Danmark søger ikke om en særordning for mink
23.10.2026 06:03:00 CEST | Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd | Pressemeddelelse
Danmark søger ikke om en særordning til at føre det danske minkerhverv videre, når EU-forbuddet mod minkavl træder i kraft i august næste år.
Minken blev i juni 2025 tilføjet EU’s liste over invasive arter, hvilket vil gøre minkavl forbudt i EU. Den daværende SVM-regering besluttede at ansøge EU-kommissionen om en særordning for hold af mink i Danmark, så danske minkavlere kunne fortsætte deres erhverv, når forbuddet træder i kraft d. 7. august 2027 med en overgangsperiode på to år. Firkløverregeringen har valgt ikke at gå videre med ansøgningen.
Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, siger:
”Et erhverv skal ikke fortsætte, alene fordi det har eksisteret længe. Det skal også give mening for samfundet, for økonomien og for dyrene. Regeringen har valgt dyrevelfærden til. Derfor har vi besluttet ikke at sende en ansøgning om særordning for mink i Danmark afsted til EU. Forbuddet fra EU mod hold af mink træder i kraft den 7. august 2027.”
Danmark er et af de få lande i Europa, der forsat har minkproduktion. I august 2026 var der syv minkfarme i Danmark ifølge Det Centrale Husdyrbrugsregister. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) leverede i en ny rapport fra juli 2025 anbefalinger til forbedret dyrevelfærd i minkproduktion. Det vil kræve en markant omlægning af den danske minkproduktion, hvis forholdene skal leve op til EFSAs anbefalinger.
Citater fra regeringsordførere:
Birgitte Vind, S
”I Socialdemokratiet mener vi, at dyrehold og dyrevelfærd skal følges ad. EU har meldt klart ud, at et forbud træder i kraft fra næste år, og sammenlagt med den relativt lille samfundsmæssige betydning minkavl har i dag, er det den helt rigtige beslutning ikke at ansøge om en særordning for minkavl i Danmark. Det er en god dag for dyrevelfærden.”
Carl Valentin, SF
"Det er en kæmpe sejr for dyrevelfærden, at vi nu endelig kan sætte punktum for minkavl i Danmark. SF har kæmpet for det her i årtier, fordi mink ganske enkelt ikke hører hjemme i små bure, hvor de ikke kan udfolde deres naturlige adfærd. Det har aldrig givet mening, at vi skulle genstarte en produktion, hvor dyrene betaler prisen. Nu har vi en regering, der sætter dyrevelfærden først og tager den nødvendige beslutning. Det er en rigtig god dag for dyrene og for alle os, der har kæmpet for at få stoppet minkavlen. Jeg kniber mig selv i armen."
Line Krogh Lay, RV
”I Radikale Venstre har vi længe kæmpet for at få sat et punktum for minkavl i Danmark. Derfor er det fantastisk, at der nu er bred politisk opbakning til at udfase erhvervet. Mink er aktive rovdyr, som ikke hører hjemme i små trådbure, hvor de opdrættes alene for pelsens skyld. Jeg er simpelthen så glad for, at vi i regeringen har besluttet ikke at søge om en dansk særordning, der kan forlænge minkavlen. Det er en stor dag for dyrevelfærden og et vigtigt skridt i den rigtige retning.”
Ellen Emilie, M
”Moderaterne er enige med ministeren i, at et erhverv ikke skal fortsætte, alene fordi det har eksisteret længe. Det skal også give mening for samfundet, for økonomien og for dyrene. Regeringen har valgt dyrevelfærden til. Derfor har vi besluttet ikke at sende en ansøgning om særordning for mink i Danmark afsted til EU. Forbuddet fra EU mod hold af mink træder i kraft den 7. august 2027”
Tal og fakta
- Pr. 11. august 2026 er der syv minkfarme i Danmark, jf. Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR).
- Mink blev d. 20. juni 2025 tilføjet EU’s liste over invasive arter, hvilket medfører et forbud mod hold af mink i hele EU.
- Forbuddet træder i kraft den 7. august 2027. Efter forbuddets ikrafttrædelse vil der være en overgangsperiode på to år frem til 7. august 2029.
Kontakter
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærds pressekontakt (modtager ikke SMS)
Tlf:+45 24 21 07 65presse@mgtp.dkFølg pressemeddelelser fra Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd
Regeringen sikrer ekstra halv milliard til vådområde- og lavbundsprojekter samt yderligere 350 mio. til erstatningsjord16.10.2026 09:16:52 CEST | Pressemeddelelse
Der er stor interesse for at søge tilskud til forundersøgelser til nye vådområder og lavbundsprojekter. Den nye ordning for udtagningsprojekter har oplevet en søgning til nye projekter på over 600 mio. kr. Derfor har regeringen valgt at afsætte yderligere en halv milliard kroner.
Flere afgrøder undtages fra kvælstofreguleringen i 20277.10.2026 15:00:27 CEST | Pressemeddelelse
Partierne bag den grønne trepart er enige om også at undtage udvalgte frugter, bær og træer fra planteskoler fra kvælstofreguleringen i 2027. Derudover bliver vilkårene for dyrkning af kartofler forbedret i den nye reguleringsmodel.
Tre eksperter skal klæde grisefireparten på5.10.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen sætter navn på de tre uafhængige eksperter, der skal levere det faglige fundament for regeringens firepart for fremtidens griseproduktion.
Ny grisefirepart skal forene bedre dyrevelfærd med et stærkt erhverv30.9.2026 12:25:22 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen nedsætter firepart for fremtidens griseproduktion med målet om bedre dyrevelfærd og en mere bæredygtig produktion. Med fireparten bygger regeringen videre på en stærk tradition om at samle forskellige interesser om samme bord for at finde løsninger.
Udvidede muligheder for at undtage køer fra fodring med metanreducerende foder fra oktober 202630.9.2026 09:11:08 CEST | Pressemeddelelse
Mulighederne for at udtage køer fra fodring med Bovaer er udvidet, så de imødekommer de landbrugere, der i 2025 har oplevet udfordringer med fodring med metanreducerende foder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum