Nu skal danskerne hjælpe forskere med at finde skovens små edderkopper
17.9.2026 06:04:00 CEST | Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet | Pressemeddelelse
I Danmark findes der over 600 forskellige arter edderkopper, men langt størstedelen af dem har forskere stadig begrænset viden om. Nu inviterer Statens Naturhistoriske Museum danskere over hele landet til at hjælpe med at indsamle data og edderkopper. Den første Eddercup finder sted i uge 40-41 og har fokus på de små edderkopper, der gemmer sig i skovbundens visne blade.

Når efteråret lægger et tæppe af visne blade over skovbunden, gemmer der sig et væld af liv under vores fødder, som de fleste sjældent lægger mærke til. Nu lancerer Statens Naturhistoriske Museum Eddercup’en – et nyt projekt, hvor danskere kan hjælpe forskere med at undersøge edderkopper.
Eddercup’en er en del af Vores Vilde Natur, hvor Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum samarbejder om at skabe engagement, viden og forståelse for den danske natur og biodiversitet.
De små edderkopper skal under luppen
Den første Eddercup finder sted i uge 40-41. Her inviteres grupper over hele landet til at undersøge et område i en lokal skov eller et andet område med træer og visne blade. Grupper af alle slags og størrelser kan være med – fra naturvejledere og spejdergrupper til foreninger, naboer og venner med interesse for naturen.
Her skal deltagerne hjælpe med ved at registrere forholdene på stedet, og indsamle data og prøver efter den vejledning, man modtager.
De indsamlede edderkopper og data sendes efterfølgende til Statens Naturhistoriske Museum, hvor materialet indgår i forskernes videre undersøgelser. Målet er at bidrage til ny viden om danske edderkopper og deres levesteder.
– Når deltagerne undersøger skove og naturområder forskellige steder i landet, kan vi samle materiale fra mange forskellige levesteder. Det giver os et bedre grundlag for at undersøge, hvilke edderkopper der lever i skovbunden, og hvilke forhold de foretrækker, siger Frederik Leck Fischer, araknolog ved Statens Naturhistoriske Museum.
– Jeg håber på, at vi med danskernes hjælp kan få meget mere viden om de danske edderkopper, og med lidt held vil vi opdage et par helt nye arter.

Gå på jagt efter skovens edderkopper
Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage. Deltagerne får en grundig trin-for-trin-guide til feltarbejdet og indsamlingen af data og prøver.
Derudover får deltagerne billedguides, der kan hjælpe med at lære edderkopper og træarter at kende, og efterfølgende kan de få svar på, hvilke edderkoppearter der er fundet i deres undersøgelsesområde.
Aktiviteten kan gennemføres på omkring to timer i tørvejr en dag i uge 40 eller 41.
– Projektet er lavet, så en gruppe med interesse for naturen kan gennemføre undersøgelsen ved hjælp af den vejledning, vi stiller til rådighed. Det vigtigste er nysgerrighed og lysten til at bidrage til ny viden om naturen omkring os, siger Frederik Leck Fischer, araknolog ved Statens Naturhistoriske Museum.
Projektet er landsdækkende, og ambitionen er at få bidrag fra så mange forskellige dele af Danmark som muligt.
For at deltage skal du:
- samle en gruppe venner, foreningsmedlemmer, naboer, klassekammerater eller andre
- have adgang til en skov eller et område med træer og visne blade
- afsætte cirka to timer i tørvejr i uge 40 eller 41
- indsamle og sende edderkopper samt indtaste data til museet
Det er gratis at tilmelde sig og deltage i Eddercup'en. Deltagerne skal selv skaffe helt almindelige materialer til undersøgelsen, herunder: snor, pensler, et lagen og desinficerende spray.
Vil I være med?
Læs mere og tilmeld jer på Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside: www.snm.dk/da/eddercupen

Fakta:
Eddercup'en – find edderkopper i skoven
Hvad er Eddercup’en?
Et landsdækkende forskningsprojekt, hvor deltagere hjælper forskere med at undersøge edderkopper, der lever i skovbundens visne blade.
Formål?
At bidrage til ny viden om danske edderkopper og deres levesteder, herunder hvilke edderkopper der findes forskellige steder.
Hvor?
I lokale skove og andre områder med træer og visne blade over hele Danmark.
Hvornår?
Uge 40-41.
Hvem kan deltage?
Alle naturinteresserede kan deltage – for eksempel en gruppe venner eller klassekammerater, naturvejledere, spejdergrupper eller foreningsaktive.
Hvad får deltagerne?
Trin-for-trin-vejledning, billedguides og efterfølgende tilbagemelding om, hvilke edderkopper der er fundet i deres undersøgelsesområde.
Hvad koster det?
Det er gratis at deltage.
Tilmelding:
www.snm.dk/da/eddercupen
Fakta:
Vores Vilde Natur
Eddercup’en er en del af projektet Vores Vilde Natur, som drives af Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum. I fællesskab vil vi igangsætte en række aktiviteter, der skal skabe engagement, viden og forståelse for den danske natur og biodiversitet.
Vores Vilde Natur er støttet af Aage V. Jensens Naturfond og Nordea-fonden.
Kontakter
Robin Matthew CrispPressemedarbejderStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:93 58 86 72rmc@snm.ku.dkFrederik Leck FischerAraknologStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:+45 60731048frederikl.f@gmail.comAnders P. TøttrupVicemuseumschef for Forskning og professor i Citizen ScienceStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:+45 5182 6988aptottrup@snm.ku.dkBilleder



Links
Om Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station. Museet er nationalmuseum for naturhistorien i Danmark og har ansvaret for forvaltningen af de nationale naturhistoriske samlinger og den tilknyttede forskning og formidling. Samlingerne udgør museets absolutte kerne. De omfatter ca. 14 millioner genstande indsamlet over 400 år; heriblandt skind, skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler, mineraler og meteoritter. Hertil kommer de levende samlinger i Botanisk Have, der omfatter ca. 8.000 forskellige plantearter såsom orkidé, kaktus, kødædende planter og eksotiske træarter.
Adresse:
Øster Voldgade 5–7, 1350 København K

Følg pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Nyt laboratorium skal bruge DNA fra naturhistoriske samlinger til at forstå fremtidens natur22.10.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
En bevilling på 6,8 millioner kroner fra Villum Fonden gør det muligt for Statens Naturhistoriske Museum at etablere Danmarks første forskningslaboratorium med fokus på museomics. Her skal moderne DNA-teknologi åbne for ny viden fra naturhistoriske museumssamlinger. Ambitionen er at styrke europæisk forskning i biodiversitet, klimaforandringer og andre globale udfordringer.
Ny hvepseart fundet i Danmark15.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
En 24 timer lang bioblitz i Naturnationalpark Gribskov resulterede i registreringen af 1.389 forskellige arter – heraf 41 rødlistede. Blandt fundene er en snyltehveps, som ikke tidligere er fundet i Danmark.
Sidste chance for at opleve Statens Naturhistoriske Museum på Øster Voldgade2.10.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Efterårsferien bliver en af de sidste muligheder for at opleve Statens Naturhistoriske Museums udstillinger på Øster Voldgade, inden dørene lukkes og museet gør klar til åbningen af det nye museum 6. marts 2027.
Skoleelever er imponerende gode til at artsbestemme naturens mikroliv25.9.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 27.000 skoleelever blev sat til at finde og artsbestemme organismer, som både er svære at få øje på og vanskelige at artsbestemme. Nu viser et nyt videnskabeligt studie, at eleverne udviste stor præcision i deres artsbestemmelse og at deres arbejde kan bruges til at skabe ny viden om biodiversiteten i Danmark.
Et af verdens kun to komplette drontekranier giver ny viden om den uddøde fugl6.8.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Et af verdens kun to komplette kranier fra en dronte befinder sig på Statens Naturhistoriske Museum. Nu har det sjældne kranium hjulpet forskere med at få ny viden om, hvordan den ikoniske, uddøde fugl sansede og interagerede med sine omgivelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum