Forskere har designet ler, der kan forhindre frugt og grønt i at rådne for hurtigt
22.6.2026 07:10:51 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Gassen ethylen får frugt og grønt til at modne hurtigere og er medskyldig i, at millioner af ton årligt går tabt under transport og opbevaring. Nu er forskere fra bl.a. Københavns Universitet lykkedes med at få ler til opsamle gassen og håber at materialet på længere sigt kan afhjælpe madspild.

Avocadoer fra Chile, bananer fra Costa Rica, tomater fra Sydspanien, mangoer fra Brasilien. En stor del af de frugter og grøntsager, vi spiser, har rejst tværs over kloden, før de når butikshylderne herhjemme. Men mange millioner ton går hvert år tabt, før de når så langt.
En af hovedårsagerne er ethylen – en naturlig gas, som mange frugter og grøntsager producerer, og som styrer deres modning. Når frugter og grøntsager er indespærret i lukket emballage eller containere under transport og opbevaring, stiger koncentrationen af ethylen i luften, og det accelererer modningsprocessen. Derfor når en stor del af lasten af rådne, inden den når frem til slutmålet.
Ler kan være løsningen
Nu viser ny forskning anført af Københavns Universitet, at helt almindeligt ler formentlig kan være en del af løsningen.
”Ler er et interessant materiale, fordi det er naturligt, billigt, ugiftigt og findes overalt - og vi kan optage det sikkert i kroppen. Vores tanke var: Kan vi bruge kemi og fysik til at modificere ler, så det indfanger gassen og dermed bremser modningsprocessen? Det er vi lykkedes med,” siger lektor Heloisa Bordallo fra Niels Bohr Institutet, som har ledet det nye studie.
Først prøvede forskerne at opfange gassen med leret i dets naturlige form. Her blev der opfanget en lille smule. Ved at øge hulrummene i lerets struktur med en mild kemisk behandling gjorde forskerne plads til, at leret kunne indfange mere gas, men uden at gassen røg ud igen. Samtidig forblev materialet ugiftigt.
Det er ikke før lykkedes forskere at få ler til at optage så store mængder ethylen. Derfor tror de, at konceptet har potentiale til at blive brugt i fødevareemballage.
”Nu kender vi den fundamentale fysik og kemi i den proces, der påvirker lerets evne til at optage og holde på ethylen. Det gjorde vi ikke før. Så nu kan vi kontrollere og optimere processen, hvilket er nødvendigt for, at den kan anvendes i industrien,” siger Karina Kovalchuk, der er førsteforfatter til studiet og en del af Heloisa Bordallos forskningsgruppe på Lawrence Berkeley National Laboratory.
Gasfjerner i fødevareemballage
Ifølge forskerne giver forskningsresultaterne en slags designmanual til, hvordan man kan udvikle bæredygtige materialer til fødevareemballage, der tackler problemet med ethylen.
”Vi forestiller os små poser eller puder med ler i pulverform, som kan ligge sammen med frugt og grønt under transporten og suge ethylen til sig – på samme måde som de fugtabsorberende silica-poser, der ofte følger med i emballagen, når man køber fx sko og elektronik,” siger Karina Kovalchuk.
Lige nu arbejder forskergruppen videre med at optimere den kemiske proces, så de rammer den helt rigtige balance mellem effekt og miljøvenlighed. Samtidig undersøger de, om de kan få leret til at indfange endnu mere ethylen og holde på det i endnu længere tid. Dernæst skal ler-materialet testes i fødevareemballage og forhåbentlig derefter kan konceptet komme på markedet.
To gode formål
Det nye materiale har ikke alene potentiale til at reducere madspild. En anden konsekvens af ethylen-problemet og de lange transporter er nemlig, at frugter ofte ikke udvikler deres fulde smag. Meget frugt høstes før tid for netop at undgå, at de rådner undervejs. Men mange processer i frugten er dermed ikke færdigudviklede og kan ikke ’indhentes’ fuldt ud senere, selv hvis frugten modnes med ethylen under transport. Og det går ud over smag og aroma.
”Hvis vi formår at løse problemet med ethylen, tjener det to gode formål. Først og fremmest kan vi mindske det globale problem med madspild. Samtidig kan det gøre det muligt at høste frugt senere i modningsprocessen, så forbrugerne får frugt, der smager som det skal,” slutter Heloisa Bordallo.
Selvom studiet fokuserer på ethylen og fødevarer, peger forskerne på, at forskningsresultaterne også kan få betydning inden for andre teknologier, hvor materialer skal opsamle bestemte gasser.
*
DET VISER STUDIET
- Ethylen er en naturlig plantegas, som mange frugter og grøntsager udskiller, og som styrer deres modning.
- Når ethylen-gas ophobes under transport og opbevaring, kan det forkorte holdbarheden af frugt og grønt betydeligt.
- I studiet har forskerne brugt lermineralet Montmorillonit, som er udbredt, ugiftigt og naturligt forekommende.
- Til at undersøge, hvordan gassen bevæger sig i ler-materialet brugte forskerne avancerede målemetoder med neutroner og røntgenlys samt termiske analyser, hvor materialet varmes op og dets reaktion måles.
- Studiet viser, at kemisk modificeret ler både kan øge optagelsen og fastholdelsen af ethylen.
OM STUDIET
- Den videnskabelige artikel om studiet er publiceret i tidsskriftet Applied Surface Science Advances.
- Følgende forskere har bidraget: Karina Kovalchuk og Leander Michels fra Lawrence Berkeley National Laborator, USA; Will Gates fra Deakin University, Australien; Murillo Martins fra Oak Ridge National Laboratory, USA, G. W. Greene fra La Trobe University, Australien samt Heloisa Bordallo fra Københavns Universitet.
- Forskningen er støttet af Laboratory Directed Research and Development (LDRD) Program på Lawrence Berkeley National Laboratory og Carlsbergfondet.
Nøgleord
Kontakter
Heloisa N. Bordallo
Lektor
Niels Bohr Institutet
Københavns Universitet
bordallo@nbi.ku.dk
21 30 88 29
Maria Hornbek
Kommunikationskonsulent
KU Kommunikation
Københavns Universitet
maho@adm.ku.dk
22 95 42 83
Billeder

Links
Om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Motion giver bedre hjerte-kar-sundhed end fedmemedicin efter vægttab8.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Personer med svær overvægt, der dyrker motion regelmæssigt, får sundere blodkar og lavere inflammation end personer, der kun får vægttabsmedicin, viser nyt studie fra Københavns Universitet.
Sprogbarrierer og kulturclash: Frustrationer hos ukrainske flygtninge over det danske sundhedsvæsen3.7.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere ukrainske flygtninge har søgt alternativ lægehjælp og modtaget medicin fra hjemlandet på trods af hurtig adgang til det danske sundhedsvæsen. Vi risikerer at frustrerede patienter falder igennem, påpeger forskere.
Researchers to teens: get to bed – it’s good for your blood sugar1.7.2026 09:15:38 CEST | Press release
If you’re 18, getting a bit more sleep could matter more than you think. New research from the University of Copenhagen and COPSAC shows that even in healthy young people, longer nights of sleep are linked to more stable blood sugar levels the next day. What’s more, the relationship appears to go both ways. The findings suggest that sleep may play an important role in our metabolism long before conditions such as diabetes develop.
Forskere til teenagere: I seng med jer – det gavner jeres blodsukker!1.7.2026 07:22:00 CEST | Pressemeddelelse
Er du 18 år, kan ekstra søvn betyde mere, end du tror. Ny forskning fra Københavns Universitet og COPSAC viser, at selv hos raske unge hænger længere nattesøvn sammen med et mere stabilt blodsukker dagen efter – og resultaterne peger på, at sammenhængen går begge veje. Dermed tyder det på, at søvn kan spille en vigtig rolle for vores stofskifte, længe før sygdomme som diabetes opstår.
Diagnoser i ADHD og autisme stiger: Ny forskning peger på bredere diagnoser som en vigtig forklaring1.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Langt flere bliver diagnosticeret med ADHD og autisme end tidligere, men et nyt studie fra Københavns Universitet peger på, at den genetiske risiko faktisk er faldet de seneste 20 år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum