Ny madprofil sætter ambitioner og fælles retning for måltider i Kolding Kommune
8.9.2026 12:15:28 CEST | Kolding Kommune | Pressemeddelelse
De madprofessionelle i Kolding Kommunes køkkener og kantiner får nu et nyt værktøj: En madprofil, der skal fungere som en rettesnor i deres daglige arbejde. Smag, sundhed og kvalitet skal gå hånd i hånd med blandt andet dyrevelfærd, mindre madspild og et lavere klimaaftryk.

Hver dag spiser mere end 3.000 borgere og medarbejdere mad fra Kolding Kommunes køkkener og kantiner. Kommunen køber årligt fødevarer for omkring 34 mio. kr., og alene råvareindkøbet medfører et klimaaftryk på mere end 1.100 ton CO₂.
De kommunale køkkener har derfor både stor betydning for borgernes sundhed, trivsel og livskvalitet og spiller en vigtig rolle i kommunens grønne omstilling.
Med den nye madprofil får køkkenerne, der fungerer som selvstændige enheder, en fælles retning for arbejdet på tværs af blandt andet daginstitutioner, plejehjem og kantiner. Profilen er udviklet i samarbejde med kommunens madprofessionelle og eksterne rådgivere.
– Når vi køber fødevarer for omkring 34 mio. kr. om året, har vores valg stor betydning. Vi kan være med til at understøtte danske fødevareproducenter og samtidig tager vi et fælles ansvar for de måltider, vi serverer med fokus på blandt andet dyrevelfærd, madspild og klimaaftryk. Pejlemærkerne og de tilhørende ambitioner i madprofilen er samlet, så de bliver anvendelige i køkkenernes hverdag, siger formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget Jørn Chemnitz, der også er formand for Kolding Fødevareråd.
Madprofilen er en del af udmøntningen af Kolding Kommunes fødevarestrategi og tager desuden afsæt i kommunens sundhedspolitik, bæredygtighedspolitik og Fødevarestyrelsens anbefalinger.
De madprofessionelle i Kolding Kommune har et solidt fagligt udgangspunkt for arbejdet med den nye madprofil. De kommunale måltider i Kolding udmærker sig allerede på flere områder: CO₂-aftrykket fra kommunens fødevareindkøb ligger langt under landsgennemsnittet, og madspildet pr. spisende bruger er markant lavere end gennemsnittet i branchen. Desuden har 21 kommunale køkkener Det Økologiske Spisemærke.
Madglæden skal være i centrum
Selvom madprofilen rummer ambitioner for blandt andet klima, lokal fødevareproduktion og ressourceforbrug, står kvalitet og den gode madoplevelse helt centralt.
En undersøgelse blandt 250 borgere og brugere af kommunens daginstitutioner, medarbejderkantiner, plejehjem og voksentilbud viser, at smagen er det vigtigste ved måltidet. Herefter følger mange grøntsager, et bredt udvalg af retter og en indbydende anretning. Undersøgelsen viser også, at brugerne vægter mange grøntsager på menuen højere end kød og forventer sund og bæredygtig mad. Madprofilen bygger blandt andet på disse indsigter.
– Mad skal først og fremmest smage godt og give lyst til at spise. Det gælder, uanset om måltidet bliver serveret i en daginstitution, på et plejehjem eller i en kantine. Madprofilen bygger videre på den store faglighed i køkkenerne og skal styrke arbejdet med sunde og velsmagende måltider, der skaber madglæde og livskvalitet, siger formand for Senior- og Sundhedsudvalget Søren Rasmussen.
De madprofessionelle i Kolding Kommune har gennem de senere år deltaget i en række lokale, nationale og internationale udviklingsprojekter. Det har givet ny viden, nye arbejdsmetoder og erfaringer med blandt andet klimavenlige måltider, økologi og reduktion af madspild.
FAKTA OM MADPROFILEN
12 pejlemærker frem mod 2030
Mad er mere end et måltid. Det er en del af hverdagen, sundheden og fællesskabet. Måltider er også en del af den samlede velfærdsindsats i Kolding Kommune, og et konkret bidrag til at styrke sundhed, trivsel og livskvalitet.
Det er den grundtanke, Kolding Kommunes nye madprofil med titlen ’Mad med omtanke’ bygger på. Den rummer fire ansvarsområder: Mennesker, dyr, natur og ressourcer. Under de fire områder er der 12 pejlemærker og tilhørende ambitioner og mål:
#1Sundhed og trivsel: Vi sætter borgeren i centrum og fremmer sundhed og trivsel gennem velsmagende, ernæringsrigtige måltider, der er tilpasset målgruppens og den individuelles behov og ønsker.
#2 Madglæde: Vi skaber madglæde gennem velsmagende, varierede og genkendelige måltider baseret på høj faglighed.
#3 Attraktiv arbejdsplads: Det er en prioritet at være en attraktiv arbejdsplads, hvor arbejdsglæde og høj faglighed går hånd i hånd.
#4 Dyrevelfærd: Vi stiller skærpede krav til dyrevelfærd i vores indkøb af animalske råvarer og mejeriprodukter og prioriterer produkter, der tager hensyn til dyrenes levevilkår, natur og produktionsmetoder.
#5 Kvalitet: Vi prioriterer høj kvalitet i vores måltider og vælger råvarer med fokus på smag, oprindelse, sæson og produktionsform.
#6 Danske råvarer: Vi prioriterer danske råvarer for at værne om det danske landbrug, vores madkultur og for at øge forsyningssikkerheden.
#7 Økologi: Valget af økologiske råvarer handler i høj grad om ønsket om renere og mere naturlige fødevarer – fri for pesticider og kunstige tilsætningsstoffer.
#8 Klimaaftryk: Vi læner os op ad De officielle Kostråd, og arbejder fortsat med at reducere klimaaftrykket fra vores fødevareindkøb gennem bevidste valg og prioritering af råvarer med et lavt CO₂-aftryk.
#9 Madspild og affald: Vi reducerer madspild i alle led og arbejder aktivt med at planlægge, tilpasse og genanvende, så mindst muligt går til spilde.
#10 Energi: Vi arbejder for at reducere energiforbruget gennem energieffektive løsninger, optimeret brug af udstyr og gode arbejdsgange.
#11 Rengøringsartikler: Vi prioriterer miljøvenlige produkter, og arbejder for at vælge løsninger med dokumenteret lavere miljøbelastning.
#12 Økonomisk ansvarlighed: Vi arbejder for en økonomisk ansvarlig drift, og følger udviklingen, hvor ressourcer anvendes effektivt og med omtanke.
Pejlemærkerne skal give de madprofessionelle og kommunens indkøbs- og udbudsansvarlige et fælles grundlag for at udvikle de kommunale måltider frem mod 2030.
Læs mere i madprofilen her.
Kontakter
Helle Fuglsang VilsbøllBæredygtighedskonsulent med fokus på fødevarerBæredygtighedssekretariatet
Tlf:21 56 26 46helvi@kolding.dkBilleder

Om Kolding Kommune
Kolding er et stærkt centrum for erhverv, uddannelse, kultur samt design og rummer over 55.000 arbejdspladser, har ca. 95.900 indbyggere og dækker et areal på ca. 605 km². Som den eneste by i Skandinavien er Kolding udnævnt af UNESCO som Creative City inden for design og rummer markante kulturinstitutioner som Koldinghus og Trapholt. Med afsæt i fællesskab, kreativitet og handlekraft arbejder Kolding Kommune for at skabe gode rammer for borgere, virksomheder og besøgende.
Følg pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kolding Kommune
RISIKO FOR FORHØJET VANDSTAND16.10.2026 15:16:56 CEST | Pressemeddelelse
DMI varsler om forhøjet vandstand fra havet natten mellem lørdag den 17/10 og søndag den 18/10. Meteorologerne vurderer, at vandet vil toppe omkring kl. 06.00 på mellem 1,3 og 1,4 meter over den normale vandstand (prognose fredag middag).
Ny undersøgelse: Virksomhederne har stor tillid til Kolding Kommunes erhvervsservice15.10.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En omfattende undersøgelse af erhvervsservicen i Kolding Kommune viser, at virksomhederne generelt møder kompetente medarbejdere, god dialog og høj faglighed.
Kolding er Sydjyllands stærkeste handelskommune15.10.2026 08:45:04 CEST | Pressemeddelelse
Kolding står stærkt som handelskommune. Der er færre butikker, men de, der er, er blevet større, og omsætningen er vokset de seneste 12 år. Samtidig forandrer bymidten sig, så spisesteder, service og oplevelser fylder mere. Det viser en ny detailhandelsanalyse foretaget af COWI for Kolding Kommune.
Var du næsten med i MGP? Eller var stuen din helt egen MGP-scene?14.10.2026 09:07:34 CEST | Pressemeddelelse
Tusindvis af børn har gennem årene drømt om at stå på MGP-scenen. Nogle skrev deres egne sange, andre dansede foran fjernsynet med hårbørsten som mikrofon. Nu vil Kolding Stadsarkiv finde de glemte MGP-sange, hjemmevideoer og festlige minder frem fra gemmerne. For når Kolding bliver værtsby for MGP 2027, skal det ikke kun handle om dem, der kom på scenen – men om alle dem, der var med til at skabe MGP-feberen. Derfor skyder arkivet i efterårsferien indsamlingskampagnen "Næsten MGP" i gang.
Skolebakken bliver en sikrere skolevej12.10.2026 10:20:16 CEST | Pressemeddelelse
Et længe næret ønske om en sikrere skolevej på Skolebakken i Nr. Bjert går nu i opfyldelse. I uge 43 går Kolding Kommune i gang med at anlægge en cykelsti på strækningen fra Strædet til Nr. Bjertvej. Projektet, som også indeholder nyt fortov og en lidt bredere vejbane, ventes at stå færdig til april 2027. Indtil da vil trafikken i området være påvirket.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum