Læge punkterer myte: Alkohol i varmen rammer din dømmekraft – ikke din væskebalance
26.6.2026 06:03:00 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Mens temperaturerne stiger, og festivalsæsonen for alvor går i gang, skyder leverlæge udbredt myte ned: Alkohol fører ikke i praksis til væskemangel. Der er helt andre grunde til, at du skal holde igen med de våde varer i varmen.

Europa er ramt af hedebølge, og flere steder reagerer myndighederne med forbud mod alkohol på offentlige steder. Herhjemme venter en weekend med temperaturer over 30 grader samtidig med åbningen af bl.a. Roskilde Festival.
Men er det i sig selv farligt at drikke alkohol i varmen, og er man i større risiko for at blive dehydreret?
Ikke nødvendigvis, fastslår Peter Holland-Fischer, klinisk lektor ved Aalborg Universitet og ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital:
”Det er en myte, at alkohol får dig til at miste væske i en grad, der er problematisk. Alkohol er ikke vanddrivende i en grad, der har praktisk betydning. Man tisser ganske vist mere, men det er ikke overraskende, hvis man samtidig har indtaget tre store fadøl.”
Alkohol gør dig dårligere til at reagere i varmen
Ifølge overlægen viser de bedste studier, at alkohol kun i begrænset omfang indvirker på kroppens væskebalance. Alkohol påvirker hormonet ADH (antidiuretisk hormon), som regulerer urinproduktionen, og det kan i teorien føre til øget vandladning. Men i praksis viser forskning, at effekten er meget beskeden, og undersøgelser har kun vist en midlertidig stigning i urinmængden på 0,5–1,5 procent.
Samtidig tyder analyser af urinens sammensætning ikke på en væsentlig effekt på dehydrering.
Dog med det forbehold, at studierne primært er baseret på et moderat indtag, og at der mangler data for kvinder.
Ifølge Peter Holland-Fischer ligger den største risiko ved indtag af alkohol i varmen et andet sted end i væskebalancen.
”Alkoholen svækker de systemer i hjernen, der gør, at vi tænker klart, og det kan betyde, at man overser kroppens advarselssignaler eller tager større risici. Så hvis man er på vej mod dehydrering eller overophedning, er der en reel risiko for, at man selv og ens omgivelser ikke får handlet hurtigt nok,” siger han.
Derfor anbefaler han også stor forsigtighed. Det klassiske råd om ét glas vand per genstand kan med fordel skrues op til to, og så håber Peter Holland-Fischer, at flere bliver opmærksomme på ikke at bade, hvis de har indtaget alkohol, da risikoen for drukneulykker øges.
”Det handler altså ikke om alkoholens påvirkning af din væskebalance i sig selv. Det handler om dømmekraft. Den har man brug for, når omgivelserne er farlige, og det er de, når temperaturen er høj.”
Leverlægens råd i varmen:
- Drik altid kun moderat – især når det er varmt
- Pas på dig selv og mennesker omkring dig
- Drik rigeligt væske uden alkohol, f.eks. to glas væske mellem hver genstand
- Vær særlig opmærksom på væskemangel og hedeslag: Hvis du eller dine nærmeste får tørre slimhinder, mørk urin eller oplever kulderystelser, er det om at søge skygge med det samme
- Undgå at bade, hvis du har indtaget alkohol og gå ikke ned til vandet for at tisse
Kontakter
Peter Holland-FischerKlinisk lektor ved Aalborg Universitet og ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital
Tlf:24212428phhf@rn.dkNina HermansenPresseansvarlig, Aalborg Universitet
Tlf:22940459ninah@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Godt nyt for erhvervslivet: Faldet i søgning til ingeniørstudierne er stoppet5.7.2026 17:47:25 CEST | Pressemeddelelse
Efter flere års fald ligger antallet af ansøgere til ingeniøruddannelserne i Aalborg på et stabilt niveau med pil op. Det er gode nyheder for erhvervslivet, siger prorektor Anne Marie Kanstrup.
Forsker vil bruge elnettet til AI – kan reducere behovet for nye datacentre1.7.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil skubbe strømslugende datacentre bagest i køen til det pressede danske elnet. Nu har en forsker fra Aalborg Universitet udviklet en metode, der kan udnytte den eksisterende infrastruktur i elnettet til at udføre AI-beregninger.
Ny digital værktøjskasse giver forældre overblik i børn og unges psykiatriforløb1.7.2026 06:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Når et barn kommer i psykiatrisk behandling, skal forældrene både støtte barnet og navigere i et komplekst forløb med mange fagpersoner og myndigheder. Fra efteråret 2026 får 2500 familier i to regioner adgang til en ny løsning på sundhed.dk, der samler planer, beskeder og samarbejde ét sted.
Køn spiller kun en lille rolle i ansættelsen af seniorer23.6.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Aalborg Universitet viser, at kvinder ikke fravælges i højere grad end mænd, når de søger job senere i karrieren, medmindre de søger produktionsjob.
Lille dansk virksomhed er hjælpetræner for Portugal23.6.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Aalborgensisk virksomhed startede som et studenterprojekt på Aalborg Universitet. Nu skal de hjælpe Portugal med at vinde VM.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum