Flere får en ADHD-diagnose – og de skiller sig mindre ud end før
6.10.2026 13:40:06 CEST | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at de børn og unge, der får en ADHD- eller autismediagnose i dag, på flere områder har en anden baggrund end dem, der blev diagnosticeret for ti år siden. Det kan være en del af forklaringen på den markante stigning i antallet af diagnoser.

Antallet af børn og unge, der får en ADHD- eller autismediagnose, er steget markant i Danmark de seneste årtier.
Et nyt studie fra Aarhus Universitet har undersøgt, om de børn, der får en diagnose i dag, er kendetegnet ved det samme som dem, der fik en diagnose for ti år siden.
”Det er et markant skifte. Vi kan se, at den gruppe af børn og unge, der får en ADHD- eller autismediagnose, har ændret sig over tid. De karakteristika, der tidligere var tydeligt forbundet med at få en diagnose, er stadig relevante, men sammenhængene er blevet svagere,” siger Magnus Kjærsgaard Tarp, ph.d.-studerende ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
”Det gælder særligt for ADHD og for de unge, der først bliver diagnosticeret i teenageårene,” tilføjer han.
Undersøgte 19 kendte faktorer
Forskerne har fulgt over 71.000 børn og unge, der fik en ADHD- eller autismediagnose mellem 2012 og 2022, og sammenlignet dem med 713.000 jævnaldrende uden en diagnose.
De undersøgte 19 kendte faktorer, blandt andet familiens socioøkonomiske baggrund og forhold omkring fødslen.
Et eksempel er morens uddannelsesniveau. I 2012-2013 havde børn af kortuddannede mødre cirka 60 procent forhøjet risiko for senere at få en diagnose.
I 2020-2022 var den forhøjede risiko faldet til 35 procent.
Samme mønster gik igen for familiens indkomst, forældrenes samliv og forhold omkring fødslen.
”Sammenhængene er der stadig, men de er blevet svagere. Samlet tyder det på, at de børn, der får en diagnose i dag, ligner den brede børnepopulation mere, end tilfældet var tidligere,” siger Magnus Kjærsgaard Tarp.
Ikke et spørgsmål om forkerte diagnoser
Ifølge forskerne er fundene ikke et udtryk for, at diagnoserne er blevet mindre korrekte. Studiet fortæller i stedet, at sammensætningen af den gruppe, der får en diagnose, har ændret sig.
En mulig forklaring kan være, at den diagnostiske grænse har flyttet sig, blandt andet på grund af større opmærksomhed på ADHD og autisme og bedre adgang til udredning.
Studiet kan dog ikke afgøre, hvor meget hver enkelt faktor har betydet.
Størst udvikling for ADHD
Ændringerne var tydeligst for ADHD. Det stemmer overens med tidligere danske registerstudier, der har vist en større stigning i ADHD- end i autismediagnoser.
Ifølge forskerne kan en mulig forklaring være, at større opmærksomhed på ADHD gør, at udfordringer som manglende koncentration og sociale problemer i højere grad bliver identificeret og vurderet i forbindelse med en udredning, især når de først bliver tydelige i teenageårene.
Bag om forskningsresultatet
Studietype: Registerstudie baseret på data fra over 2,1 millioner børn og unge født 1994-2022.
Samarbejdspartnere: Aarhus Universitetshospital, Columbia University, Karolinska Institutet og ISGlobal i Barcelona.
Ekstern finansiering: Danmarks Frie Forskningsfond (DFF).
Eventuel interessekonflikt: Ingen
Link til videnskabelig artikel:https://jamanetwork.com/journals/jamapsychiatry/fullarticle/2853914
Kontakter
Ph.d.-studerende Magnus Kjærsgaard Tarp
Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Mail: mekt@ph.au.dk
Telefon: 87150265
Professor Oleguer Plana-Ripoll
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mail: opr@ph.au.dk
Telefon: 87166034
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Ny metode kan reparere fejl i gener13.10.2026 12:10:57 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet har vist, at en ny form for genbehandling kan rette fejl i patienters stamceller. På sigt kan metoden måske bruges til behandling af sjældne, arvelige sygdomme, som påvirker vores immunforsvar.
Aarhus Universitet styrker international forskning med 13 topprofessorer12.10.2026 09:53:40 CEST | Pressemeddelelse
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet har fejret og officielt indsat 13 nye Honorary Skou-professorer fra blandt andre Harvard, Oxford og King’s College London. Fakultetet har nu 65 Honorary Skou-professorer i alt.
Drikkevandsforsker modtager Skou-prisen 20268.10.2026 09:38:31 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Jörg Schullehner fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet modtager Jens Christian Skou-prisen 2026 for sin forskning i sammenhængen mellem drikkevand og sundhed.
Patienter efterlyser mere end medicin og kirurgi mod endometriose8.10.2026 09:28:31 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt dansk studie kortlægger, hvilke former for behandling og støtte personer med endometriose og adenomyose selv finder relevante. Mange peger på specialiseret fysioterapi, fertilitetsbehandling, ernæringsvejledning og psykologisk støtte - og resultaterne kan bidrage til mere sammenhængende behandlingsforløb.
Kan den rigtige musik forbedre unges nattesøvn?8.10.2026 09:23:18 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Kira Vibe Jespersen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet modtager 2,4 mio. kr. fra TrygFonden til at undersøge, hvordan forskellige typer musik påvirker søvnen hos unge med søvnbesvær.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum