Kirstine Hvid Greve modtager DI Randers-Norddjurs' Lærlingepris 2026

9.6.2026 12:42:42 CEST | DI Randers-Norddjurs | Pressemeddelelse

Del

Kirstine Hvid Greve har gennem sin læretid som tømrer hos JS-Byg i Auning vist, hvad faglighed, engagement og mod kan føre til. Hun blev regionsmester i 2025, blev udtaget til DM i Skills 2026 og har desuden gennemført et halvt års praktikophold hos en tømrervirksomhed USA. Nu modtager hun DI Randers-Norddjurs’ Lærlingepris 2026.

Kirstine Hvid Greve var en fortjent, men overrasket vinder af Lærlingeprisen Randers-Norddjurs. Hun kendte på forhånd intet til fejringen af hende tirsdag på virksomheden. Fra venstre: Jacob Skipper (indehaver af JS-Byg), Kirstine Hvid Greve (vinder), Stinne Thorsen Kvorning (formand for Erhvervs-, vækst- og klimaudvalget i Norddjurs Kommune), Peter Bogh Lindgaard (direktør i DermaPharm A/S og bestyrelsesleder i DI Randers-Norddjurs)
Kirstine Hvid Greve var en fortjent, men overrasket vinder af Lærlingeprisen Randers-Norddjurs. Hun kendte på forhånd intet til fejringen af hende tirsdag på virksomheden. Fra venstre: Jacob Skipper (indehaver af JS-Byg), Kirstine Hvid Greve (vinder), Stinne Thorsen Kvorning (formand for Erhvervs-, vækst- og klimaudvalget i Norddjurs Kommune), Peter Bogh Lindgaard (direktør i DermaPharm A/S og bestyrelsesleder i DI Randers-Norddjurs) DI

DI Randers-Norddjurs uddeler hvert år Lærlingeprisen for at anerkende unge, der gør en særlig forskel på deres arbejdsplads og i deres fag. I år går prisen til 21-årige Kirstine Hvid Greve, som efter sin læretid hos JS-Byg ApS i Auning nu er er tømrersvend samme sted.

Gennem hele sin læretid har Kirstine markeret sig med høj faglighed, stort engagement og en stærk arbejdsmoral. Samtidig beskrives hun som en lærling, der bidrager positivt til fællesskabet og skaber god energi omkring sig på arbejdspladsen.

Kirstines resultater taler for sig selv. Regionsmesterskabet i 2025 sikrede hende en plads ved DM i Skills 2026, og da hun selv fandt en læreplads hos en tømrervirksomhed i delstaten South Dakota, greb hun chancen for et halvt års praktikophold i USA uden tøven. Her arbejdede hun side om side med amerikanske kollegaer og kunne både lære fra sig og lære nyt.

Det var indehaver af JS-Byg ApS, Jacob Skipper, der indstillede Kirstine til prisen.

”Kirstine er bare en fornøjelse at have som lærling. Hun møder altid op med et smil, tager ansvar og vil virkelig gerne lære. Samtidig er hun typen, der får hverdagen til at glide lidt lettere for alle andre omkring hende. Hun er dygtig til sit fag, men hun er mindst lige så stærk som kollega og menneske,” siger Jacob Skipper.

Prisen blev overrakt af Peter Bogh Lindgaard, direktør i DermaPharm A/S og bestyrelsesleder i DI Randers-Norddjurs. Norddjurs Kommune var repræsenteret ved formanden for Erhvervs-, vækst- og klimaudvalget Stinne Thorsen Kvorning. Overrækkelsen fandt sted hos JS-Byg i Auning den 9. juni 2026.

Peter Bogh Lindgaard fremhæver Kirstines store faglige talent og ikke mindst at hun har hjertet med.

”Det særlige ved Kirstine er, at hun både har talentet og den helt rigtige indstilling. Hun arbejder hårdt, er nysgerrig og bliver hele tiden dygtigere, men hun har også hjertet med. Og det betyder noget. For faglighed er vigtig, men det er menneskerne omkring os også. Kirstine er en af dem, der løfter stemningen og fællesskabet på en arbejdsplads,” siger Peter Bogh Lindgaard.

Stinne Thorsen Kvorning lagde heller ikke skjul på sin anerkendelse af Kirstines indsats.

“Kirstine Hvid Greve er et stærkt eksempel på den retning, vi arbejder målrettet for i Norddjurs Kommune: flere dygtige faglærte og et tæt samspil mellem uddannelse og erhvervsliv. Hun kombinerer høj faglighed, engagement og ansvar – til gavn for både sin arbejdsplads og fællesskabet. I en tid med stigende mangel på faglært arbejdskraft er hun en vigtig rollemodel, der viser, at erhvervsuddannelser er afgørende for vores vækst og udvikling. Derfor er hun en særdeles værdig modtager af Dansk Industris Lærlingepris.”

Kirstine har afsluttet sin EUX-uddannelse som tømrer fra Tradium Randers den 27. marts 2026.

Det er lokale virksomheder i Randers- og Norddjurs Kommune der indstiller deres lærlinge og elever til prisen.

Fakta om virksomheden

JS-Byg ApS:

JS-Byg ApS er en tømrer-, snedker- og entreprenørvirksomhed med adresse på Energivej 10 i Auning. Virksomheden løser opgaver inden for nybyggeri, renovering og erhvervsbyggeri og arbejder i hele Danmark.

Fakta om Lærlingeprisen

DI’s Lærlingepris gives til lærlinge og elever, som har udmærket sig fagligt og/eller socialt på deres læreplads. Med prisen ønsker DI at sætte fokus på vigtigheden af erhvervsuddannelser og give anerkendelse til unge, der er med til at styrke virksomhedernes fremtid. Prisen uddeles årligt i DI’s regionale foreninger.

Kontakter

Michael Jul-Nørup Pedersen, Seniorchefkonsulent i Dansk Industri, telefon 33 77 45 88
Jacob Skipper, direktør og ejer i JS-byg ApS, telefon 20 74 24 79

For yderligere information om DI Randers-Norddjurs: Konsulent Gordon Trier Holm Mail: gth@di.dk Tlf. 3377 3986 Mobil: 2949 4606 Sekretær Nadia Bartoft Lind Mail: nabl@di.dk Tlf. 3377 3309

Følg pressemeddelelser fra DI Randers-Norddjurs

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Randers-Norddjurs

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye