Ny undersøgelse viser stor tilfredshed blandt forældre til børn i dagtilbud
27.8.2026 10:00:00 CEST | Børne-, Ældre- og Boligministeriet | Pressemeddelelse
Forældre i hele landet er godt tilfredse med deres børns dagtilbud. Det viser en landsdækkende tilfredshedsundersøgelse. Nedenfor kan du se tilfredsheden med dit barns dagtilbud.
I perioden fra september 2025 til februar 2026 har over 93.000 forældre deltaget i en undersøgelse om deres tilfredshed med landets kommunale og selvejende daginstitutioner samt kommunale dagplejer.
Undersøgelsen viser, at forældrene overordnet er godt tilfredse: 88 pct. af forældrene svarer, at de samlet set er ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’ med deres børns dagtilbud. Forældre oplever især, at deres børn trives samt er glade og trygge. Forældrene er i mindre grad tilfredse med de indendørs fysiske rammer i deres børns dagtilbud.
Tilfredsheden varierer mellem kommuner og de enkelte daginstitutioner. Det er muligt at dykke ned i resultaterne i hver enkelt kommune og for hver enkelt daginstitution her.
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr siger:
”Vores børn er det dyrebareste vi har. Alle forældre skal trygt kunne aflevere deres børn i dagtilbud uden at have ondt i maven. Derfor er jeg glad for, at mange forældre er glade for deres børns dagtilbud. Men vi er ikke i mål med at styrke velfærden for de mindste. For regeringen er det vigtigt, at vi skaber endnu bedre rammer og højere kvalitet i vores dagtilbud, så alle børn får en god start på livet. Det kræver, at vi uddanner flere pædagoger og pædagogiske assistenter og sikrer, at minimumsnormeringerne er i børnehøjde. Det skylder vi vores børn.”
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:
”Det glæder mig, at forældrene er glade for deres børns dagpleje, vuggestue og børnehave. Samtidig ved vi også fra kvalitetsundersøgelserne, at vi ikke er i mål med at løfte kvaliteten i vores dagtilbud. Der skal være mere uddannet personale til børnene, så der er mere tid til nærvær, leg og udvikling. Vores dygtige pædagogiske personale knokler hver eneste dag for at skabe gode og trygge rammer for børnene, og det skal vi give dem bedre forudsætninger for at gøre.”
Formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg Anders Winnerskjold siger:
”Hver dag gør tusindvis af dygtige medarbejdere en uvurderlig forskel for vores børn i landets dagtilbud. Det fortjener ros og anerkendelse, og jeg er derfor rigtig glad for, at resultaterne viser, at langt de fleste forældre er tilfredse med deres barns dagtilbud. At kunne aflevere sit barn i trygge og gode hænder, er nemlig helt afgørende som forælder. I kommunerne er det vigtigt, at vi nu bruger undersøgelsens indsigter i arbejdet med hele tiden at udvikle vores dagtilbud, så vi får de bedst mulige rammer for vores mindste samfundsborgere og for de mennesker, der hver dag går på arbejde her.”
Baggrund
Undersøgelsen er gennemført af Danmarks Statistik for Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL. Børne-, Ældre og Boligministeriet har været inddraget i udformningen af undersøgelsen. Det er anden gang siden 2022, der er gennemført en landsdækkende undersøgelse af alle kommunale og selvejende daginstitutioner og kommunale dagplejer.
Undersøgelsen omfatter blandt andet spørgsmål om barnets trivsel, hvorvidt forældrene vil anbefale deres barns dagtilbud til andre, relationer til andre børn, dialogen mellem forældre og personale samt forældrenes indsigt i barnets hverdag. Derudover spørges der til tilfredsheden med dagtilbuddets aktiviteter, åbningstider samt de fysiske rammer både inde og ude.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:+45 23 64 42 92Om:
Børne-, Ældre- og Boligministeriet er ministeriet, som har ansvaret for børne-, ældre- og boligpolitik
Følg pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
Nyt lovforslag skal bane vejen for styrkede minimumsnormeringer i daginstitutioner20.10.2026 12:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt lovforslag skal bane vejen for, at ledere i daginstitutioner ikke længere skal tælle med i opgørelser af minimumsnormeringer. Samtidig lægges der med lovforslaget op til at sænke forældrebetalingen og forbedre vilkårene for privatinstitutioner og private pasningsordninger.
Ny evaluering: Transportordning hjælper mennesker med demens med at fastholde et aktivt liv9.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hjemmeboende mennesker med let til moderat demens har gennem de seneste to år kunnet få hjælp til transport til fritidsaktiviteter. Ny VIVE-rapport viser, at den såkaldte befordringsordning har gjort en positiv forskel for de borgere, der har benyttet den.
Nye regler skal bane vej for flere boliger til særligt udsatte borgere8.10.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen ændrer nu reglerne for ”skæve boliger”, så det bliver lettere at etablere flere boliger til mennesker i hjemløshed og andre særligt udsatte borgere. Samtidig hæves støtten til både boligerne og de sociale viceværter.
Nu kan kommunerne igen søge støtte til etablering af lokalplejehjem8.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I morgen åbner den anden af i alt tre ansøgningspuljer, som skal hjælpe kommunerne i gang med at etablere lokalplejehjem. Samtidig er der lanceret nyt vejledningsmateriale, som skal understøtte kommunernes arbejde med den nye plejehjemsmodel.
Erfaren partner skal bidrage til arbejdet med rekruttering af udenlandsk arbejdskraft fra Indien og Filippinerne til ældreplejen5.10.2026 13:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Børne-, Ældre- og Boligministeriet har i samarbejde med Udenrigsministeriet gennemført et EU-udbud, der i de kommende år skal gøre det muligt at rekruttere international arbejdskraft fra Indien og Filippinerne til den danske ældrepleje.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum