Kvissel Station er fornyet og klar til fremtiden
21.9.2026 10:28:43 CEST | Banedanmark | Pressemeddelelse
Efter en sommer med omfattende anlægsarbejde står Kvissel Station nu klar med nye perroner, fornyede spor og bedre adgang til togene. Den 19. september blev stationen indviet ved en festlig dag arrangeret af lokale kræfter.

Der har været travlt på og omkring Kvissel Station hen over sommeren. Banedanmark har gennemført en omfattende fornyelse af stationen, hvor både perroner og spor er blevet opgraderet.
De gamle perroner var slidte og levede ikke længere op til de gældende krav. Derfor er de blevet bygget om og hævet til 55 centimeter. Det giver niveaufri ind- og udstigning af togene og gør det samtidig lettere for blandt andre gangbesværede, kørestolsbrugere og passagerer med barnevogne at benytte stationen. Perronerne er samtidig blevet bredere, de er udstyret med ledelinjer til blinde og svagtseende, og der er etableret niveaufri perronovergang.
For at gøre plads til de nye perroner er det ene spor blevet flyttet omkring 80 centimeter. Der er etableret en ny sporkasse, lagt nye sveller og skinner, og afvandingen er blevet tilpasset til det nye spor. På midterperronen er der desuden opsat hegn mod spor 1 af hensyn til sikkerheden.
"Hen over sommeren har vi gennemført en omfattende fornyelse af Kvissel Station, hvor vi både har moderniseret perronerne og fornyet sporet. Samlet set får Kvissel nu en mere tidssvarende station med bedre tilgængelighed og en jernbane, der er rustet til mange år frem," siger projektleder i Banedanmark, Marie Hyldig.
Arbejdet på selve stationen blev koncentreret i en godt tre uger lang spærring af banen i sommerferien, hvor der blev arbejdet i døgndrift for at forstyrre togdriften så lidt som muligt.
I perioden kørte der togbusser mellem Sindal og Frederikshavn. Marie Hyldig siger:
”Vi har oplevet stor forståelse og opbakning fra lokalområdet undervejs i projektet, og jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at sige tak til både borgere og togpassagerer for tålmodigheden, mens vi har arbejdet med at forny og opgradere Kvissel Station.”
En festlig dag med lokalt engagement
Den 19. september blev den fornyede station markeret med en festlig indvielse, hvor Borgerforeningen i Kvissel og andre lokale kræfter fejrede byens nye og opgraderede station.
Fra Banedanmark deltog bl.a. direktør for Vedligehold, Nicolai Smidt Sigsgaard og det store lokale engagement gjorde stort indtryk:
”Jeg glæder mig over, at Kvissel har taget så godt imod deres fornyede station. En station er mere end perroner, spor og teknik. Den er et sted, hvor mennesker mødes – og hvorfra man kan komme videre ud i verden. Derfor er det også dejligt at mærke det stærke lokale engagement omkring jernbanen," siger Nicolai Smidt Sigsgaard.
Kvissel Station har været en del af Vendsysselbanen siden 1871, og med fornyelsen er stationen nu bedre rustet til fremtiden.
Fornyelsesprojektet er dog ikke helt slut endnu. I slutningen af september skal de nye spor igennem en såkaldt slutjustering, hvilket er en normal procedure, når der har kørt tog i en periode, og sporet har ”sat sig”. Derudover mangler der stadig den sidste finish bl.a. i form af bænke og læskure, der installeres i løbet af oktober.
Nøgleord
Kontakter
Banedanmark Presse
Tlf:+45 82 34 13 13presse@bane.dkOm Banedanmark
Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 2.500 medarbejdere, som forvalter den danske jernbane. Vi bygger en helt ny attraktiv, grøn jernbane til nye, moderne eltog, mens vi kører på den gamle. Det gør vi ved at vedligeholde og opgradere eksisterende strækninger samtidigt med, at vi bygger en helt ny togkorridor til Europa og udruller nye signaler og elektrificerer. Dermed skaber vi forudsætningen for, at hundredtusindvis af danskere hver dag kan tage toget, og at mange tusind tons gods kan transporteres på jernbanen.
Følg pressemeddelelser fra Banedanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Banedanmark
Skinnefræseren kommer til Vestjylland14.10.2026 07:22:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Nu skal den på arbejde på det vestjyske skinnenet.
Skinnefræseren kommer et kort smut til Trekantsområdet13.10.2026 07:18:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Det bliver til et par enkelte kørsler i Trekantsområdet.
Ny gangbro åbnet på Hillerød Station12.10.2026 15:01:00 CEST | Pressemeddelelse
I begyndelsen af oktober blev den nye gangbro på Hillerød Station løftet på plads og i dag kan passagererne så for første gang tage den nye gangbro hen over stationen.
Skinnefræseren kommer til Fyn - to gange endda9.10.2026 07:43:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Og den gæster både hovedstrækningen på tværs af Fyn og Svendborgbanen.
Fynske overkørsler fornys i forbindelse med nyt signalsystem6.10.2026 09:55:40 CEST | Pressemeddelelse
Trafikanter, som skal krydse Svendborgbanen, bliver mødt med helt nye overkørselsanlæg. I forbindelse med installeringen af det nye digitale signalsystem er sikkerheden i en række overkørsler blevet opgraderet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum