Forskere finder genetiske spor, der kan afsløre aggressiv prostatakræft
10.9.2026 07:00:00 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Et internationalt forskerhold har kortlagt de biologiske mekanismer bag prostatakræft og identificeret otte forskellige genetiske ’fingeraftryk’, som kan forklare, hvorfor nogle mænd bliver alvorligt syge, mens andre ikke gør. Resultaterne kan på sigt gøre behandling af prostatakræft langt mere præcis.

Prostatakræft er den hyppigste kræftform blandt mænd i Danmark og omkring 4.500 får diagnosen om året. Alligevel ved vi ikke særlig meget om, hvorfor sygdommen opstår eller hvorfor nogle lever med den i årevis, mens den hos andre udvikler sig aggressivt.
Men i et nyt studie fra Københavns Universitet og Rigshospitalet har forskerne analyseret arvematerialet fra 1.000 prostatakræftpatienter og fundet en ny måde at læse prostatakræftens udvikling på, som formentlig kan bruges til at identificere patienter med høj risiko for aggressiv sygdom.
”Vi har i virkeligheden lavet et landkort over de biologiske processer, der driver prostatakræft,” siger Joachim Weischenfeldt, professor på Biotech Research & Innovation Centre (BRIC) ved Københavns Universitet og Rigshospitalet og hovedforfatter på studiet, der netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature.
Den største udfordring ved prostatakræft er ikke at opdage sygdommen, men at afgøre hvilke patienter der har en ufarlig sygdom, og hvem der vil udvikle en livstruende kræftform.
”Når kræften først har spredt sig, er overlevelsesraten nede på 30 procent inden for de første fem år. Så det er ekstremt vigtigt, at vi kan finde ud af, hvem der udvikler aggressiv livstruende prostatakræft,” siger Jüri Reimand, forsker på Ontario Institute for Cancer Research og medforfatter til studiet.
Analyserer gerningsstedet
I studiet har forskerne analyseret prøver fra knap 1.000 prostatakræfttumorer, men frem for at fokusere på selve kræftgenerne, har forskerne undersøgt de genetiske spor, som sygdommen efterlader i hele arvematerialet.
Kræft er grundlæggende celler, som muterer ukontrolleret i arvematerialet, og i hver mutation kan man se en bestemt kontekst eller ’fingeraftryk’, der er karakteristisk for, hvad der har forårsaget kræften.
”Det er lidt som et gerningssted, hvor kræftgenet er forbryderen og vi har så analyseret de genetiske signaturer, der er som fingeraftrykkene. Det kan vi bruge til at forstå, hvorfor og hvordan kræftcellerne er opstået,” siger Joachim Weischenfeldt.
DNA-kopieringen går galt
Her fandt de, at otte former for genetiske fingeraftryk kan forklare 85 procent af alle tilfælde af prostatakræft.
Fire af de otte mønstre var forbundet med større risiko for, at kræften spredte sig, og det drejede sig især om tumorer styret af det mandlige kønshormon testosteron.
Forskerne opdagede også, at fejl opstået under kopiering af DNA ser ud til at spille en langt større rolle for udviklingen af prostatakræft end hidtil kendt. Omkring en tredjedel af tumorerne er forårsaget af skader, når DNA’et skal kopieres.
”Biologisk er det vigtigt at forstå, hvad der er årsagen til, at så mange mænd udvikler prostatakræft, og vi er de første til at vise, hvor hyppig den mekanisme er. Det åbner et helt nyt felt for at forstå de basale mekanismer og til behandling,” siger Joachim Weischenfeldt.
Når man ved, hvilken type mutationer, der forårsager kræften, så kan man potentielt forudsige risikoen for, at en patients prostatakræft udvikler sig aggressivt.
”Det er overraskende, hvor stor kliniske betydning de otte fingeraftryk har. De kan faktisk hjælpe med at adskille hvilke patienter, der er ved at udvikle livsfarlig kræft,” siger Joachim Weischenfeldt.
Kan forudsige den rette behandling
Forskerne fandt også tegn på, at de genetiske fingeraftryk på sigt kan bruges til at forudsige, hvilke patienter der vil have gavn af forskellige behandlinger – og principperne kan bruges til andre kræfttyper som brystkræft og kræft i æggestokkene eller bugspytkirtlen.
”Det overraskende er, at de otte signaturer formentlig kan bruges af læger til at finde ud af, om patienten med fremskreden kræft vil respondere på kemoterapi eller det er bedre at give dem for eksempel hormonbehandling,” siger Joachim Weischenfeldt.
Han understreger dog, at det ikke ændrer behandlinger af patienter nu og her og resultaterne skal bekræftes i kliniske studier, før metoden kan anvendes i sundhedsvæsnet.
Omvendt bygger den på data og sekventeringsteknologier, som allerede bruges mange steder i kræftdiagnostikken og derfor tror han på, at det kan bruges til risikovurdering i løbet af få år.
”Målet er at skræddersy behandlingen til den enkelte patients sygdom – og det er vi kommet et skridt tættere på nu,” siger Joachim Weischenfeldt.
Om studiet
- Stort internationalt studie med forskere fra bl.a. Københavns Universitet, Rigshospitalet, Ontario Institute for Cancer Research i Canada, Centro Nacional de Investigaciones Oncológicas i Spanien og Universität Konstanz i Tyskland
- Bygger på knap 1.000 patienter fra det internationale forskningsprojekt Pan Prostate Cancer Group
- Forskerne har brugt avancerede computermodeller til at analysere patienternes genom
- Største helgenomstudie af prostatakræft til dato
- Otte genetiske fingeraftryk forklarer ca. 85% af tilfældene
- De resterende 15% af tilfældene er mindre aggressive former for prostatakræft
- Studiet er støttet af bevilling fra bl.a. Novo Nordisk Fonden, Kræftens Bekæmpelse og Sygeforsikringen Danmark
- Studiet er publiceret i Nature
Kontakter
Professor Joachim Weischenfeldt
Biotech Research & Innovation Centre (BRIC)
E-mail: joachim.weischenfeldt@bric.ku.dk
M: 60 57 30 80
Kommunikationskonsulent Sole Bugge Møller
KU Kommunikation
E-mail: sole@adm.ku.dk
M: 93 51 84 42
Om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Ny organisering af Københavns Universitets fakulteter på vej8.10.2026 12:03:58 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Universitet skal fortsat have seks fakulteter, men de skal organiseres på en ny måde. Den nye organisering skal sikre en bedre faglig balance på universitetet.
Linguists: Madonna’s voice sounds younger than it “should”6.10.2026 14:30:54 CEST | Press release
A new study shows that the changes typically associated with ageing in women’s voices have not affected pop icon Madonna’s voice in the expected way. According to the researchers, Madonna has cultivated a public persona that challenges society’s expectations not only of how older women should look and behave, but also of how they should sound.
Sprogforskere: Madonnas stemme lyder yngre, end den ”burde” gøre6.10.2026 10:46:19 CEST | Pressemeddelelse
De forandringer, som en kvindes stemme typisk gennemgår i takt med, at hun bliver ældre, har ikke påvirket popstjernen Madonnas stemme, viser nyt studie. Ifølge forskerne har Madonna skabt en offentlig figur, som ikke bare gør op med samfundets forventninger til, hvordan ældre kvinder skal se ud og opføre sig… men også lyde.
Foroverbøjet arbejde kan være en overset risiko for gravide6.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gravide der ofte er foroverbøjede i deres arbejde, har en øget risiko for spontan abort, viser nyt studie fra Københavns Universitet. Forskerne mener, at der bør være større fokus på arbejdsmiljø tidligt i graviditeten.
”Han er selvfølgelig jøde…” Populære krimier er fulde af jødiske stereotyper5.10.2026 09:15:49 CEST | Pressemeddelelse
I Agatha Christies krimier bliver jøder ofte fremstillet som grådige og mistænkelige fremmedelementer. Selv efter holocaust fortsatte hun med at skrive fordomsfuldt om jøder, bare i en mere indirekte form. Det viser ifølge historiker Sofie Lene Bak, hvordan populærkulturen kan være med til at fastholde antisemitiske forestillinger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum