Danmarks Frie Forskningsfond

192 mio. kr. skal styrke den patientnære forskning på det kliniske område

21.10.2026 09:00:00 CEST | Danmarks Frie Forskningsfond | Pressemeddelelse

Del

32 nye forskningsprojekter har fået støtte af Danmarks Frie Forskningsfond under temaet ’Klinisk og uafhængig forskning’. Forskningsprojekterne forankres på hospitaler og forskningsinstitutioner over hele landet, og skal bl.a. undersøge lindring af lændesmerter, bedre behandling af sårbare og udsatte borgere og alvorlige infektioner hos nyfødte.

DFF
DFF

Hvordan kan man styrke den patientnære forskning på det kliniske område? Det forsøger 32 nye forskningsprojekter på hver sin måde at give et bud på.

Se alle forskningsprojekter under ’Klinisk og uafhængig forskning’ i 2026 her. 

Et af projekterne vil undersøge, hvordan man kan skabe bedre og mere ensartede forløb i sundhedsvæsenet for børn med f.eks. ADHD eller autisme ved at gøre procedurerne mere forudsigelige og dermed øge trygheden hos børnene. Et andet projekt vil hjælpe indlagte patienter, der har fået en hjerneskade, med at opretholde en god mundhygiejne. Her er idéen, at sundhedspersonalet skal klædes bedre på med en såkaldt ’mundprotokol’ for at give patienterne den bedste mundpleje, hvilket kan mindske risikoen for f.eks. lungebetændelse og andre komplikationer under indlæggelsen.

Læs om et af de nye projekter her: Hvordan kan vi højne patienters komfort på intensivafdelinger?

Forperson for DFF | Ad hoc-udvalget for Klinisk og uafhængig forskning, professor Kaare Christensen fra Syddansk Universitet, siger om uddelingen:

”Med de knap 200 mio. kr. har vi kunnet give midler til en meget bred vifte af kliniske og praksisnære forskningsprojekter og tilgodese de områder, som traditionelt ikke prioriteres ved uddeling af støtte andre steder fra. Ansøgningsfeltet har haft et meget højt niveau, og det er derfor glædeligt, at det allerede nu er besluttet, at denne pulje kan søges i en årrække fremover.”

Temaet ’Klinisk og uafhængig forskning’ favner bredt og bidrager til ny viden på en lang række områder inden for klinisk forskning. Der er desuden særligt fokus på at støtte projekter inden for områder med begrænset kommerciel interesse, eller hvor der er begrænsede muligheder for at opnå støtte andre steder fra. Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2022 uddelt midler til klinisk forskning, som en del af de politisk fastsatte temaer og vil også gøre det fremover – indtil videre til og med 2029.

Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.

Fakta om uddelingen

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 194 ansøgninger til ’Klinisk og uafhængig forskning’, og der er uddelt midler til 32 projekter. Succesraten er 16% målt på antal ansøgninger.

’Klinisk og uafhængig forskning’ er ét blandt de 14 politisk fastsatte temaer og programmer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2026. Nogle af temaerne er flerårige og uddeles igen i 2027-2029.

Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.

Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.

Se alle tematiske puljer som DFF skal uddele midler til i 2026 

Danmarks Frie Forskningsfond udmønter i efteråret 2026 midler til forskning inden for følgende 14 politisk fastsatte temaer og programmer:

12 mio. kr. til temaet ”Antisemitisme”
20 mio. kr. til temaet ”Forskning i fertilitet”
20 mio. kr. til temaet ”Forskning i rigsfællesskabet”
30 mio. kr. til temaet ”Ældreforskning og demens”
35 mio. kr. til temaet ”Forskning i udsathed samt mistrivsel”
35 mio. kr. til temaet ”Forskning i læring og trivsel i grundskolen og på ungdoms- og erhvervsuddannelserne”
40 mio. kr. til temaet ”Forskning i kunstig intelligens på kræftområdet”
40 mio. kr. til temaet ”Forskning inden for det specialiserede socialområde”
50 mio. kr. til temaet ”Arktisk forskning”
60 mio. kr. til temaet ”Forskning i kunstig intelligens”
81,8 mio. kr. til ”Forskertalentprogrammet Inge Lehmann”.
50 mio. kr. til temaet ”Grøn forskning”
165 mio. kr. til temaet ”Psykiatriforskning”
200 mio. kr. til temaet ”Klinisk og uafhængig forskning”

Derudover vil fonden som altid udmønte midler til fri forskning, hvor det samlede beløb i 2026 vil være ca. 1,27 mia. kr.

Kontakter

Om Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) finansierer forskning af højeste internationale kvalitet og styrker den nybrudskabende forskning i Danmark. Fonden investerer i risikovillig forskning, der er baseret på forskernes idéer inden for og på tværs af videnskabelige områder. Fonden uddeler også hvert år tematiske midler til politiske og strategiske satsninger.

DFF fremmer internationalisering af forskningen og styrker det unge talent såvel som den erfarne forsker. Herudover yder fonden forskningsfaglig rådgivning til minister, Folketing og det øvrige danske og internationale forskningslandskab. Det sker med baggrund i ekspertise og faglig diversitet gennem fondens 84 bestyrelses- og rådsmedlemmer, der alle er anerkendte og aktive forskere.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye