Nu indføres 96 timers behandlingsansvar i psykiatrien
3.7.2026 12:00:00 CEST | KL | Pressemeddelelse
Fremover bliver psykiatriske patienter, der bor i botilbud eller botilbudslignende tilbud, herunder de kommende afklaringspladser i socialpsykiatrien, omfattet af 96-timers udvidet behandlingsansvar.
Når mennesker med psykiske lidelser bliver udskrevet fra en psykiatrisk indlæggelse, er de første dage ofte afgørende for det videre forløb. Det kræver tæt samarbejde mellem psykiatrien og de tilbud, borgerne kommer ud til.
Det samarbejde bliver nu yderligere styrket. KL og Danske Regioner har nemlig færdiggjort det forberedende arbejde, som blev sat i gang som en del af forårsaftalen fra 2025, hvor det blev aftalt, at psykiatriske patienter, der bor i botilbud eller botilbudslignende tilbud, herunder de kommende afklaringspladser i socialpsykiatrien, fremover skal være omfattet af 96-timers udvidet behandlingsansvar i psykiatrien.
KL og Danske Regioner har nu i fællesskab udarbejdet en rammeaftale, som fastlægger en fælles national og tværsektoriel forståelse for, hvilken målgrupper, tilbud, tiltag, ansvar mv., som det regionale udvidet behandlingsansvar dækker. Og så skal man lokalt indgå samarbejdsaftaler fx i regi af de enkelte sundhedsråd. Når de lokale aftaler er på plads, træder behandlingsansvaret i kraft.
Det betyder, at personalet på landets botilbud, der har beboere, der er omfattet af det udvidede behandlingsansvar, fremover inden for 96 timer efter udskrivelse, kan kontakte den udskrivende afdeling og få rådgivning herfra om den pågældende borger fx om medicin, eller hvis der sker forværringer i borgernes mentale tilstand.
Det regionale behandlingsansvar omfatter borgere i både kommunale, regionale, selvejende og private botilbud, så borgerne får den samme tryghed og adgang til relevant behandling uanset, hvor de bor.
”Overgangen fra en psykiatrisk indlæggelse til et botilbud kan være svær for mange borgere. Det er derfor afgørende, at der er et tæt samarbejde mellem den udskrivende afdeling og botilbuddet. Det at personalet på landets botilbud med den her nye aftale nemt og smidigt kan rådføre sig med en læge i psykiatrien, er en rigtig vigtig faktor for det gode samarbejde og er med til at sikre, at vi får hjulpet borgere på vores socialpsykiatriske botilbud, som har stort behov for støtte og en sammenhængende indsats,” siger Lasse Frimand Jensen, formand for KL’s Socialudvalg.
Formålet med det udvidede regionale behandlingsansvar er dels at skabe bedre sammenhæng mellem de psykiatriske og somatiske indsatser, dels at skabe bedre og tryggere overgange for borgerne mellem den regionale psykiatri og socialpsykiatrien samt at skabe bedre rammer for kommunikation mellem involverede medarbejdere på tværs af sektorer.
”Det er glædeligt, at rammerne nu er på plads for, at voksne psykiatriske patienter kan omfattes af det udvidede 96-timers behandlingsansvar. Det er et vigtigt skridt mod en mere sammenhængende indsats for mennesker med psykisk sygdom og et vigtigt skridt i ligestillingen af psykiatriske og somatiske patienter. Nu skal aftalen omsættes i praksis, så medarbejderne på botilbuddene får nem og hurtig adgang til faglig sparring fra psykiatrien. Jeg er sikker på, at det vil bidrage til større tryghed, bedre sammenhæng og mere kontinuitet for både borgere og medarbejdere” siger Hanne Roed, formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner.
Om aftalen:
Med Forårsaftalen om implementering af sundhedsreformen fra maj 2025, der blev indgået mellem regeringen, KL og Danske Regioner, blev det aftalt at udvide sygehusenes behandlingsansvar til at gælde 96 timer efter udskrivelse fremfor de tidligere 72 timer. Det blev desuden aftalt at udvide målgruppen til også at omfatte psykiatriske patienter, der bor i botilbud eller botilbudslignende tilbud, herunder de kommende afklaringspladser i socialpsykiatrien.
Op til Sommeraftalen 2026 om implementering af sundhedsreformen har KL og Danske Regioner i fællesskab udarbejdet en rammeaftale, som fastlægger en fælles national og tværsektoriel forståelse for, hvilken målgrupper, tilbud, tiltag, ansvar mv., som det regionale udvidet behandlingsansvar dækker.
Rammeaftalen skal således danne grundlag og være til inspiration for udarbejdelsen af lokale samarbejdsaftaler mellem den enkelte kommune og region, hvori der tages højde for lokale forhold. Der er derfor arbejdsgange mv. der er beskrevet i rammeaftalen, som skal udfoldes lokalt og indarbejdes i lokale samarbejdsaftaler.
Drøftelserne om lokale samarbejdsaftaler kan f.eks. tages op og rammesættes i de enkelte sundhedsråd. Behandlingsansvaret træder i kraft, når lokale samarbejdsaftaler er indgået. Rammeaftalen kan læses her
Kontakter
KL's pressevagt
Tlf:33703333Om KL
KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.
Læs mere: www.kl.dk
Følg pressemeddelelser fra KL
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KL
Allerød Kommune vinder KL’s Beredskabspris4.11.2026 14:23:39 CET | Pressemeddelelse
Det blev Allerød Kommune, som onsdag kunne lade sig hylde som vindere af KL’s Beredskabspris for deres beredskabsborgermøde og den efterfølgende indsats.
Ny undersøgelse fra VIVE: Stærkt fagligt fundament at bygge videre på2.11.2026 07:49:49 CET | Pressemeddelelse
Kommunernes dagtilbud har et stærkt fagligt udgangspunkt i arbejdet med at løfte kvaliteten gennem programmet Alle Børns Dagtilbud, viser en ny undersøgelse fra VIVE.
Kommunerne viser stærkt sammenhold i årets budgetlægning13.10.2026 10:03:38 CEST | Pressemeddelelse
Trods et meget vanskeligt forløb, er det lykkedes kommunerne under ét at lande 98 budgetter inden for de aftalte rammer for service og anlæg. Det siger i sandhed noget om det kommunale sammenhold, lyder det fra KL’s formand og næstformand.
Unge, medier og civilsamfund: KL inviterer til fælles indsats for at styrke lokaldemokratiet25.9.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
KL inviterer nu kommuner, folketingsmedlemmer og samfundsaktører med ind i værkstedet for i fællesskab at styrke lokaldemokratiet. Første skridt er 14 konkrete projekter, som kommunerne kan melde sig til fra i dag.
KL: PISA-resultater kræver, at vi i kommunerne tager ansvar8.9.2026 09:36:10 CEST | Pressemeddelelse
Danske skoleelevers færdigheder i læsning og matematik er faldet markant de seneste tre år. Det viser den nyeste PISA-undersøgelse. Det er ikke godt nok, og det kalder på handling fra kommunerne, siger KL’s udvalgsformand.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum