Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning

Kulturen kortlagt: Børnefamilierne boltrer sig, men de internationale står udenfor

23.10.2026 07:00:00 CEST | Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning | Pressemeddelelse

Del

Kulturbarometeret 2026 har kortlagt københavnernes kultur- og fritidsvaner. Byens borgere bruger den kommunale kultur mere og tilfredsheden stiger, men tilflyttere og internationale står udenfor udviklingen.

Fællesspisning i FLOK Kantine på BIBLIOTEKET Rentemestervej.
Fællesspisning i FLOK Kantine på BIBLIOTEKET Rentemestervej. Foto: Kim Matthäi Leland

Når københavnere dyrker kreative hobbyer, svømmer eller går en tur, læser bøger og går til foredrag og koncerter, er de en del af et kulturelt økosystem, som bevæger sig ind og ud af byens mange kommunale museer, kulturhuse, idrætsfaciliteter og kirkegårde.

Og selvom københavnerne over en bred kam bruger kulturlivet aktivt, er det særligt børnefamilierne, der griber alle muligheder for at komme ud af lejligheden og interagere med de kommunale kultur- og fritidstilbud.

Det viser Kultur- og Fritidsbarometeret 2026, en ny stor undersøgelse af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens kultur- og fritidstilbud.

Kultur- og Fritidsbarometeret dykker ned i hvordan københavnerne bruger og oplever de kommunale kulturtilbud. Specifikt har man undersøgt kirkegårde, bemandede legepladser, udendørs svømme- og badeområder, svømmehaller, idrætsfaciliteter, kulturhuse, biblioteker og museer, i den nye undersøgelse.

På hele 6 ud af 8 områder, bruger børnefamilierne tilbuddene mere end andre københavnere.

"I takt med at byen vokser og flere børnefamilier bliver i København, er det vigtigt at kulturtilbuddene taler til børnene såvel som til deres mødre og fædre. Det er jo en kæmpe succeshistorie, at vi faktisk er lykkedes med at målrette vores kulturtilbud til børnefamilierne, som vi har gjort med bibliotekerne og nu kan se effekten af. Det viser et kæmpe potentiale for, hvordan vi fremover skal arbejde med København som kulturby,” siger Christopher Røhl (RV), kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester.

Af alle byens kultur- og fritidstilbud er det netop bibliotekerne, børnefamilierne er gladest for.

Siden den seneste undersøgelse fra 2023, er københavnerne blevet mere tilfredse på alle de områder, der kan sammenlignes. Og ikke bare er tilfredsheden med byens museer, svømmehaller og biblioteker større – både kendskabet og brugen af dem, følger med.

Manglende kendskab er den store stopklods

Men selvom stort set alle københavnere (96%), i løbet af et år, kommer i kontakt med kultur- og fritidslivet, viser barometeret også at byens tilflyttere og internationale beboere kender tilbuddene dårligere end andre borgere.

”De internationale borgere er en essentiel del af hovedstadens DNA. Hver femte københavner kommer fra et andet land. Når vi gerne vil have flere internationale københavnere til at blive i byen - og ikke bare et par år - er fritidsaktiviteter og kulturliv afgørende for, at man får en dybere tilknytning og en følelse af at høre hjemme her. Med Kulturbarometeret i hånden, har vi en meget bedre forståelse af, hvor vi kan blive bedre til at byde de nye københavnere velkommen” siger Christopher Røhl (RV), kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester.

Kultur- og Fritidsbarometeret viser, at manglende kendskab er den største tværgående barriere for at flere kan få glæde af kulturhuse, idrætsfaciliteter og de mange andre tilbud, byen byder på. Men når først de internationale borgere finder frem til tilbuddene, bruger de dem lige så meget som resten af københavnerne.

Næsten hver femte københavner har i dag et udenlandsk pas.

 

Konklusioner bredt fra undersøgelsen:

  • Der er særligt fire barrierer for, om en borger bruger et kultur- og fritidstilbud. I prioriteret rækkefølge er det: kendskab, pris (på de områder, hvor det er relevant), have nogen at følges med og kapacitet.
  • Københavnerne bruger som udgangspunkt kulturen i deres lokalområder (svømmehaller, bemandede legepladser og biblioteker fx).
  • Niche- og vækstlagskulturhusene bryder udviklingen og trækker brugere fra hele København.
  • 70% af byens borgere har brugt et af kommunens udendørs svømme- eller badetilbud i løbet af det seneste år. Mere end hver tredje har også brugt dem udenfor sommersæsonen (okt – april).
  • Tilfredsheden med kommunens idrætsfaciliteter er steget siden seneste undersøgelse (2023).
  • Både kendskab, brug og tilfredshed med bibliotekerne er steget siden seneste undersøgelse. Brugerne er særligt tilfredse med de fysiske rammer, personalet og bogudvalget.

 

Kultur- og Fritidsbarometeret 2026 er en undersøgelse af københavnernes forhold til KFF’s kultur- og fritidstilbud og er gennemført af forvaltningens afdeling Biblioteks- og Kulturudvikling.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning

Fra arbejde til hverdag: Fællesskaber skal få flere internationale borgere til at blive i København22.9.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse

International arbejdskraft spiller en afgørende rolle for beskæftigelsen. Men hvis internationale medarbejdere ikke skal rejse videre eller hjem før tid, skal livet uden for arbejdspladsen også fungere. Derfor sætter Københavns Kommune i år ekstra fokus på hverdagsliv og fællesskaber, når tusindvis af internationale borgere inviteres til International Citizen Days den 25.-26. september 2026.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye