Farvel til storbyboblen: Elbilen er nu landsdækkende
28.9.2026 07:00:00 CEST | Mobility Denmark | Pressemeddelelse
På bare fire år er antallet af elbiler næsten tidoblet i landkommunerne. Nu har de overhalet hovedstaden, og provinsbyerne suser helt i front.

Glem billedet af elbilen som et storbyfænomen for de få. I 2022 var hovedstadskommunerne suverænt foran med 17,7 elbiler pr. 1.000 indbyggere mod sølle 10,7 i landkommunerne. I dag er rollerne byttet om. Landkommunerne har nu 104,9 elbiler pr. 1.000 indbyggere, mens hovedstadskommunerne er sakket bagud med 104,1. Helt i front ligger provinsbykommunerne med 129,1 og oplandskommunerne med 124,8. Det viser en ny analyse fra Mobility Denmark baseret på tal fra Bilstatistik.dk, fordelt på Danmarks Statistiks kommunegrupper.
"Elbilen er ikke længere et hovedstadsfænomen. For fire år siden var hovedstaden klart foran, men nu er billedet vendt fuldstændig på hovedet. Selv landkommunerne har overhalet hovedstaden, og det siger alt om, hvor langt elbilen er nået," siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Derfor er elbilen rykket ud på landet
Forklaringen er både pris og praktik. Brugte elbiler er faldet markant i pris, og flere nye modeller er kommet i de mindre og billigere klasser. Samtidig kører mange uden for de store byer langt, og jo flere kilometer, desto mere sparer man på strøm, service og drift. Oveni kommer, at flere bor i hus med egen indkørsel, hvor det er nemt at sætte en ladeboks op. Analysen viser også, at forskellene mellem kommunerne er skrumpet med omkring 30 pct. siden 2022. Elbilen er med andre ord slået igennem i hele landet.
"Elbilen er blevet et reelt valg for helt almindelige danskere i hele landet. Priserne er kommet ned, udvalget er blevet større, og når man kører meget og kan lade derhjemme, kan regnestykket hurtigt tale for sig selv. Elbilen er ikke længere forbeholdt first movers i de store byer," siger Mads Rørvig.
Nytårsregning truer elbilkøberne
Registreringsafgiften på elbiler stiger efter planen automatisk 1. januar 2027. Det vil give en mærkbart højere pris på mange af danskernes mest populære elbil-modeller og gøre det dyrere at vælge grønt. Mobility Denmark opfordrer derfor regeringen til at stoppe afgiftsstigningen allerede i efteråret. Samtidig er et ekspertudvalg i gang med at se på fremtidens bilbeskatning, og de efterfølgende politiske forhandlinger bør ifølge Mobility Denmark bruges til én gang for alle at afskaffe registreringsafgiften på elbiler.
"Når man vil være den grønneste regering, Danmark har haft, så skal handling følge ord. Elbilen er blevet hele Danmarks bil, og det er helt skævt at sende regningen videre til de familier, der vælger grønt. Regeringen bør skrotte stigningen i efteråret og give bilkøberne klar besked i god tid før nytår," siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Nøgleord
Kontakter
Mads RørvigAdm. direktørMobility Denmark
Tlf:30 16 10 04mr@mobility.dkAllan Skytte ChristensenCheføkonomMobility Denmark
Tlf:28409844asc@mobility.dkMobility Denmark
Følg os på følgende kanaler:
Fakta
Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.
Kildeangivelse
Gengivelse af tekst: Mobility Denmark
Følg pressemeddelelser fra Mobility Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Mobility Denmark
Dansk varebilsmarked nærmer sig elektrisk førerposition i Norden20.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I tredje kvartal kørte mere end hver anden nye varebil i Danmark på el. Det er dog fortsat Norge, der har den højeste elandel i Norden.
Bilsalget boomer i Norden, men højere afgifter lurer i Danmark13.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyregistreringerne steg i hele Norden i september. Fra nytår vil danske bilkøbere dog møde højere priser, hvis de vælger en elbil.
Nu udgør rene benzinbiler under halvdelen af personbilerne i Danmark2.10.2026 06:25:00 CEST | Pressemeddelelse
Elbilerne ændrer den danske bilpark markant. For første gang udgør rene benzinbiler under halvdelen af personbilerne på de danske veje.
Tredje kvartal var elbilernes – men nu hæver politikerne afgiften1.10.2026 12:26:24 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne køber elbiler som aldrig før. Alligevel står flere populære modeller til en prisstigning fra nytår.
Regeringens finanslovsudspil kan gøre elbiler 28.000 kroner dyrere: »Man kan ikke kalde sig grøn og straffe dem, der vælger grønt«28.9.2026 21:49:26 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil lade registreringsafgiften på elbiler stige fra nytår som led i sit finanslovsudspil. Mobility Denmark tager skarpt afstand fra forslaget, der kan gøre flere populære elbiler markant dyrere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum