Finans Danmark

Finans Danmark: Vismændene sår tvivl om grundlaget for særskat på finanssektoren

20.10.2026 12:02:08 CEST | Finans Danmark | Pressemeddelelse

Del

Der er ikke tegn på overnormal profit i finanssektoren, der kan begrunde en højere særbeskatning, vurderer vismændene. Finans Danmark opfordrer derfor vismændene til at undersøge grundlaget for særskatten nærmere og peger på de betydelige samfundsøkonomiske omkostninger ved at øge beskatningen af finanssektoren.

Finans Danmark deler overordnet vismændenes vurdering af dansk økonomi. Trods stor international usikkerhed står dansk økonomi fortsat stærkt med høj beskæftigelse, solide offentlige finanser og robuste virksomheder. Det gælder også finanssektoren, som er robust og står klar til at hjælpe husholdninger og virksomheder, der kan blive ramt, hvis den internationale uro forværres og trækker økonomien ned.

Men hvis Danmark skal fastholde sin stærke økonomiske position, er det afgørende at sikre gode rammevilkår for investeringer og vækst. Her hæfter Finans Danmark sig ved vismændenes vurdering af beskatningen af den finansielle sektor. Formandskabet vurderer, at der ikke er tydelige tegn på mere overnormal profit i finanssektoren end i andre brancher. Dermed finder vismændene ikke et fagligt grundlag for, at sektoren skal beskattes hårdere end andre dele af erhvervslivet. Den vurdering deler Finans Danmark.

”Vismændenes vurdering understreger et helt grundlæggende problem med særskatten på finanssektoren: Når der ikke er tydelige tegn på ekstraordinær indtjening eller andre særlige forhold, er det svært at se begrundelsen for at pålægge en enkelt branche en højere skat end andre erhverv. Alligevel lægger regeringen op til at øge særbeskatningen af sektoren yderligere. Det vil koste Danmark milliarder i tabt velstand,” siger Lars Gert Lose, adm. direktør i Finans Danmark.

Højere særskat vil koste Danmark milliarder i tabt velstand

Regeringen lægger op til at sætte den almindelige selskabsskat ned fra 22 til 19 pct., men uden at lade finanssektoren få del i lettelsen. Da finanssektoren allerede betaler en særskat på 4 pct., betyder det, at forskellen i beskatningen mellem finanssektoren og det øvrige erhvervsliv øges til 7 procentpoint. Ifølge Skatteministeriets beregninger vil det øge det årlige BNP-tab fra 9,2 mia. kr. til 15,6 mia. kr. Det svarer til et yderligere årligt tab på 6,4 mia. kr.

”Det er et kæmpe velstandstab for dansk økonomi. Danmark står over for massive investeringer i blandt andet forsvar, energiforsyning og grøn omstilling. Samtidigt skal vi skabe grundlaget for fremtidens vækst og velstand ved at skabe grobund for nye virksomheder og fortsat udvikling i etablerede virksomheder. Her spiller finanssektoren en central rolle i at sikre den nødvendige finansiering. Derfor er det svært at se fornuften i at øge beskatningen af netop den sektor, som skal være med til at finansiere fremtidens vækst og udvikling,” siger Lars Gert Lose.

Finans Danmark efterlyser grundig analyse af særbeskatningen

Finans Danmark opfordrer samtidig vismændene til at se nærmere på brugen af særskatter – både generelt og i forhold til finanssektoren, som allerede er underlagt særbeskatning på flere områder. Danmark og Frankrig er f.eks. de eneste EU-lande med en lønsumsafgift på finanssektoren og er samtidig blandt de lande, hvor sektoren samlet set beskattes hårdest.

”Det her er en diskussion, som rækker langt ud over finanssektoren. Det er et principielt spørgsmål, om virksomheder bliver beskattet på et fair og sagligt grundlag. Særskatter uden en klar faglig begrundelse er problematiske – særligt når de samtidig har store omkostninger for samfundsøkonomien. Derfor opfordrer vi vismændene til at undersøge grundlaget for særbeskatningen nærmere, så vi får et bedre fagligt grundlag for diskussionen om, hvordan virksomheder beskattes,” siger Lars Gert Lose.

Læs hele nyheden her

Finans Danmark

Finans Danmark er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.

Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye