Nyt logo skal gøre Region Østdanmark genkendelig fra dag ét
17.6.2026 10:00:00 CEST | Region Østdanmark | Pressemeddelelse
Når du fra den 1. januar 2027 ser en ambulance, får en indkaldelse til kontrol i Digital Post eller kører forbi et af hospitalerne i den nye Region Østdanmark, vil du kunne møde det nye logo. Det skal gøre det let for borgere, patienter og medarbejdere at genkende den nye region.

Region Østdanmark erstatter Region Hovedstaden og Region Sjælland og bliver ansvarlig for sundhedsvæsenet og de øvrige regionale opgaver øst for Storebælt. For borgerne vil overgangen i første omgang især være synlig gennem det nye navn og det nye logo.
- Et nyt logo kan måske virke som en lille ting. Men det er også en synlig illustration af, at sundhedsvæsenet i de to tidligere regioner nu er samlet i én region med et fælles ansvar for borgerne, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.
Logoet vil gradvist blive taget i brug på blandt andet bygninger, skilte, køretøjer, uniformer, hjemmesider og patientinformation. Det symboliserer Region Østdanmarks seks nye sundhedsråd og mødet mellem regionen og de mennesker, den er sat i verden for at hjælpe.
- Logoet skal hjælpe borgere og medarbejdere med at genkende den nye organisation, men det symboliserer også noget større. Ambitionen med Region Østdanmark er at skabe et sundhedsvæsen med mere sammenhæng, større lighed og tilbud, der kommer tættere på borgerne. Vi bygger videre på de stærke hospitaler og sundhedstilbud, som borgerne kender i dag, men vi skal samtidig bruge den nye region til at skabe et sundhedsvæsen tættere på borgerens hjem og hverdag, siger Lars Gaardhøj.
Enkelt visuelt design og let at udskifte
Der har i udviklingen været fokus på at skabe et logo, som kan anvendes på tværs af regionens mange aktiviteter, og som er let at indarbejde i takt med, at nuværende materialer og løsninger alligevel bliver opdateret.
Det nye logo tages i brug gradvist og med fokus på en ansvarlig anvendelse af ressourcerne. Målet er, at borgerne fra januar møder Region Østdanmark på de vigtigste platforme og kontaktpunkter, så overgangen til den nye region bliver tydelig og let at genkende.
Logoet vil fra årsskiftet blandt andet blive taget i brug på indkaldelsesbreve, hjemmesider, udendørs skilte ved hospitalerne samt på Regionshuset i Sorø og Regionsgården i Hillerød. Ambulancer og øvrige køretøjer vil også løbende skifte logoer og få et ens og genkendeligt udseende på tværs af den nye region.
Andre steder vil overgangen ske i takt med almindelig udskiftning og genbestilling. Det gælder blandt andet uniformer, medarbejderkort og sundhedskort, så eksisterende materialer fortsat anvendes, hvor det er muligt, frem for at blive udskiftet på én gang.
Som borger vil man således også i 2027 stadig kunne blive mødt af læger, sygeplejersker, sekretærer og portører med de to tidligere regioners logo på uniformen, da det er besluttet at det nye logo først sættes på uniformer, når de alligevel skal udskiftes.
Fakta
- Region Østdanmark erstatter 1. januar 2027 Region Sjælland og Region Hovedstaden. Regionen får ca. 2,78 millioner indbyggere (svarende til 46 % af Danmarks befolkning). Og vil have et regionsråd med 47 medlemmer som politisk ledelse. Logoet vil gradvist blive taget i brug på bygninger, køretøjer, uniformer, digitale løsninger og patientinformation.
- Det nye logo og visuelle identitet er udviklet i samarbejde med designtrioen Jacob Kahlen, Martin Hansen og Jens Kajus fra Kahlen/Hansen og Jens Kajus Studio.
- Implementeringen sker løbende i takt med almindelig udskiftning og opdatering af materialer, hvor det er muligt.
- Formålet med logoet er at skabe en tydelig og genkendelig identitet for den nye region for borgere, patienter og medarbejdere.
Læs mere om den kommende Region Østdanmark.
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Hospitalslæger rykker tættere på borgerne23.10.2026 16:05:04 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsråd Østsjælland og Øerne har godkendt en model for lægedækning på de 179 kommende sundheds- og omsorgspladser. Modellen bygger videre på et eksisterende samarbejde mellem Sjællands Universitetshospital og de nordlige kommuner.
Nyt tilbud skal sikre hurtigere hjælp til unge med angst og depression7.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt behandlingstilbud i Region Østdanmark skal gøre vejen til hjælp kortere og nemmere for unge mellem 18 og 24 år med let til moderat angst eller depression. Med flere behandlingsmuligheder, herunder digitale forløb og individuel behandling tættere på de unge, skal tilbuddet sikre hurtigere og mere fleksibel hjælp.
Bornholms Hospital fastansætter lokal og erfaren direktør5.10.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter to år som vicedirektør og de seneste seks måneder som konstitueret direktør sætter Iben Kyhn Riis sig permanent i direktørstolen på det lokale hospital, som er med til at binde øen sammen
Udsatteråd styrker de sårbares stemme i ny region30.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De mest socialt udsatte borgere skal høres og være tydelige for Region Østdanmarks politikere. Nyt Udsatteråd kobler organisationer og folk med viden om området sammen med det politiske niveau i den nye region.
Nyt budget giver plads til at udvikle Region Østdanmark17.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Epx, sammenhængende kollektiv trafik og beskyttelse af drikkevandet er blandt prioriteringerne i Region Østdanmarks første budget for regional udvikling. Samtidig giver budgettet et solidt økonomisk udgangspunkt for at sætte en god retning for den nye region.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum