Hospital og praktiserende læger styrker samarbejdet om ældre patienter
21.10.2026 07:00:00 CEST | Regionshospitalet Randers | Pressemeddelelse
Regionshospitalet Randers tilbyder nu praktiserende læger onlinekonferencer om ældre patienter. Det er en forebyggende indsats, der især gavner patienterne.

Fru Petersen på 81 år er blevet mere skrøbelig og er begyndt at skrante. Hendes praktiserende læge kender hende godt, men kan være i tvivl om, hvilken behandling der er den rette. Nu får de praktiserende læger i Kronjylland mulighed for at drøfte den slags spørgsmål med speciallæger i ældresygdomme – geriatere – på Regionshospitalet Randers.
Målet er blandt andet at styrke den tidlige opsporing af sygdom og tab af funktionsevne hos ældre, så en tidlig indsats kan forebygge en forværring af patienternes tilstand og mindske behovet for indlæggelse.
Ledende overlæge i Ældresygdomsklinikken Seham Shahla og speciallæge Astrid Heath står bag tilbuddet, som rulles ud til alle praktiserende læger i hospitalets optageområde i morgen den 22. oktober. Inden da er konferencerne blevet afprøvet i samarbejde med Lægefællesskabet i Grenå.
– Vi har oplevet et rigtig godt samarbejde, hvor drøftelserne af patienterne har løftet kompetencerne hos os og hos lægerne i praksis. De har ofte indgående viden om den enkelte patients sygdomshistorik, og vi har specialviden om ældresygdomme. Sammen giver det et stort løft til området, som kommer patienterne til gavn, siger Seham Shahla.
Sparring med udgangspunkt i lægens behov
Konferencerne tager udgangspunkt i de spørgsmål, som den praktiserende læge har brug for sparring om.
– Vi rådgiver ud fra det, den praktiserende læge fortæller om patienterne. Det er en støtte for lægerne, som dermed ikke står alene med svære beslutninger. Det gælder for eksempel, hvis en patient er nået dertil, hvor det bedste vil være at indstille behandlingen, fortæller Astrid Heath.
Hans Christian Kjeldsen fra Lægefællesskabet i Grenå har været med til at afprøve konferencerne og ser et stort potentiale i dem.
– For hver gang vi holder en konference, bliver vi lidt bedre til at håndtere de ældre patienter. Drøftelserne hjælper mig til at træffe de bedste beslutninger, så jeg hverken igangsætter for lidt eller for megen behandling. Samtidig undgår jeg ofte at skulle sende patienter til undersøgelse på hospitalet, fortæller han.
Konferencerne styrker det nære sundhedsvæsen
Et af målene med sundhedsreformen er at flytte behandlingen tættere på borgerne og styrke det nære sundhedsvæsen. De nye konferencer er et konkret eksempel på, hvordan hospital og almen praksis kan samarbejde om det.
– Når vi deler specialviden med det nære sundhedsvæsen, undgår vi ofte at skulle flytte patienterne herind på hospitalet. Det giver større tryghed, når patienterne kan modtage behandling i deres nærmiljø med deres egen læge som primær kontakt, siger Astrid Heath.
Hans Christian Kjeldsen er enig og fremhæver også den faglige gevinst ved samarbejdet.
– Det giver mig kæmpe glæde at drøfte mit speciale med en dygtig fagfælle med speciale i ældresygdomme. Jeg bliver bedre til at behandle en patientgruppe, som vi ser mange af, og som er særligt skrøbelige.
Den største gevinst er dog for patienterne, understreger Seham Shahla.
– Den væsentligste gevinst får patienterne. I stedet for at tale med egen læge og hospitalets læger hver for sig får fru Petersen et sammenhængende patientforløb, hvor hospitalet og almen praksis samarbejder om fælles mål og en koordineret indsats, siger hun.
Konferencerne afholdes hver anden torsdag, og der er typisk mulighed for at drøfte to til tre patienter hver gang.
Nøgleord
Kontakter
Janni LundagerKommunikationschefRegionshospitalet Randers
Tlf:20 52 13 70janlua@rm.dkBilleder
Regionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers er akuthospital for Kronjylland og Djursland og dækker dermed den nordøstlige del af Region Midtjylland. I hospitalets område er der ca. 215.000 indbyggere.
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Hvordan skal fremtidens sundhedsvæsen se ud? Nu får borgerne ordet13.10.2026 08:11:56 CEST | Pressemeddelelse
Hvor langt skal man rejse for at få behandling? Hvordan skaber vi bedre sammenhæng mellem hospital, egen læge og kommune? Og hvilke sundhedstilbud skal være tættere på hjemmet? Den 20. og 21. oktober inviterer Sundhedsråd Kronjylland til dialogmøder i Hadsten og Kolind, hvor borgernes erfaringer og idéer skal være med til at forme Kronjyllands første nærsundhedsplan.
Hjertemedicinsk tilbud på vej til Grenaa Sundhedshus21.9.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. november 2026 kan hjertemedicinske patienter tilknyttet Regionshospitalet Randers få klaret en del af deres udredning i Grenaa Sundhedshus.
Nyt studie: Kontrol efter fjernelse af tarmpolypper kan udskydes med to år17.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et stort, internationalt studie viser, at patienter med forstadier til tyk- og endetarmskræft kan nøjes med fem år mellem kontrollerne i stedet for tre – uden øget risiko for kræft. Det kan både skåne patienterne og frigøre ressourcer i sundhedsvæsenet.
Regionshospitalet Randers klar til næste fase i stort hospitalsbyggeri15.9.2026 08:11:35 CEST | Pressemeddelelse
Mange måneders forberedelser skal nu omsættes til praksis på den store byggeplads i Randers, hvor det nye hospitalsbyggeri, der er blevet døbt Vita, skal stå færdigt i 2033.
Vi er klar til at vaccinere mod covid-19 og influenza fra den 1. oktober14.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De første invitationer er sendt ud med tilbud om at blive vaccineret, og snart følger flere efter. Regionshospitalet Randers er klar på vaccinationscentrene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
