Ny forskning kortlægger uærlighed i parforholdet – og konsekvenserne af den
26.6.2026 11:19:49 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Fra små hvide løgne til utroskab: Uærlighed i romantiske relationer er et komplekst fænomen, som kan komme til udtryk på mange måder. Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at uærlighed ofte skaber mistillid og frustration, men også, at det i visse tilfælde kan hjælpe par med at løse deres problemer og styrke relationen.

Ærlighed er fundamentet for et sundt parforhold, mener de fleste. Ikke desto mindre er det meget få mennesker, der kan sige, at de ikke har tilbageholdt information, pyntet på sandheden eller undgået en svær samtale med deres partner.
Et nyt ph.d.-projekt fra Københavns Universitet identificerer forskellige former for uærlighed mellem partnere og peger på, at uærlighed ikke altid har de samme konsekvenser. Studiet bygger på tre delundersøgelser med både kvalitative interviews, spørgeskemadata og dagbogsdata fra par.
”Uærlighed fører ofte til tvivl og mistillid, som kan være skadeligt for et forhold. Men paradoksalt nok kan uærlighed også skabe mulighed for læring og udvikling,” siger Rachele Mazzini, ph.d. og forfatter bag afhandlingen.
Hun understreger, at uærlighed ikke kan forstås isoleret:
”Uærlighed opstår ikke i et tomrum. Den er indlejret i relationens dynamik og udspringer ofte af mønstre i forholdet frem for enkeltstående handlinger.”
Mønstre og dynamikker
I en af afhandlingens undersøgelser beskrev 656 amerikanske deltagere episoder med uærlighed i nuværende eller tidligere parforhold. På baggrund af analyser af de data har Rachele Mazzini og hendes kolleger udviklet en samlet ramme for at forstå uærlighed og dens former, indhold, motiver og konsekvenser.
Analysen afdækker en række tilbagevendende mønstre. Et af dem er en såkaldt ond cirkel, hvor partneres uærlighed gensidigt forstærker hinanden, eksempelvis ved hævn eller ved, at en løgn kræver nye løgne for at blive opretholdt.
Et andet mønster kaldes “slow burn”. Her oplever personer indledningsvis spænding ved at være uærlige, men udvikler over tid skyld og skam, som påvirker både egen og partnerens trivsel negativt.
”Selvom vi ikke har testet det i praksis, mener vi, at viden om disse mønstre kan være relevant for terapeuter, der arbejder med par i krise,” siger Rachele Mazzini.
Positiv uærlighed
Studiet viser også, at uærlighed ikke altid er drevet af negative intentioner. Den kan opstå som følge af ønsket om at beskytte sig selv eller partneren.
”Man antager ofte, at uærlighed altid er destruktiv. Men vores resultater tyder på, at uærlighed i nogle tilfælde kan være med til at bevare relationen, for eksempel ved at undgå unødige konflikter eller såre følelser,” forklarer Rachele Mazzini.
I nogle tilfælde kan uærlighed endda blive et positivt vendepunkt:
”For nogle par fungerer uærlighed overraskende nok som et wakeupcall, der får dem til at tage fat på problemer, de ellers ikke ville have håndteret.”
Kan vi gennemskue uærlighed?
Et andet studie i afhandlingen omfatter 120 par fra fem lande, som i en uge dagligt rapporterede, om de selv havde været uærlige, og om de mente, deres partner havde været det.
Resultaterne viser, at uærlighed generelt forekommer relativt sjældent, under 20 procent af dagene. Samtidig er partnere overordnet set gode til at vurdere, om der er uærlighed i forholdet, men primært fordi de fleste dage er uden uærlighed.
Når uærlighed faktisk forekommer, er den derimod sværere at opdage. Deltagerne overså den ofte eller mistænkte uærlighed, uden at den var til stede.
Studiet viser også, at par, der allerede oplever uærlighed, adskiller sig fra andre:
”Interessant nok adskilte de par, der allerede oplevede uærlighed, da undersøgelsen begyndte, sig fra andre par. De rapporterede lavere tillid og følte sig oftere bedraget, selv før der havde været konkrete episoder med uærlighed,” forklarer Rachele Mazzini.
”Det bekræfter, at uærlighed ikke kun handler om enkeltstående hændelser og ikke opstår i et tomrum. Den afspejler ofte dybere dynamikker i relationen, som adskiller nogle par fra andre,” slutter forskeren.
Nøgleord
Kontakter
Ph.d. Rachele Mazzini
Institut for Psykologi
E-mail: rama@psy.ku.dk
M: 50 30 69 57
NB: Rachele taler ikke dansk og foretrækker at blive interviewet på engelsk.
Kommunikationskonsulent Carsten Munk Hansen
KU Kommunikation
E-mail: carstenhansen@adm.ku.dk
M: 28 75 80 23
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Motion giver bedre hjerte-kar-sundhed end fedmemedicin efter vægttab8.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Personer med svær overvægt, der dyrker motion regelmæssigt, får sundere blodkar og lavere inflammation end personer, der kun får vægttabsmedicin, viser nyt studie fra Københavns Universitet.
Sprogbarrierer og kulturclash: Frustrationer hos ukrainske flygtninge over det danske sundhedsvæsen3.7.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere ukrainske flygtninge har søgt alternativ lægehjælp og modtaget medicin fra hjemlandet på trods af hurtig adgang til det danske sundhedsvæsen. Vi risikerer at frustrerede patienter falder igennem, påpeger forskere.
Researchers to teens: get to bed – it’s good for your blood sugar1.7.2026 09:15:38 CEST | Press release
If you’re 18, getting a bit more sleep could matter more than you think. New research from the University of Copenhagen and COPSAC shows that even in healthy young people, longer nights of sleep are linked to more stable blood sugar levels the next day. What’s more, the relationship appears to go both ways. The findings suggest that sleep may play an important role in our metabolism long before conditions such as diabetes develop.
Forskere til teenagere: I seng med jer – det gavner jeres blodsukker!1.7.2026 07:22:00 CEST | Pressemeddelelse
Er du 18 år, kan ekstra søvn betyde mere, end du tror. Ny forskning fra Københavns Universitet og COPSAC viser, at selv hos raske unge hænger længere nattesøvn sammen med et mere stabilt blodsukker dagen efter – og resultaterne peger på, at sammenhængen går begge veje. Dermed tyder det på, at søvn kan spille en vigtig rolle for vores stofskifte, længe før sygdomme som diabetes opstår.
Diagnoser i ADHD og autisme stiger: Ny forskning peger på bredere diagnoser som en vigtig forklaring1.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Langt flere bliver diagnosticeret med ADHD og autisme end tidligere, men et nyt studie fra Københavns Universitet peger på, at den genetiske risiko faktisk er faldet de seneste 20 år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum