LB Forsikring

AI skal forbedre GirlTalks rådgivning

16.6.2026 10:32:23 CEST | LB Forsikring | Pressemeddelelse

Del

Med en ny bevilling på 1,8 mio. kr. fra LB Foreningen kan GirlTalk nu både øge antallet af rådgivningssessioner og forbedre kvaliteten af deres rådgivning. Med projektet vil GirlTalk undersøge, hvordan AI kan understøtte deres rådgivning, styrke kvaliteten i deres indsatser og gøre dem endnu bedre rustet til at hjælpe de mange piger, der rækker ud efter støtte.

GirlTalk får 1,8 mio. kr. fra LB Foreningen til at opbygge AI hjælpeværktøj til gavn for piger og unge kvinder.
GirlTalk får 1,8 mio. kr. fra LB Foreningen til at opbygge AI hjælpeværktøj til gavn for piger og unge kvinder. GirlTalk

Hvert år møder GirlTalk tusindvis af piger gennem deres forskellige rådgivningstilbud. Flest kommer ind via den anonyme chatrådgivning, og her vil man nu med introduktionen af en AI-platform understøtte de frivillige rådgivere endnu bedre ved at skabe bedre overblik, genkende tendenser på tværs af de mange samtaler og dermed kunne forbedre den løbende uddannelse af de frivillige.

I GirlTalk er man bevidst om det dilemmafyldte i brugen af AI i relation til sårbare unge kvinder og piger: ”Flere unge søger i dag råd hos AI-chatbots om svære følelser, relationer og livsudfordringer. Det kalder på opmærksomhed. For AI kan ikke erstatte den menneskelige støtte, erfaring og faglighed, som møder pigerne i GirlTalks rådgivning. Men AI kan være et stærkt hjælpeværktøj. AI kan blandt andet hjælpe med at skabe overblik over komplekse samtaler, identificere mønstre og styrke vores viden om de udfordringer, pigerne fortæller os om,” forklarer Anders Gravesen, programleder i GirlTalk.

Projektet, som har titlen: "Bedre hjælp til unge piger i mistrivsel", er blevet muligt gennem en bevilling på 1,8 mio. kr. fra LB Foreningen. Det bygger ovenpå en tidligere bevilling fra LB Foreningen på knap 3 mio. kr. som GirlTalk modtog i 2025, der skulle øge antallet rådgivningssessioner i GirlTalks rådgivning. I LB Foreningen ser man frem til at se hvordan introduktionen af AI kan skabe nye muligheder for rådgivning og understøttelse af frivillige til gavn for målgruppen.

”Der er meget debat om udfordringerne med AI, og der er ingen tvivl om, at det er et dilemmafyldt område, hvor der er mange faldgruber. Der er dog også mange muligheder for at bruge AI til det gode. Vi ser meget potentiale i at udnytte kraften fra AI til at skabe bedre muligheder for frivillige og ultimativt kunne hjælpe flere unge kvinder,” siger Lars Busk Hansen, formand i LB Foreningen.

AI-platformen, der også benyttes af Børns Vilkår, forventes at være fuldt indfaset ved udgangen af 2027.

Kontakter

Mikkel KlausenChef for Uddelinger, Udvikling & Kommunikation, LB Foreningen

Tlf:24282110mikl@lb.dk

Anders GravesenProgramlederGirlTalk

Tlf:44182243

OM LB FORENINGEN

LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 465.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring.

Vi samler medlemmerne om ejerskabet af LB Forsikring gennem et velfungerende medlemsdemokrati.

Hvert år støtter og styrker vi fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr. – fra skolepatruljer og grønne nabofællesskaber til borgermøder og værkstedscaféer

OM GIRLTALK

GirlTalks mission er at forebygge og afhjælpe mistrivsel blandt piger og unge kvinder og skabe bedre pigeliv ved at styrke deres selvværd og tilbyde støtte til dem, der har det svært. Dette opnås gennem landsdækkende, anonym sms- og chatrådgivning, opbygning af lokale fællesskaber i gruppeforløb, foredrag samt on- og offline mobilisering af målgruppen. GirlTalk arbejder også med at klæde nære voksne omkring de unge på til at støtte pigernes trivsel.

GirlTalks vision er, at ingen piger skal stå alene. Alle GirlTalks indsatser er baseret på en stærk psykosocial faglighed, kvalitetssikring og løbende evaluering, og vi lægger vægt på at skabe tidlig opsporing og brobygning til andre positive fællesskaber. GirlTalk får mere end 8000 henvendelser om året i vores rådgivning for unge, og i 2026 afholdes mere end 90 gruppebaserede fællesskaber, der engagerer op mod 600 piger. Desuden afholdes foredrag og workshops på skoler og uddannelsesinstitutioner over hele landet.

Følg pressemeddelelser fra LB Forsikring

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra LB Forsikring

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye