Gensidig tillid, klare roller og løbende justeringer er afgørende for implementering af hospitalsbehandling i eget hjem
25.6.2026 09:03:09 CEST | Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive | Pressemeddelelse
Ny dansk forskning viser, at ældre patienter i mange tilfælde kan få den behandling, de har brug for, i deres eget hjem – i stedet for at blive indlagt på hospitalet. Forskerne bag projektet er nu klar med ny viden om implementering af hospitalsbehandling i eget hjem.

Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg har siden 2018 udviklet og afprøvet en model for tværsektoriel hospitalsbehandling i eget hjem sammen med praktiserende læger, præhospital og kommunerne Viborg, Silkeborg og Skive. En indlæggelse i en akutafdeling er nemlig ikke altid den bedste løsning for behandling af ældre medicinske patienter.
Idéen med modellen, som kaldes “hospital at home” eller hjemmehospital, er, at hospitalslægen har ansvaret for behandlingen, mens kommunale sygeplejersker tager hjem til patienterne og yder den nødvendige akutte behandling der, hvor patienten bor.
Det kan reducere behovet for indlæggelse og de risici, der kan følge med et hospitalsophold – for eksempel infektioner eller forvirring hos ældre.
Læring og løbende tilpasning
Forskerne bag projektet har fulgt implementeringen af modellen tæt og undersøgt, hvad der skal til for at få et sådant samarbejde til at fungere på tværs af hospital, kommuner og almen praksis.
Konklusionen for implementeringen er, at gensidig tillid, klare roller og ansvarsfordeling samt løbende justeringer undervejs er afgørende. Det at skabe et hjemmebehandlingsforløb er ikke kun en klinisk udfordring, det er i høj grad en organisatorisk og relationel opgave. Samtidig handler det ikke om at lave én stor plan fra starten, men om at lære og tilpasse sig løbende.
- Den nye viden om, hvordan vi kan implementere hospitalsbehandling i eget hjem på tværs af hospital, kommuner og almen praksis, er et vigtigt skridt på vejen, og den udgør én af mange brikker i forskningsprojektet. Resultaterne giver værdifuld indsigt i de organisatoriske og samarbejdsmæssige forhold, der er afgørende for at få nye tværsektorielle behandlingsmodeller til at fungere i praksis. Det er særligt aktuelt i lyset af sundhedsreformen, hvor flere patienter i fremtiden skal behandles i eget hjem eller i det nære, siger antropolog Iben Duvald, der står i spidsen for forskningsprojektet og er forskningsansvarlig i Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg samt lektor på Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet.
Vigtigt med konkrete redskaber
Den tværsektorielle model med hjemmebehandling kræver, at sundhedsprofessionelle fra forskellige organisationer lærer at arbejde som et samlet team. Undervejs i projektperioden opstod der naturligvis forhindringer – for eksempel logistiske udfordringer og en vis skepsis over for nye arbejdsopgaver – men disse blev løst løbende igennem en lærende tilgang.
I praksis hjalp konkrete redskaber som tydelige opgave- og rollebeskrivelser samt løbende møder, hvor personalet kunne reflektere og løse udfordringer i fælles dialog.
Projektet bidrager med vigtig viden om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan organiseres smartere og mere patientcentreret i takt med, at der bliver flere ældre borgere, og presset på hospitalerne øges.
Den videnskabelige artikel om forskningsresultaterne er publiceret i tidsskriftet Systemic Practice and Action Research og er frit tilgængelig på følgende hjemmeside: https://link.springer.com/article/10.1007/s11213-026-09768-z
Kontakter
PressevagtHospitalsenhed Midt
Tlf:7844 1120kommunikation@midt.rm.dkBilleder
Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg
Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. Hospitalsenheden beskæftiger tilsammen cirka 4800 medarbejdere, som årligt behandler omkring 441.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 60.000 patienter efter indlæggelse.
Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Ny cheflæge vil samle fagligheder om de bedste patientforløb29.10.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hospitalsenhed Midt ansætter Agnes Hennebjerg Mølgaard som ny cheflæge i Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg. Med fokus på samarbejde, høj faglighed og gode rammer for medarbejderne vil hun videreudvikle en akutafdeling, der står solidt fagligt og organisatorisk.
Borgere i Skive, Viborg og Silkeborg kan præge fremtidens nære sundhedsvæsen15.10.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsråd Midt inviterer nu borgerne i de tre kommuner til at sende deres idéer til et mere nært sundhedsvæsen via et digitalt postkort. Borgernes input vil indgå i arbejdet med den kommende nærsundhedsplan.
Hammel Neurocenter opruster for at sikre stærk og ensartet rehabilitering i hele Region Midtjylland9.10.2026 13:14:01 CEST | Pressemeddelelse
Borgere med erhvervet hjerneskade skal have adgang til specialiseret rehabilitering af høj og ensartet kvalitet, uanset hvor i Region Midtjylland de bor. Med sundhedsreformen samles denne opgave nu i ét regionalt tilbud, og Regionshospitalet Hammel Neurocenter er i fuld gang med at udvide holdet til tre enheder i Hammel, Herning og Horsens.
Forløb giver hurtigere bedring efter hjernerystelse2.10.2026 11:31:04 CEST | Pressemeddelelse
Patienter med svære symptomer i flere måneder efter en hjernerystelse oplevede hurtigere bedring efter et GAIN-forløb, men over tid har en standardbehandling umiddelbart samme effekt. Det viser et af de hidtil største studier af behandlingstilbud til hjernerystelse i The Lancet eClinical Medicine.
Hospitalsenhed Midt ansætter ny administrationschef1.10.2026 09:32:15 CEST | Pressemeddelelse
Michael Friis Larsen er ansat som ny administrationschef i Hospitalsenhed Midt fra d. 1. november 2026. Han kommer fra en stilling som sekretariatschef i Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


