Diagnoser i ADHD og autisme stiger: Ny forskning peger på bredere diagnoser som en vigtig forklaring

Antallet af danskere med ADHD- og autismediagnoser er steget markant gennem de seneste årtier. Hvor det i 2000 cirka var 0,1 procent af befolkningen, der havde en ADHD-diagnose, var det i 2022 steget til over 3 procent.

Nu peger et nyt studie fra bl.a. Københavns Universitet på, at forklaringen især skal findes i, hvordan diagnoser stilles i dag.

Forskerne bag studiet har analyseret genetiske data fra mere end 37.000 personer diagnosticeret med ADHD eller autisme i Danmark mellem 1994 og 2016. Resultatet viser, at personer diagnosticeret i nyere tid i gennemsnit er mindre genetisk disponeret for lidelserne end personer diagnosticeret tidligere.

Det tyder på, at diagnoserne i dag favner en bredere gruppe mennesker og mildere symptombilleder end før, vurderer forskerne bag studiet.

”Genetik er vores mest objektive vurdering, for sammensætningen af de gener, der forårsager ADHD og autisme har ikke ændret sig de sidste 100 år – så hurtigt går evolutionen ikke,” siger Andrew J. Schork, lektor på Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet og seniorforfatter på studiet.

”Kriterierne og kulturen, for hvordan psykiatriske diagnoser stilles, kan til gengæld ændre sig hurtigt. Vores studie viser, at personer diagnosticeret i 2016 derimod har mindre genetisk risiko end personer diagnosticeret i 1994,” siger Andrew J. Schork.

Generne har ikke ændret sig – diagnoserne har

Forskerne brugte såkaldte polygene risikoscorer, som er et samlet udtryk for effekten af tusindvis af små genetiske variationer forbundet med ADHD og autisme. Begge sygdomme har en arvelighed på omkring 80 procent, så gener er en stor del af forklaringen, selvom man godt kan have en høj genetisk risiko uden at få diagnoserne.

Da befolkningens genetiske sammensætning ikke ændrer sig væsentligt over få årtier, giver metoden et sjældent indblik i, hvordan selve diagnosepraksis har udviklet sig.

Og faktisk har nyere patienter med ADHD eller autisme generelt lavere genetisk risiko end de havde i 1994 – omkring 10-15 procent mindre for ADHD og op til 25 procent mindre for autisme.

Forskerne vurderer derfor, at udviklingen i stedet kan forklares med en lavere diagnostisk tærskel – altså at flere med mildere men lignende symptomer i dag får en diagnose.

Ikke et bevis på overdiagnosticering

Andrew J. Schork understreger dog, at det ikke er ensbetydende med, at folk bliver fejl- eller overdiagnosticeret. Studiet viser, at de personer der bliver diagnosticeret med ADHD og autisme stadig har en højere genetisk risiko for at udvikle sygdommen end resten af befolkningen.

“Vores resultater underkender ikke mennesker med ADHD eller autisme. De viser derimod, at den kliniske praksis, diagnosemanualer og samfundets forståelse af diagnoserne er blevet bredere over tid,” siger Sonja LaBianca, postdoc ved Institut for Biologisk Psykiatri under Amager og Hvidovre Hospital og studiets hovedforfatter.

Derudover ender studiet i 2016, og diagnoserne er steget markant over de sidste ti år.

”Desværre kan vi ikke sige noget om ændringerne i den polygene profil efter 2016,” siger Sonja LaBianca.

Kan ændre debatten om psykiatriske diagnoser

Stigningen i ADHD- og autismediagnoser har i flere år været centrum for intens debat om alt fra pres på psykiatrien til skolens rolle, sociale medier og skærmbrug og risiko for under- eller overdiagnosticering. Og her mener forskerne, at studiet bidrager med en mere nuanceret forståelse.

”Udfordringen er, at der mangler objektive data, og der findes ikke en blodprøve, der kan bekræfte, om man har en psykisk lidelse. Derfor har genetikken en vigtig rolle at spille i debatten, og vores data peger på, at diagnoserne gradvist er blevet bredere og mere inkluderende, samtidig med at den genetiske profil er konsekvent,” siger Andrew J. Schork.