Mobility Denmark

Batterikapaciteten i den danske bilpark slår nye rekorder

29.10.2026 07:00:00 CET | Mobility Denmark | Pressemeddelelse

Del

Danske elbilers batterier kan nu samlet rumme 55,5 GWh – et potentiale for både intelligent opladning, bedre udnyttelse af grøn strøm og et mere fleksibelt energisystem.

Elbilerne fylder stadig mere i vejbilledet, og pr. 30. september 2026 var der 718.310 elbiler i den danske bilpark. Tilsammen havde de en batterikapacitet på 55,5 GWh. Det er 9 procent mere end blot tre måneder tidligere og 47 procent mere end for et år siden. De mange batterier er først og fremmest med til at drive danskernes biler, men de rummer også et potentiale, der rækker langt ud over transporten.

”Vi har efterhånden en enorm batterikapacitet kørende rundt på de danske veje. Det er ikke bare interessant for transporten, men kan også få betydning for, hvordan vi bruger og lagrer strøm i fremtiden. Med de rette løsninger kan elbilerne på sigt bidrage til at udnytte den grønne strøm bedre og skabe større fleksibilitet i energisystemet. Det kræver dog, at de nødvendige rammer følger med udviklingen,” siger Allan Skytte Christensen, cheføkonom i Mobility Denmark.

V2G kan åbne nye muligheder for elbilerne

En af de teknologier, der kan bringe elbilernes batterier tættere på energisystemet, er vehicle-to-grid (V2G). Teknologien gør det muligt at sende strøm fra bilens batteri tilbage til elnettet, når der er behov for det. På sigt åbner det for, at elbilerne kan bidrage til at balancere elnettet og udnytte strømmen fra sol og vind bedre, når produktionen svinger. Det skaber også et potentiale for, at elbilerne kan indgå som en del af et mere robust energisystem, og være en ressource ved f.eks. strømsvigt.

Udviklingen er allerede i gang i Europa. I øjeblikket findes der fire konkrete V2G-tilbud i EU, som er i Tyskland, Frankrig og Holland, som privatkunder kan bestille. Der findes endnu ingen tilsvarende tilbud i Danmark, og de eksisterende løsninger er fortsat underlagt en række begrænsninger. Men de viser, at teknologien er på vej fra teori til praksis.

”Når vi har så mange elbiler i Danmark, er potentialet for V2G stort. Derfor bør vi se nærmere på, hvilke rammer der skal til, for at teknologien også kan udvikle sig herhjemme. Vi er endnu tidligt i udviklingen, men erfaringerne fra andre europæiske lande viser, at det er muligt at tage de første skridt. Vi skal ikke love mere, end teknologien kan holde til i dag, men vi bør heller ikke overse mulighederne. Hvis vi får de rette rammer på plads, kan de mange elbilbatterier på sigt blive en værdifuld ressource for både elnettet og udnyttelsen af den grønne strøm,” siger Allan Skytte Christensen, cheføkonom i Mobility Denmark.

Nøgleord

Kontakter

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenster og biludlejning.

Metode

Data for batterikapaciteten er baseret på et udtræk for hele bilparken foretaget af DBI IT direkte fra de oplysninger om batterikapacitet, der er tilgængelige i Det Digitale Motorregister (DMR). For den enkelte bil er den beregnet på baggrund af bilens rækkevidde og energieffektivitet, som opgjort i bilens COC-dokument. Den reelt anvendelige batterikapacitet er typisk lavere for den enkelte bil.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Videregivelse af tal og datamateriale fra pressemeddelelsen må kun finde sted med henvisning til Bilstatistik.dk

Følg pressemeddelelser fra Mobility Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Mobility Denmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye