Bliv en del af Hamlets univers på Kronborg
9.6.2026 14:02:36 CEST | Kronborg Slot | Pressemeddelelse
På Kronborg kan du hele sommeren opleve nøglescener fra Shakespeares legendariske tragedie Hamlet blive fortolket på nye måder og på et sprog, du rigtig forstår. Kom og oplev det imponerende UNESCO-verdensarvsslot blive vækket til live, og oplev Shakespeares mesterværk lige der, hvor den berømte dramatiker satte scenen.

At være eller ikke at være?
Der vil aldrig komme et entydigt svar på det verdenskendte spørgsmål. Men efter en sommerdag på Kronborg under Hamlet Highlights vil du måske komme det lidt nærmere.
Fra 27. Juni – 31. August 2026 kan du nemlig komme helt ind under huden på den verdenskendte tragedie af William Shakespeare. Flere gange i løbet af dagen opfører vi nøglescener fra historien om Hamlet, Claudius, Gertrude, Ophelia og det “rådne” danske renæssancehof. De udvalgte scener er omskrevet til nutidsengelsk og bliver fortolket af de to instruktører Thomas Hwan og Anders Kristian Aamodt på en måde, så alle kan være med.
“I alle Shakespeares stykker er der noget at kæmpe for. Men ingen af dem indeholder flere menneskelige dilemmaer end Hamlet. En af grundfortællingerne i Hamlet handler om, hvad der sker med os, hvis vi lader os guide helt af vores følelser - hvad sker der, hvis vi er fuldstændig kompromisløse i vores jagt på det, vi ønsker allermest? Som jo i Hamlets tilfælde er at hævne sin myrdede far,” siger instruktør Thomas Hwan.
Hamlet Highlights byder ikke på én samlet forestilling. I stedet vil scenerne rulle hen over dagen, så man som gæst kan træde ind i fortællingen uanset, hvornår man ankommer. Scenerne udspiller sig i dansesalen og i slotsgården, hvor du som besøgende f.eks. vil møde den morderiske Claudius, den fortvivlede Hamlet eller den skrøbelige Ophelia.
“At turde gå efter det, vi ønsker dybest inde, selv om det måske ødelægger os, tror jeg, er en drift, en længsel, vi alle har i os. Og hvem ville vi være, hvis vi turde stå op for os selv og kæmpe - måske til døden - for de principper, vi synes, ikke bare er rigtige, men fuldstændig grundlæggende for det at være menneske? Det er det store spørgsmål i Hamlet. Og for mig er det et dilemma, der er utrolig aktuelt i dag, hvor magtbalancer genforhandles og den gamle verdensorden bliver udfordret. For hvor langt ville du selv gå for at kæmpe for det, for den verden, du ønsker?” siger Thomas Hwan.
Folkelig fortolkning af Hamlet
I år tager vi til Hamlet Highlights et nyt greb i brug – nemlig The Hamlet Shuffle. Her kan man som publikum trække scener, som skuespillerne improviserer live. Dermed bliver det klassiske skuespil gjort mere tilgængeligt på en måde, der både er interessant for dem med og uden forhåndskendskab til Hamlet.
"Kronborg er det mest autentiske sted at opleve Hamlet - det var jo lige her på dette slot og ved det danske renæssancehof, at Shakespeare valgte at lade sin udødelige fortælling udspille sig. Hamlet Highlights kommer til at vække Kronborg til live på en ny måde og du vil som gæst kunne fornemme, hvordan livet på det her fantastiske slot var. Det bliver ret magisk," siger Mia Ramsing Jensen, der er museumsinspektør på Kronborg.
Et slot fyldt med drama
Shakespeare har nok ikke selv været på Kronborg. Men måske har nogle af skuespillerne fra de omrejsende skuespillertrupper, der optrådte på slotte rundt omkring i Europa dengang, fortalt historier om Kronborg, som Shakespeare har ladet sig inspirere af.
"Kronborgs placering ved indsejlingen til Øresund gjorde slottet til et af renæssancens vigtigste magtcentre. Her kunne den danske konge kontrollere en af Europas mest trafikerede handelssejlruter, opkræve told og demonstrere sin magt overfor resten af verden. Frederik 2. byggede et pragtslot, der fungerede som fæstningsanlæg og samtidig dannede rammen om hoffets pomp og pragt. Derfor har Kronborg været et ideelt bagtæppe for et storladent drama om magt, hævn og moral," siger Mia Ramsing Jensen.
Hele sommeren vil gæster kunne fordybe sig i Shakespeares Hamlets univers og få en fornemmelse af livet ved et hof præget af rigdom, magt og store ambitioner. Derudover vil gæster som altid kunne bevæge sig rundt i slottes sale, nyde sommersolen ved vandkanten og de mange spektakulære udsigter fra det Unesco-listede slot.
Hamlet Highlights kan opleves fra 27. juni til 31. august 2026 og vises dagligt mellem kl. 11:00 og kl. 16:00.
Læs mere her: https://kronborg.dk/begivenheder/hamlet-highlights
Nøgleord
Kontakter
Barbara HiltonPressekoordinator
Tlf:+4541206808bahi@natmus.dkBilleder
Om Kronborg Slot
På det smalleste næs mellem Sveriges og Danmarks kyster tårner Kronborg. Renæssanceslottet lyser op med sine spir, tårne, søjler, sandsten og kobbertage. Kronborg er et slot i særklasse og udnævnt til verdensarv af UNESCO
Følg pressemeddelelser fra Kronborg Slot
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kronborg Slot
Kronborg Slot åbner ny fotoudstilling om mødre og døtre fra 1600-tallet til i dag28.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Åbning: 26. september 2025 Gratis adgang under Helsingørs Kulturnat samme aften Den 26. september åbner Kronborg Slot dørene til MØDRE // DØTRE, en ny fotoudstilling, der fortæller om båndet mellem mødre og døtre. Gennem portrætter af 15 nulevende danske kvinder og deres døtre – samt to historiske kvinder fra Kronborgs fortid – undersøges moderskabets og kvindelivets mange facetter: kærlighed, nærvær, tab, sorg, skyld, konflikter og relationer på tværs af generationer.
Et brag af en fest på Kronborg Slot15.5.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I renæssancen dannede Kronborg rammen om fyrstelige fester, hvor de danske konger viste sig frem for Europas elite. Slottets nye udstilling FEST dykker ned i fortidens udskejelser, hvor magt, pragt og rigeligt med våde varer smelter sammen i et overdådigt og udsvævende univers. Udstillingen åbner på lørdag, d. 17. maj 2025.
Et brag af en fest på Kronborg Slot22.4.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I renæssancen dannede Kronborg rammen om fyrstelige fester, hvor de danske konger viste sig frem for Europas elite. Slottets nye udstilling FEST dykker ned i fortidens udskejelser, hvor magt, pragt og rigeligt med drikkevarer smelter sammen i et overdådigt og udsvævende univers. Udstillingen kan opleves fra 17. maj 2025.
Nye aktiviteter for hele familien på Kronborg i vinterferien4.2.2025 09:56:55 CET | Pressemeddelelse
I vinterferien åbner Kronborg de gamle porte for nye aktiviteter. Her kan store og små gå i kongernes og dronningernes fodspor for en dag, og blandt andet kan fyre en luftkanon af, skrive med fjerpen eller tage en snak med en næsvis papegøje.
Kronborg Slot vinder pris11.3.2024 07:12:44 CET | Pressemeddelelse
Kronborg Slot i Helsingør har vundet en pris for at skabe en nyskabende, overraskende og anderledes måde at formidle historie og kulturarv.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



