Danmarks Lærerforening

Nye tal: Mere end hver anden lærer føler sig stresset

20.10.2026 05:31:00 CEST | Danmarks Lærerforening | Pressemeddelelse

Del

Mere end hver anden lærer føler sig stresset dagligt eller ugentligt. Og ni ud af ti svarer, at arbejdsforholdene er årsagen. Arbejdsmiljøet skal forbedres markant, hvis folkeskolen skal kunne tiltrække og fastholde dygtige lærere, mener Danmarks Lærerforening.

Stress er blevet en fast del af arbejdsugen for mange lærere. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening. Her svarer 52 procent, at de føler sig stressede dagligt eller ugentligt. Blandt de lærere, der oplever stress, svarer 90 procent, at det skyldes deres arbejdsforhold. 

“Mange lærere går ind i klassen med følelsen af at være bagud. De har måske forberedt den næste time, men ikke den næste dag. Arbejdsdagen er fyldt med undervisning, møder, tilsyn og forældrekontakt, og nogle bruger deres egen pause på at printe og forberede det næste. Når det bliver hverdag, så slider det,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. 

Der skal være tid og lærere nok til opgaven

I undersøgelsen beskriver lærerne lange arbejdsdage med for mange opgaver, store klasser med elever med mange forskellige behov og konstante afbrydelser. Flere fortæller, at de ikke har tid til at forberede den undervisning, de gerne vil levere. 

“Det, der stresser, er ikke kun tempoet. Det er, når læreren godt ved, hvad eleverne har brug for, men ikke har tiden eller mulighederne for at give dem det. Når man står alene i en klasse med 26 elever med meget forskellige udgangspunkter, bliver man tvunget til at vælge, hvem der må vente. Det er et hårdt valg at skulle træffe igen og igen,” siger Gordon Ørskov Madsen. 

Arbejdsmiljøet afgør, om lærerne bliver

Danmarks Lærerforening peger på mere forberedelsestid, flere uddannede lærere og flere tolærertimer som centrale løsninger, der kan forbedre lærernes arbejdsmiljø - og få flere til at vælge lærerjobbet til og blive i det. 

“Arbejdsmiljøet skal forbedres markant, hvis vi vil tiltrække flere uddannede lærere og få dem til at blive. Lærerens opgave er blevet mere kompleks, uden at rammerne er fulgt med. Der er hårdt brug for mere forberedelsestid, flere uddannede kollegaer og flere lærere omkring eleverne,” siger Gordon Ørskov Madsen og afslutter: 

“Jeg ser frem til den trepart om skolen, som regeringen har foreslået. Her vi vil insistere på, at vi finder forpligtende løsninger, der blandt andet styrker lærernes arbejdsmiljø.”

Tal fra undersøgelsen

  • 52 procent af lærerne føler sig stressede dagligt eller ugentligt.
  • Blandt dem svarer ni ud af ti, at deres stress skyldes arbejdsforholdene.
  • Tiltag, lærerne primært peger på, som kan forebygge stress på arbejdspladsen:
    • Færre undervisningstimer (71 pct.)
    • Bedre støtte til elever med særligt behov (71 pct.)
    • Mere tid til forberedelse (65 pct.)
    • Flere tolærertimer (51 pct.)

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Gordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening
Gordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening
Download
Gordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening
Gordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Lærerforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Lærerforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye