Nyt millionprojekt skal sikre flere og dygtigere industriteknikere
21.10.2026 09:00:00 CEST | Industriens Uddannelser | Pressemeddelelse
Metalindustriens Uddannelsesudvalg går sammen med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat om et stort seksårigt projekt. Med støtte fra Novo Nordisk Fonden skal projektet styrke kvaliteten på erhvervsuddannelserne. For Metalindustriens Uddannelsesudvalg bliver der særligt fokus på industriteknikeruddannelsen.
Hvordan sikrer vi, at lærlinge møder høj kvalitet gennem hele deres uddannelse, både på erhvervsskolen og i oplæringsvirksomheden? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for det nye projekt Sammen om Kvalitet i Erhvervsuddannelserne. Projektet gennemføres af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) i tæt samarbejde med Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat (EVU).
Projektet har et samlet budget på 145 millioner kroner. Novo Nordisk Fonden støtter med knap 120 millioner kroner, mens de resterende midler finansieres af DEG, MI og EVU og de erhvervsskoler, der er en del af projektet. Projektet løber over seks år.
Fokus på hele uddannelsesforløbet
På MI’s område bliver det industriteknikeruddannelsen, hvor nye metoder og konkrete kvalitetsindsatser skal udvikles og afprøves.
Indsatserne på industriteknikeruddannelsen skal blandt andet handle om læring og progression, elevernes trivsel, kvaliteten af undervisningen, gode lærepladsforløb og bedre sammenhæng mellem skoleundervisning og oplæring i virksomhederne.
Der bliver også fokus på pædagogiske og didaktiske kompetencer hos faglærerne samt kompetencer hos oplæringsansvarlige og svende i virksomhederne, og samlet skal indsatserne højne kvaliteten og dermed gøre det mere attraktivt at vælge uddannelsen.
- Industriteknikerne spiller en afgørende rolle i den moderne metalindustri, og virksomhederne har brug for flere dygtige faglærte, som kan arbejde med avancerede maskiner, digitalisering og præcisionsproduktion. Derfor skal vi sikre, at uddannelsen følger med udviklingen, og at lærlingene oplever høj kvalitet hele vejen fra skolens værksted til oplæringen i virksomheden. Projektet giver os mulighed for at arbejde mere systematisk og databaseret med, hvor vi kan løfte uddannelsen og ultimativt gøre det mere attraktivt at vælge den,” siger Anne Fløe, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i DI.
Skoler og virksomheder skal udvikle kvaliteten sammen
En vigtig del af projektet er, at kvalitet ikke alene bliver en opgave for erhvervsskolerne. Lærlingenes faglige udvikling foregår både på skolen og i virksomheden, og derfor skal begge parter være med til at skabe et sammenhængende uddannelsesforløb.
Projektet skal blandt andet udvikle redskaber, som kan skabe et bedre match mellem lærling og læreplads og tydeligere forventninger til oplæringstiden. Der skal desuden samles og udbredes viden om gode overgange mellem skole og virksomhed og om, hvordan virksomheder kan skabe gode rammer for lærlingenes oplæring, trivsel og udvikling.
- En lærling bliver ikke alene uddannet på skolen eller i virksomheden. Det er samspillet mellem de to, der skaber en dygtig faglært. Derfor er det vigtigt, at lærlingen møder klare forventninger, relevante oplæringsmål og medarbejdere, der er godt klædt på til oplæringsopgaven. Når vi styrker kvaliteten i hele forløbet, gavner det både lærlingen, medarbejderne og den virksomhed, der skal bruge de faglige kompetencer, siger Peter Faber, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og forbundssekretær i Dansk Metal.
Fælles platform skal gøre viden anvendelig for alle metalindustriens uddannelser
Som en central del af projektet skal der udvikles en tilgængelig platform, der samler viden og data om kvalitet samt eksempler på god praksis. Platformen skal gøre det lettere for skoler, faglige udvalg og andre aktører at prioritere deres kvalitetsindsatser, hente inspiration og sammenligne erfaringer. Dermed vil den viden, de værktøjer og de metoder, der bliver udviklet og afprøvet i projektet, kunne bruges i kvalitetsarbejdet på tværs af MI’s uddannelser.
Fakta om projektet
- Sammen om Kvalitet i Erhvervsuddannelserne skal udvikle, afprøve og implementere indsatser der skal styrke kvaliteten på erhvervsuddannelserne.
- Projektet gennemføres af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier i tæt samarbejde med Metalindustriens Uddannelsesudvalg og El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat.
- Kvalitetsmodellen og konkrete indsatser afprøves på industritekniker-, elektriker- og VVS-energiuddannelserne.
- Viden, værktøjer og metoder fra projektet skal efterfølgende komme alle erhvervsuddannelser til gavn
- Projektet har et samlet budget på 145 mio. kroner og løber over seks år.
- Novo Nordisk Fonden støtter projektet med knap 120 mio. kroner.
- Indsatserne omfatter blandt andet strategisk kvalitetsarbejde, lærepladser og overgange, pædagogiske og didaktiske kompetencer, kvalitet i virksomhedernes oplæring samt trivsel og diversitet.
Kontakter
Thea WanningKommunikationschef
Tlf:33779108Tlf:51600075twa@iu.dkFølg pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser
Karrosseritekniker Marcus fra Mariager vinder Medal for Excellence til WorldSkills i Shanghai27.9.2026 18:36:43 CEST | Pressemeddelelse
Efter fire intense konkurrencedage til WorldSkills 2026 i Shanghai står det klart, at karrosseritekniker Marcus Bugge Raasdal fra Therkildsen Biler med Medal for Excellence er blandt verdens allerbedste fagatleter.
Metaluddannelser får flotte resultater ved WorldSkills i Shanghai27.9.2026 17:56:41 CEST | Pressemeddelelse
Efter fire intense konkurrencedage til WorldSkills i Kinas største by Shanghai, står det klart at de danske fagatleter fra metalindustriens uddannelser, er med i den absolutte verdenstop. De fem deltagere formåede at hente tre Medal for Excellence.
Presseinvitation: Elever fra fem nordjyske skoler indtager værksteder og virksomheder i Thisted25.9.2026 12:48:26 CEST | Presseinvitation
Hvordan føles det at arbejde med en robot, prøve virtuel svejsning eller undersøge teknologien i en elbil?
Industriens Uddannelser skal have ny direktør3.9.2026 13:13:34 CEST | Pressemeddelelse
Efter næsten 18 år som direktør for Industriens Uddannelser har Henrik Amdi Madsen og bestyrelsen for Industriens Uddannelser indgået en fratrædelsesaftale.
Nye kurser skal dække voksende behov for dronekompetencer7.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Droneindustrien er i hastig udvikling og står midt i et skifte fra udviklings- og prototypearbejde til produktion, service og vedligehold. En ny analyse viser, at udviklingen skaber stigende behov for faglærte med stærk tværfaglig systemforståelse. Nu er der nye efteruddannelseskurser og et helt nyt eud-fag på vej til droneindustrien og Forsvaret.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


