Hjørring Kommune

Nordjylland hylder sine plejefamilier

21.10.2026 15:00:00 CEST | Hjørring Kommune | Pressemeddelelse

Del

475 plejeforældre samles i Vrå til den største fælles temadag af sin slags i regionen.

Foto: Colourbox

Bag arrangementet den 28. oktober står ni nordjyske kommuner, som ønsker at rette fokus mod de familier, der hver dag åbner deres hjem for børn og unge, der har brug for en tryg opvækst uden for deres biologiske familie.

Plejefamilier spiller en afgørende rolle i indsatsen for udsatte børn og unge, men opgaven er både krævende og livsforandrende. Derfor ønsker kommunerne at anerkende plejefamiliernes indsats og samtidig skabe opmærksomhed om behovet for flere familier, der kan og vil gøre en forskel.

Plejefamilier er nogle af de vigtigste samarbejdspartnere, vi har omkring anbragte børn og unge. De giver børnene en hverdag, tryghed og stabile relationer. Det er en stor opgave, som fortjener både anerkendelse og opmærksomhed, siger Diana Lübbert Pedersen, direktør for Børne- og familieforvaltningen i Jammerbugt kommune.

Tidligere anbragt deler sin historie

Dagen indledes med et personligt oplæg fra en tidligere anbragt, som fortæller om betydningen af at vokse op i en plejefamilie. Senere følger et oplæg fra Ida Lissau Jacobsen fra Børnehjælpsdagen.

Det faglige højdepunkt bliver et tre timer langt oplæg med psykolog og forfatter Dorthe Birkmose. Her får plejeforældrene ny inspiration til arbejdet med børn og unge og redskaber til at bevare engagement og arbejdsglæde i en hverdag, som ofte rummer store følelsesmæssige krav.

Fællesskab på tværs af kommunegrænser

Arrangementet samler plejefamilier fra Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Morsø, Vesthimmerland og Aalborg Kommuner.

Ud over det faglige program bliver der rig mulighed for at udveksle erfaringer og skabe nye netværk på tværs af kommunegrænser. Deltagerne kan blandt andet møde organisationer som Børns Vilkår, Røde Kors og Det Nationale Sorgcenter, mens elever fra Hjørring Musikskole sørger for musikalsk underholdning.

Plejefamilier står ofte med nogle komplekse opgaver. Derfor er det vigtigt, at de oplever et stærkt fagligt fællesskab og mærker, at deres indsats bliver værdsat. Denne dag er først og fremmest en tak til de mennesker, der hver dag gør en afgørende forskel for nordjyske børn og unge, siger Morten Lund, direktør for Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Vesthimmerland Kommune.

Tid: Onsdag den 28. oktober 2026 kl. 09.00-15.00
Sted: Idrætscenter Vendsyssel, Stadionvej 6, 9480 Vrå

Der vil være rig lejlighed til at interviewe kommunale repræsentanter, organisationer og plejefamilier, som ønsker at fortælle om deres erfaringer.

Kontakter

Maj-Britt Bang
Familieplejekonsulent i Hjørring Kommune
Tlf. 41936493
maj.britt.bang@hjoerring.dk

Om Hjørring Kommune

Hjørring Kommune er med sine knap 65.000 indbyggere den næst største kommune i Nordjylland. Du finder os centralt placeret i Vendsyssel og dermed i centrum af Skandinavien og Nordeuropa. Klik dig videre og bliv meget klogere på Hjørring Kommune.

Følg pressemeddelelser fra Hjørring Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hjørring Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye