Energimarkedet topper blandt forbrugernes problemer
18.6.2026 08:39:16 CEST | Forbrugerrådet Tænk | Pressemeddelelse
Ny stor undersøgelse blandt over 3.000 danskere kortlægger for første gang livet som forbruger i Danmark. Energimarkedet er det område, hvor flest forbrugere oplever problemer - efterfulgt af forsikringsmarkedet og bankmarkedet.

Den nye undersøgelse, Forbrugerbarometeret, tegner et samlet billede af forbrugernes oplevelser og bekymringer i en tid med høje priser, hastig digital udvikling, og hvor store online markedspladser som Temu og Amazon fylder stadig mere.
Energibranchen skiller sig ud som det område, hvor flest forbrugere i 2026 oplever problemer (34 procent). Forsikringsselskaber (30 procent) og banker (26 procent) indtager henholdsvis anden- og tredjepladsen.
”Energibranchen – særligt elmarkedet – har længe været præget af ulovligheder og skandalesager. Derfor er det ikke overraskende, at det netop er her, forbrugerne oplever flest problemer. Der ligger en vigtig opgave i at genvinde forbrugernes tillid for energibranchen, ” siger Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Især oplever forbrugerne problemer med priser, der er svære at gennemskue og sammenligne. Hele 80 procent har oplevet dette på mindst ét marked.
Samtidig oplever mange manglende eller uklar information (60 procent) og vildledende markedsføring (49 procent).
”De markeder, hvor flest forbrugere oplever problemer, er alle kendetegnet ved at være komplicerede produkter, hvor priser kan svære at sammenligne og vilkårene svære at gennemskue. Samtidig er banker, energi og forsikring områder, der fylder meget i husholdningsbudgettet, og derfor kan problemerne ramme ekstra hårdt. Vores undersøgelse viser med al tydelighed, at forbrugerne har brug for bedre beskyttelse og mere gennemsigtighed her, ” siger Winni Grosbøll.
Dagligvarepriser topper forbrugernes politiske dagsorden
Forbrugerrådet Tænk har også spurgt til, hvilke sager forbrugerne mener er de vigtigste lige nu at gøre noget ved politisk. Her topper rimelige priser på dagligvarer listen med 62 procent af alle forbrugere, der vurderer dette som den vigtigste sag.
Rimelige priser på energi (48 procent), beskyttelse mod digital svindel (40 procent) og beskyttelse mod skadelig kemi i produkter (36 procent) er også højt prioriterede politiske sager blandt danske forbrugere.
”Når dagligvarepriser ligger øverst, afspejler det det pres mange danskere har oplevet på deres økonomi. Priserne i supermarkedet mærkes hver dag, og mange oplever, at det er blevet svært at få pengene til at slå til. Det er derfor også meget positivt, at det netop er på dette område, at den nye regering har valgt at sætte ind med bl.a. fjernelse af moms på frugt og grønt og halvering af den generelle fødevaremoms, ” siger Winni Grosbøll.
”Samtidig viser undersøgelsen, at forbrugerne i høj grad efterspørger bedre beskyttelse – både mod digital svindel og mod skadelige stoffer i produkter. Hvis tilliden til markedet skal styrkes, har vi brug for at forsikre forbrugerne mod de mest skadelige stoffer, og styrke oplysningsindsatsen, så man som forbruger nemt og trygt kan vælge et produkt uden uønsket kemi. ”
’Forbrugerbarometeret 2026’ er den første udgave af en tilbagevendende undersøgelse, der fremover vil følge udviklingen i forbrugernes oplevelser og udfordringer.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 3.030 respondenter og udført af Voxmeter i perioden 27. februar til 14. marts 2026 blandt et repræsentativt udsnit af danskerne.
Nøgleord
Kontakter
Jakob Steensen NielsenPresseansvarligForbrugerrådet Tænk
Tlf:2588 2016jsn@fbr.dkVedhæftede filer
Om Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk er en uafhængig medlemsorganisation. Vi varetager vores cirka 90.000 personlige medlemmer og 24 medlemsorganisationer og forbrugergruppers interesser. Vi arbejder for, at det skal være trygt at være forbruger i Danmark. Hvert år tester vi tusindvis af produkter, og vi er med, når politikerne laver nye love, der påvirker forbrugernes rettigheder. Vi repræsenterer også forbrugernes interesser i cirka 300 danske og internationale organisationer, råd, nævn og udvalg.
Følg pressemeddelelser fra Forbrugerrådet Tænk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forbrugerrådet Tænk
Nyt udspil: Det skal være lettere og billigere at investere opsparingen3.11.2026 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Fire ud af ti forbrugere ville gerne investere i værdipapirer, hvis det var lettere at gennemskue omkostningerne. Derfor vil Forbrugerrådet Tænk og Dansk Aktionærforening med nyt udspil forsimple skattereglerne og gøre det langt nemmere at se, hvad man betaler for at investere opsparingen.
Forbrugerrådet Tænk klager over Red Bulls samarbejde med influenceren Rasmus Søndergaard6.10.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Red Bull markedsfører energidrikke til børn og unge, når de samarbejder med influenceren Rasmus Søndergaard. Det vurderer Forbrugerrådet Tænk, der derfor klager over influencersamarbejdet til Forbrugerombudsmanden.
Google får milliardbøde efter klage fra forbrugerorganisationer21.9.2026 11:38:44 CEST | Pressemeddelelse
Den irske databeskyttelsesmyndighed DPC giver Google en bøde på 403 millioner euro eller over tre milliarder kroner for ulovlig behandling af brugernes lokationsdata. Afgørelsen kommer efter en klage fra europæiske forbrugerorganisationer, herunder Forbrugerrådet Tænk.
Danskerne bakker fortsat op om nulmoms på frugt og grønt15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flertallet af danskerne mener, at regeringen bør holde fast i forslaget om nulmoms på frugt og grønt. Det gælder både blandt regeringen, støttepartierne og oppositionens vælgere.
Elkunder vender ryggen til aconto efter konkursskandaler25.8.2026 09:59:05 CEST | Pressemeddelelse
Kun få forbrugere ønsker at betale forud for deres strøm. En ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk viser, at et stort flertal foretrækker bagudrettet betaling, og organisationen opfordrer derfor til at udfase aconto på elmarkedet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum