Kvinder med samme - eller højere - løn som manden får oftere barn
11.8.2026 06:00:00 CEST | ROCKWOOL Fonden | Pressemeddelelse
Par, hvor manden og kvinden tjener omtrent lige meget, har den højeste sandsynlighed for at blive forældre. Og hvis der er meget stor forskel på de to parters lønindkomst, så er det oftere par, hvor kvinden tjener mest, der får første barn. Kvindens del af indkomsten ser i dag i stigende grad ud til at være en forudsætning for beslutningen om at danne familie snarere end en barriere.

Par, hvor begge arbejder og tjener omtrent lige meget, er dem, der oftest bliver forældre, viser forskernes analyser: I løbet af et år vil 12,5% af de kvinder blive mødre for første gang.
Det samme gælder for par, hvor begge arbejder, og kvinden tjener mest (svarende til mere end 60 % af husstandens lønindkomst), mens det kun er 10,3 % af de par, hvor manden tjener mest, der får deres første barn i løbet af et år. Par, hvor ingen af de to har arbejde og lønindkomst, har den laveste sandsynlighed for at danne familie.
”Historisk har kvinder, som arbejdede og tjente mest, været mindre tilbøjelige til at få børn. Da var det typisk par med en mere traditionel arbejdsdeling, hvor manden tjente mest, der hyppigst fik det første barn. Vi har nu set et skift både i Danmark og i andre europæiske lande, hvor kvinders beskæftigelse og indtægt i højere grad fremmer familiedannelsen frem for at forhindre den,” siger Peter Fallesen, forskningsprofessor i ROCKWOOL Fonden.
Det er dog stadig et særsyn, at kvinden i et parforhold tjener mest: Kun i 10% af de samboende par hvor begge arbejder, udgør kvindens indkomst mere end 60% af husstandens samlede lønindkomst. Det er stadig mere udbredt, at manden tjener mere end 60% af parrets lønindkomst. Det gælder for godt 23% af parrene i undersøgelsen.
Har fulgt flere end 390.000 kvinder
I det nye studie har forskere via registerdata fra Danmarks Statistik fulgt 391.635 kvinder mellem 18-45 år, som bor sammen med en partner og endnu ikke har fået barn. Alle kvinderne er fulgt i perioden 2010–2019.
Studiet definerer manden og kvinden i et parforhold til at have lige løn, hvis deres indkomst fra lønarbejde er fordelt ca. 50/50 med et spænd på +/- 10 procentpoint. (dvs. op til en 40/60 fordeling af husstandens lønindkomst). Indtægt fra overførselsindkomster, SU, m.v. er ikke regnet med i fordelingen.
Samtidigt har forskerne kontrolleret for parrets husstandsindkomst og for begge parters alder og uddannelsesniveau, så de par, der sammenlignes, er ens på de områder, men adskiller sig på hvor stor en del af den samlede lænindkomst, hver bidrager med.
Når forskerne udelukkende ser på par, hvor kun én af parterne har lønindtægt (det vil sige den anden er på offentlig forsørgelse, studerende eller er forsørget af ægtefællen), så viser data et mere traditionelt mønster.
I næsten hvert femte par i undersøgelsen er det kun manden, der har lønarbejde. Her bliver 11,4% af de par førstegangsforældre i løbet af et år. Hvis kvinden er den eneste i beskæftigelse, får kun 10,8% af parrene barn.
“Det er klart mere udbredt, at mor ikke arbejder, end at far ikke gør det. Så det er påfaldende, at der er denne forskel, selv når vi har taget højde for husstandens samlede indkomst. Trods en høj grad af ligestilling i Danmark, kan vi altså se, at par, hvor kun den ene er i beskæftigelse, ser ud til at vælge mere traditionelt, når det kommer til beslutningen om at danne familie,” siger Peter Fallesen.
Dokumenterer et mønster – forklarer ikke hvorfor
I den danske debat om faldende fødselstal, ligestillingspolitik, barselsordninger og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, illustrerer forskningsresultaterne her, at par hyppigere får det første barn, når kvinder tjener en større del af parrets samlede indkomst.
”Vores resultater forklarer ikke, hvorfor det især er kvinder med samme - eller højere - løn som deres partner, der vælger at få deres første barn. Men de dokumenterer, at vores mere klassiske forståelse af parforholdsdynamikker i forældreskabet er under forandring, ligesom vores tidligere forskning også har vist ændringer i hvem, der får børn på tværs af korte og lange uddannelser,” siger Peter Fallesen.
Studiets resultater tager heller ikke højde for, om nogle kvinder på arbejdsmarkedet (fx relativt højtlønnede kvinder) oftere end andre kvinder vælger at indgå i parforhold.
Samlet anslår forskerne, at der ville være blevet født 4.400 børn flere i Danmark i perioden 2010-2019, hvis alle par i perioden havde haft omtrent lige indtægt (og man antog fordelingen af lønnen var det eneste forskel mellem parrene.)

Om forskningsprojektet; His and/or hers? A cross-national perspective on the gendered nature of couples' employment preconditions for parenthood
Forskere:
- Leen Marynissen, post.doc., Antwerpen Universitet, Belgien
- Jonas Wood, post.doc., Antwerpen Universitet, Belgien
- Peter Fallesen, forskningsprofessor, ROCKWOOL Fonden og seniorforsker, Stockholm Universitet, Sverige
- Júlia Mikolai, adjunkt, University of St Andrews, Storbritannien
- Julia Hellstrand, post.doc., Helsinki Universitet, Finland.
- Janna Bergsvik, forsker, Norges Statistik, Norge
Data:
- Dataperiode for Danmark: 2010–2019.
- Forskerne fokuserer på kvinder i alderen 18–45 år, som bor sammen med en partner, men ikke har børn, og har set på, hvor mange af kvinderne, der er blevet mødre for første gang i løbet af et år.
- Definitionen af lige indkomst for manden og kvinden i et parforhold er, at husholdningens indkomst er fordelt 50/50 med et spænd på +/- 10%. (dvs. op til en 40/60 fordeling).
- Indtægt fra overførselsindkomster er ikke regnet med.
- Forskerne har kontrolleret for forskelle i kvindernes alder og uddannelse, begge parters oprindelsesland og husholdningens samlede indkomst.
- Studiet dækker desuden fire andre lande (Finland, Norge, Belgien og UK) i perioden 2009–2022.
Kontakter
David ElmerPresse- og kommunikationschefROCKWOOL Fonden
Tlf:+4553855370dbe@rockwoolfonden.dkPeter FallesenForskningsprofessor, ROCKWOOL Fonden
Tlf:61 33 31 84pf@rff.dkOm ROCKWOOL Fonden
ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.
ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor.
For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Flere bliver mødre blandt dem, der er boligejere – men færre unge kvinder ejer deres egen bolig20.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Andelen af unge kvindelige boligejere er støt faldende, og det kan være en faktor i det faldende børnetal. Danske kvinder, der ejer deres bolig, havde i 2022 50 procent højere sandsynlighed for at få deres første barn sammenlignet med kvinder, der bor i leje- eller andelsbolig. Og forskellen mellem lejere og ejere vokser, viser et nyt forskningsstudie fra ROCKWOOL Fonden.
Mange offentligt ansatte vil have mindst 25% mere i løn for at skifte til et job i ”det private”14.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire ud af ti offentligt ansatte ville kræve en betydelig lønstigning for overhovedet at overveje at skifte til den private sektor. Ny forskning viser, at offentligt ansatte prioriterer stabilitet, fleksibilitet og meningsfuldt arbejde – og at god ledelse er en afgørende brik i det billede.
Danske iværksættere skaber virksomheder for milliarder uden for Danmark13.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
304 virksomheder er enten blevet flyttet ud af Danmark eller blevet grundlagt i udlandet af danske iværksættere siden 1999. De virksomheder, der fortsat er selvstændige, beskæftiger i dag mere end 22.000 medarbejdere på verdensplan. Samtidig er 61 af virksomhederne siden blevet opkøbt til en samlet kendt værdi på mindst 280 milliarder kroner. Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden, der for første gang ved hjælp af AI har kortlagt, hvordan danske virksomheder og iværksættere flytter ud af landet.
Ny forskning: Din studieretning kan spille næsten en lige så stor rolle for din løn som, hvor længe du læser2.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
To personer med samme uddannelsesniveau kan have op til 40 procents forskel i løn, når de er færdiguddannede. Samtidig er der store forskelle i grundlæggende læse- og regnefærdigheder blandt personer med forskellige studieretninger. Det viser et nyt forskningsprojekt fra University College London, der er støttet af ROCKWOOL Fonden.
Generation Z`s samfundssind fejler ikke noget28.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nutidens unge i generation Z har samme niveau af tillid til andre, bakker lige så meget op om samfundet og har lige så stærk social adfærd, som millennials, generation X og baby-boomene havde, da de var unge. Det viser en analyse af en række undersøgelser på tværs af generationer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum