Næstved Kommune

Kom til prisfest på Rønnebæksholm: Her er årets kultur- og talentprismodtagere

21.10.2026 09:09:04 CEST | Næstved Kommune | Pressemeddelelse

Del

Årets modtagere af Næstved Kommunes kultur- og talentpriser er fundet. Den 30. oktober inviteres alle til prisfest på Rønnebæksholm, hvor de fire prismodtagere hyldes med prisoverrækkelser, bobler og scenekunst. Det er gratis at deltage.

Årets Grundtvig-Mariepris på 25.000 kroner går til Kompagni 47. Foto: Alexander Reumert Moreiras.
Årets Grundtvig-Mariepris på 25.000 kroner går til Kompagni 47. Foto: Alexander Reumert Moreiras.

Der er lagt op til en eftermiddag fyldt med kunst, kultur og fejring af lokale talenter, når Næstved Kommune fredag den 30. oktober kl. 16-18 inviterer til prisfest i Herskabsstalden på Rønnebæksholm.

Her overrækkes årets Grundtvig-Mariepris til scenekunstkompagniet Kompagni 47, mens filmskaberen Nikolas Sommerstedt modtager Talentprisen. Musiker Noam Bendari Berglund og multikunstner Rasmus Klog hædres med hver sin Anerkendelsespris.

Formand for Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget Anette Brix mener, at årets prismodtagere er de helt rigtige:

– Næstved Kommune er fuld af dygtige aktører, der brænder for kunst og kultur og tør gå nye veje. Årets prismodtagere skaber ikke bare stærke oplevelser med deres talent. De er også med til at inspirere og støtte andre og styrke kulturlivet i kommunen. Derfor fortjener de en særlig hyldest, og jeg håber, at mange vil komme og fejre dem.

Kompagni 47 modtager Grundtvig-Marieprisen

Årets Grundtvig-Mariepris på 25.000 kroner går til Kompagni 47 – Næstveds fysiske scenekunstkompagni.

Kompagniet består af lokale, professionelle scenekunstnere, der forener dans, akrobatik, cirkus, parkour, lyd og fysisk teater i forestillinger, som udfordrer de traditionelle rammer for scenekunst.

Kompagni 47 hædres blandt andet for sine særlige scenekunstneriske oplevelser og sit arbejde med at udvikle nye kulturelle muligheder i Næstved Kommune. Kompagniet arbejder blandt andet på at omdanne Turbinehallen på Maglemøllegrunden til et nyt scenerum og har i år opnået national anerkendelse ved modtagelsen af Statens Kunstfonds aktivitetstilskud.

Kompagniets kunstneriske leder, Sine Krag, modtog selv Næstved Kommunes Talentpris i 2023.

Grundtvig-Marieprisen uddeles i samarbejde med Trelleborgfonden til en kunstner eller kulturaktør, der har bidraget til og udfordret den kulturelle udvikling i Næstved Kommune.

Unge kulturtalenter hyldes

Også tre unge kulturprofiler bliver hædret for deres talent, kreativitet og engagement i Næstved Kommunes kulturliv.

Talentprisen går til 20-årige Nikolas Sommerstedt, der modtager 10.000 kroner.

Nikolas Sommerstedt er et alsidigt kunstnerisk talent, der både arbejder som musiker, manuskriptforfatter, instruktør, fotograf og filmkomponist. Hans seneste film, Bliv Hos Mig, er blevet udvalgt til Scandinavian International Film Festival og har vundet priser ved Sweden Film Awards.

Samtidig er han en engageret rollemodel for andre unge kunstnere på Talentskolen, hvor han fremover skal være talentscout og sparringspartner.

De to Anerkendelsespriser på hver 1.000 kroner går til 17-årige Noam Bendari Berglund og 21-årige Rasmus Klog.

Noam Bendari Berglund er et stort musiktalent med guitar som hovedinstrument. Han spiller også trommer i flere bands, skriver musik og opsøger aktivt nye musikalske fællesskaber. Han hædres både for sin musikalitet og sin evne til at inspirere og løfte andre unge musikere.

Rasmus Klog er en alsidig kunstner, der bruger skate, graffiti og musik til at samle mennesker på tværs af alder og baggrund. Han har blandt andet været med til at skabe Næstveds bredeste kunstprojekt på Axeltorv og har som kulturmakker hjulpet udsatte unge ind i kulturelle fællesskaber.

Oplev prisvindende scenekunst på Rønnebæksholm

Publikum kan ikke kun være med til at hylde årets prismodtagere. De kan også opleve årets modtager af Grundtvig-Marieprisen, Kompagni 47, på scenen. Dans og fysisk teater skaber stemningsfulde fortællinger inspireret af naturens former og bevægelser.

Borgmester Kenneth Sørensen, formand for Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget Anette Brix og områdedirektør i Sydbank Kasper Bæk fra Trelleborg Fonden vil være med til at hædre prismodtagerne, der også selv får mulighed for at komme på scenen og sige tak.

Der bliver desuden budt på bobler og lidt godt til ganen.

Praktisk information

Prisfesten er åben for alle, der har lyst til at være med til at fejre nogle af de mennesker, der gør en særlig forskel for kulturlivet i Næstved Kommune.

Tid: Fredag den 30. oktober 2026 kl. 16-18
Sted: Herskabsstalden på Rønnebæksholm, Næstved
Entré: Gratis – alle er velkomne

Kontakter

Billeder

Årets Grundtvig-Mariepris på 25.000 kroner går til Kompagni 47. Foto: Alexander Reumert Moreiras.
Årets Grundtvig-Mariepris på 25.000 kroner går til Kompagni 47. Foto: Alexander Reumert Moreiras.
Download
Talentprisen 2026 går til 20-årige Nikolas Sommerstedt, der modtager 10.000 kroner.
Talentprisen 2026 går til 20-årige Nikolas Sommerstedt, der modtager 10.000 kroner.
Download
17-årige Noam Bendari Berglund modtager Anderkendelsesprisen.  Der er to Anderkendelsespriser.
17-årige Noam Bendari Berglund modtager Anderkendelsesprisen. Der er to Anderkendelsespriser.
Download
21-årige Rasmus Klog modtager Anderkendelsesprisen. Der er to Anderkendelsespriser.
21-årige Rasmus Klog modtager Anderkendelsesprisen. Der er to Anderkendelsespriser.
Download

Næstved Kommune

Næstved Kommune er Danmarks 15. største kommune med mere end 85.000 indbyggere. Kommunen dækker 681 km², hvilket gør den til Sjællands største - arealmæssigt.

Næstved er hovedbyen og et centralt handels-, uddannelses- og kulturcentrum for Sydsjælland. Kommunen rummer både større byområder, landsbyer og omfattende naturområder med kyst, skove og Susåen, som er Danmarks femte største å.

Næstved Kommune har gode transportforbindelser til resten af Sjælland. Der er fire togstop: Glumsø, Næstved Nord, Holme Olstrup og Næstved Station. Fra Næstved Station tager det 42 minutter med tog til København H. og 30 minutter til Nykøbing F.

Kommunen har vækst i tilflyttere og er et regionalt knudepunkt for erhverv og turisme.

Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye