UNICEF Danmark
Tlf:+45 50778664mwesth@unicef.dkFølg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Danskernes pant sender millioner til børn i Ukraine15.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et enkelt tryk på pantautomaten kan blive til vigtig hjælp for børn og familier i Ukraine. Siden 2022 har kunder i Dagrofa doneret pant for hele 3,8 mio. kr. til UNICEFs arbejde i landet.
Børnenes U-landskalender er i handlen: I år hjælper den børn i Rwanda1.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Børnenes U-landskalender 2026 er nu i handlen. I år går overskuddet til UNICEFs arbejde med at give børn og familier i Rwanda bedre adgang til rent vand, vacciner og sundhedsydelser.
Ny UNICEF-analyse: 7 ud af 10 børn har haft mindst én negativ oplevelse med at sige deres mening21.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse fra UNICEF Danmark om børn og unges demokratiske selvtillid viser, at børn og unge har holdninger og gerne vil høres. Men for mange er det forbundet med negative oplevelser at sige deres mening.
Hvert tiende barn vil ikke sige det til en voksen, hvis deres rettigheder bliver krænket18.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tusindvis af børn har i forbindelse med Rettighedsstafetten svaret på, hvem de vil fortælle det til, hvis deres rettigheder bliver krænket. Langt de fleste vil gå til deres forældre, men hvert tiende barn vil holde det for sig selv, ligesom 10 procent af de adspurgte svarer, at de ikke ved, hvem de skal sige det til. Fredag overrækkes børnenes svar til undervisningsminister Magnus Heunicke (S) og socialminister Monika Rubin (M).
Klimakriser afbryder skolegang for 171 millioner børn10.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Storme, oversvømmelser og hedebølger var blandt de hyppigste årsager til, at børn verden over måtte undvære undervisning i 2025. Det rammer især børn i verdens fattigste lande og særligt piger er udsatte.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum