LB Forsikring og GF Forsikring køber sig ind i IT-selskabet Gensam
15.9.2026 10:15:00 CEST | LB Forsikring | Pressemeddelelse
Det danske forsikringsmarked får nu et styrket medlemsejet alternativ på IT-området. Landets to største medlemsejede forsikringsselskaber, LB Forsikring og GF Forsikring, køber sig ind i Gensam, der hidtil har haft Himmerland Forsikring som eneejer. Formålet er at etablere en fælles IT-platform til gavn for i alt godt en million medlemmer.

Himmerland Forsikring får nu LB Forsikring og GF Forsikring med ombord som ejere af IT-selskabet Gensam. Med handlen og den nye aftale får de tre forsikringsselskaber en fælles platform- og servicevirksomhed, der skal understøtte selskabernes kerneforretning gennem digitalisering, effektivisering og lavere enhedsomkostninger.
Formålet er at skabe en stærk og langsigtet løsning i et forsikringsmarked præget af konsolideringer og stigende teknologiske og regulatoriske krav. Med et fælles kernesystem vil selskaberne i højere grad have kontrol over egne systemer og sikre, at investeringer i moderne teknologi, data og kunstig intelligens sker på et grundlag, hvor værdien bliver hos medlemmerne.
Selskabet skal drives, så det hviler i sig selv, er økonomisk bæredygtigt og uafhængigt af eksterne interesser. Effektiviseringsgevinster og værdiskabelse skal dermed komme de deltagende selskaber og deres tilsammen godt en million medlemmer til gavn.
Forventningen er, at LB Forsikring og GF Forsikring migrerer til den nye IT-platform inden for en femårig periode.
Citat Jan Kamp Justesen, CEO, LB Forsikring:
"Samarbejdet giver os en styrke og viser værdien af det samarbejde, de medlemsejede selskaber har, også selvom vi er konkurrenter i det daglige. Investeringer i teknologi bliver stadig større, og skala er et afgørende konkurrenceparameter. Derfor vil et fælles kernesystem give større robusthed, lavere omkostninger og bedre muligheder for at investere i ny teknologi til gavn for medlemmerne. Når vi selv er i kontrol over vores IT-platform, har vi samtidig kontrollen over teknologi, ydelser og serviceniveau, og vi kan sikre en fair prissætning uden avancer.”
Citat Mark Palmberg, CEO, GF Forsikring:
”For os i GF Forsikring har det været afgørende at få et forsikringskernesystem, vi selv kan bygge ovenpå med unikke GF-løsninger. Vi tror ikke, at et smalt kernesystem bliver et konkurrenceparameter i fremtiden, og derfor giver medejerskabet af Gensam – og derved samarbejde med andre medlemsejede selskaber - rigtig god mening. Gensam har allerede i dag en løsning i drift blandt flere selskaber - en god platform, der kan bygges videre på. Vi investerer massivt i den digitale transformation i disse år, og her vil vi skabe unik værdi for vores medlemmer i GF. Med dette strategiske træk samler vi mere end en million danske forsikringsmedlemmer fra en række medlemsejede forsikringsselskaber på samme kerneplatform. Gennem en betragtelig investering i Gensam vil platformen Genua blive videreudviklet hen over de næste år, så den kan løfte GF's behov, når vi inden for en årrække står over for et skift af kernesystem.”
Citat Christian Borregaard Vejling, CEO, Himmerland Forsikring:
“Vi har hidtil været eneejer af Gensam, nu har vi fået landets to største medlemsejede selskaber med i fællesskabet, da vi deler det udgangspunkt, at vi er sat i verden for at skabe værdi og tryghed for vores medlemmer. Den digitale infrastruktur bliver afgørende for fremtidens forsikringsmarked, og vi er glade for, at vi nu får de to største medlemsejede forsikringsselskaber med om ejerskabet, da det giver os en større robusthed.”
Citat Berit Doormann Kuhr, CEO, Gensam:
“Vi er glade for, at vi og den nye ejerkreds kan styrke vores platform og værditilbud til vores eksisterende og potentielle nye virksomhedskunder. Den udvidede ejerkreds sætter turbo på den transformation og de ambitioner, vi har i forhold til at levere et danskejet IT-system til et marked, der er præget af store internationale spillere. Vi får nu større kraft til at videreudvikle vores platform, og det arbejde intensiveres med den nye ejerkreds.”
Fakta om Gensam og handlen:
Gensam: Selskabet er en IT- og servicevirksomhed målrettet forsikringsbranchen. Selskabet leverer løsninger, der understøtter forsikringsselskabers drift, udvikling og digitale infrastruktur. Indtil i dag har Himmerland Forsikring været eneejer af Gensam.
Ejerandele: Med handlen ejer LB Forsikring og GF Forsikring en andel hver på 45 procent af Gensam, mens Himmerland Forsikring har en ejerandel på 10 procent.
Købesum: Handelsprisen offentliggøres ikke. De tre ejere har forpligtet sig til at investere i platformen de kommende år, så platformen er fremtidssikret.
Tidsplan: Forventningen er, at LB Forsikring og GF Forsikring migrerer til den nye IT-platform indenfor en femårig periode.
Kunder hos Gensam: Aftalen ændrer ikke på, at andre medlemsejede virksomheder kan være kunder hos Gensam.
Handlen er betinget af de relevante myndigheders godkendelse.
For yderligere information:
Line Ernlund, pressechef LB Forsikring, mail: lier@lb.dk, mobil: 31772465
Rasmus Gade, kommunikationschef, GF Forsikring: mail: presse@gfforsikring.dk, mobil: 25572020 Lars Meyer, kommunikations- og stabsdirektør, Himmerland Forsikring: LME@himmerland.dk
Billeder
Følg pressemeddelelser fra LB Forsikring
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra LB Forsikring
Millionbevilling skal styrke fællesskaber for psykisk sårbare unge22.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med en bevilling på en mio. kr. fra LB Foreningen skal SIND Ungdom nu udvide deres tilbud til alle landets regioner og dermed skal flere psykisk sårbare unge blive del af stærke fællesskaber, der kan understøtte deres udvikling, mindske ensomhed og give dem tro på livet og dem selv.
Det er nu, du skal booke tid til at få skiftet til vinterdæk11.10.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Selvom efterårsvejret stadig er mildt, er det en god idé at være på forkant med at få skiftet til vinterdæk. Sådan lyder opfordringen fra Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, LB Forsikring. Erfaringen viser nemlig, at mange først bestiller tid på værkstedet, når vejrudsigten melder om frost, og på det tidspunkt kan der allerede være lang ventetid.
Nabohjælpen lever i bedste velgående. Er du en af dem, der hjælper?9.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
To ud af tre har inden for det seneste år holdt øje med en nabo, et familiemedlems eller en vens bolig, mens de var bortrejst. Samtidig er næsten alle de resterende klar til at træde til, hvis de bliver spurgt. Det viser en ny medlemsundersøgelse, foretaget af LB Forsikring, der er landets største medlemsejede privatforsikringsselskab.
Nedlukning af sommerhuset: Husker du at slukke for vandet?8.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerhus sæsonen går snart på hæld, og mange bruger efterårsferien på at gøre sommerhuset vinterklar. Men det er ikke alle, der husker at lukke for vandet, derfor er det en god ide at bruge en tjekliste, når sommerhuset lukkes ned. LB Forsikring kommer her med en række gode råd.
LB Forsikring er igen 'Bedst i test' på husforsikring7.10.2026 07:28:24 CEST | Pressemeddelelse
Forbrugerrådet TÆNK har testet 13 forsikringsselskabers husforsikring. Testen placerer brandet Lærerstandens Brandforsikring som nummer ét, og LB Forsikring kan derfor fortsat bruge det eftertragtede ’Bedst i test’ stempel.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


