Støtte fra A.P. Møller Fonden sætter gang i nyt formidlingsprojekt om Søren Kierkegaard
17.9.2026 08:00:00 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Københavns Universitet har modtaget en bevilling på 6,1 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til at udvikle en ny formidlingsindsats om Søren Kierkegaard. Indsatsen skabes i et partnerskab mellem Københavns Universitet, Det Kgl. Bibliotek og Københavns Museum og skal gøre Kierkegaards liv, tanker og forfatterskab tilgængeligt for et bredt publikum.

Med bevillingen går de tre parter nu i gang med at udvikle projektet. Et centralt element bliver en fysisk udstilling i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Her skal Kierkegaards liv og tanker formidles med afsæt i bibliotekets arkitektur og Det Kgl. Biblioteks samling af Kierkegaards bøger samt genstande fra Københavns Museum, der har tilhørt Kierkegaard personligt. Fra biblioteket skal formidlingen også række ud i København, hvor besøgende skal kunne følge sporene efter Kierkegaard i byens rum.
– Bevillingen fra A.P. Møller Fonden betyder, at vi nu for alvor kan sætte arbejdet i gang. Vi kan begynde at omsætte vores ambition om en ny og levende formidling af Søren Kierkegaard til et konkret projekt – i tæt samarbejde med Det Kgl. Bibliotek og Københavns Museum, siger Kristian Cedervall Lauta, prorektor for uddannelse ved Københavns Universitet.
I projektet skal Københavns Universitet bidrage med viden og ekspertise fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret, mens Det Kgl. Bibliotek bidrager med bl.a. Kierkegaards bøger og øvrige bogsamling, mens Københavns Museum bl.a. bidrager med viden om København og med genstande fra Kierkegaards liv. Sammen skal de tre parter udvikle en udstillingsformidling, hvor forskning, kulturhistorie, originale genstande og Københavns byrum spiller sammen.
– Søren Kierkegaard er en helt central del af den danske kultur- og idéhistorie, og Det Kgl. Bibliotek rummer nogle af de kilder og samlinger, der kan være med til at gøre hans tanker levende for nye generationer. Vi glæder os til sammen med Københavns Universitet og Københavns Museum at udvikle en formidling, der både tager afsæt i vores samlinger og åbner Kierkegaards univers for et bredt publikum, siger Kira Stine Hansen, vicedirektør for Partnerskaber for Uddannelse, Forskning og Tilgængelighed på Det Kgl. Bibliotek.
Søren Kierkegaard var tæt knyttet til København, hvor han blev født, boede forskellige steder og gik rundt i byens gader. Derfor skal byen være en aktiv del af formidlingen. Fra udstillingen i Fiolstræde skal man kunne bevæge sig videre ud i byen og opleve Kierkegaards København gennem de steder, hvor han levede og skrev.
– Kierkegaard er uløseligt forbundet med København, og byen er en vigtig nøgle til at forstå både mennesket og tænkeren. Derfor er det spændende at være med til at udvikle en udstilling, der ikke kun fortæller om Kierkegaard, men også tager udgangspunkt i de steder og den by, han selv bevægede sig i. Vi ser frem til at bringe vores viden om København i spil i det videre arbejde, siger Marius Hansteen, museumsdirektør på Københavns Museum.
A.P. Møller Fondens bevilling er målrettet udvikling og produktion af formidlingsindhold. Det omfatter blandt andet udstillingen i Universitetsbiblioteket og formidlingen i byens rum.
Den kommende periode skal bruges til at udvikle og konkretisere formidlingen. Samtidig skal der arbejdes videre med at finde yderligere finansiering til de fysiske rammer. Den endelige udformning af disse rammer er derfor endnu ikke fastlagt.
Nøgleord
Kontakter
Kristian GranovPressechefKU Kommunikation, Presse
Tlf:31171499kgr@adm.ku.dkJoakim GarffCenterlederSøren Kierkegaard Forskningscenteret
- Kan kontaktes direkte vedrørende faglige spørgsmål om Søren Kierkegaard
Billeder









Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Ny organisering af Københavns Universitets fakulteter på vej8.10.2026 12:03:58 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Universitet skal fortsat have seks fakulteter, men de skal organiseres på en ny måde. Den nye organisering skal sikre en bedre faglig balance på universitetet.
Linguists: Madonna’s voice sounds younger than it “should”6.10.2026 14:30:54 CEST | Press release
A new study shows that the changes typically associated with ageing in women’s voices have not affected pop icon Madonna’s voice in the expected way. According to the researchers, Madonna has cultivated a public persona that challenges society’s expectations not only of how older women should look and behave, but also of how they should sound.
Sprogforskere: Madonnas stemme lyder yngre, end den ”burde” gøre6.10.2026 10:46:19 CEST | Pressemeddelelse
De forandringer, som en kvindes stemme typisk gennemgår i takt med, at hun bliver ældre, har ikke påvirket popstjernen Madonnas stemme, viser nyt studie. Ifølge forskerne har Madonna skabt en offentlig figur, som ikke bare gør op med samfundets forventninger til, hvordan ældre kvinder skal se ud og opføre sig… men også lyde.
Foroverbøjet arbejde kan være en overset risiko for gravide6.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gravide der ofte er foroverbøjede i deres arbejde, har en øget risiko for spontan abort, viser nyt studie fra Københavns Universitet. Forskerne mener, at der bør være større fokus på arbejdsmiljø tidligt i graviditeten.
”Han er selvfølgelig jøde…” Populære krimier er fulde af jødiske stereotyper5.10.2026 09:15:49 CEST | Pressemeddelelse
I Agatha Christies krimier bliver jøder ofte fremstillet som grådige og mistænkelige fremmedelementer. Selv efter holocaust fortsatte hun med at skrive fordomsfuldt om jøder, bare i en mere indirekte form. Det viser ifølge historiker Sofie Lene Bak, hvordan populærkulturen kan være med til at fastholde antisemitiske forestillinger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum