Missionsrettede investeringer bidrog i 2025 til at undgå udledning af 75.480 ton CO2
8.6.2026 09:25:50 CEST | Realdania | Pressemeddelelse
Realdania har nået sit strategiske mål om at placere fem procent af den kommercielle investeringsformue i missionsrettede investeringer. En ny rapport viser, at investeringerne i 2025 har bidraget til bl.a. at undgå udledning af 75.480 ton CO2, markant reducering af energiforbrug og omdirigering af 24.000 ton affald fra deponering.

Realdania øgede i 2025 porteføljen af missionsrettede investeringer fra 1.158 mio. kr. til 1.452 mio. kr. Dermed har den filantropiske forening indfriet sit strategiske mål om, at fem procent af den kommercielle investeringsformue skal være placeret i investeringer, der både leverer et konkurrencedygtigt økonomisk afkast og understøtter Realdanias filantropiske arbejde.
I løbet af 2025 gennemførte Realdania fem nye investeringer, og porteføljen tæller nu i alt 24 missionsrettede investeringer. En ny rapport gennemgår og vurderer de missionsrettede investeringer i porteføljen herunder deres bidrag med konkrete og målbare resultater.
875.000 m2 renoveret
De missionsrettede investeringer bidrog i 2025 til at undgå udledning af 75.480 ton CO2 – mere end året før og svarende til den årlige udledning fra omkring 6.000 danskere.
Investeringerne var samtidig med til at omdirigere cirka 24.000 ton affald fra deponering og skabe energibesparelser svarende til omkring 7.000 danskeres årlige energiforbrug. Derudover blev 875.000 kvadratmeter bygninger renoveret gennem investeringerne i 2025 – svarende til cirka 122 fodboldbaner.
”Vi står midt i en enorm omstilling af det byggede miljø. Hvis vi for alvor skal flytte noget på klima- og ressourceforbruget, kræver det, at vi både udvikler nye løsninger og er med til at få dem ud at leve i markedet. Det er præcis det, de missionsrettede investeringer gør muligt. Vi investerer i virksomheder og projekter, som kan være med til at reducere CO2-udledninger, energiforbrug og affald – samtidig med at de skaber et økonomisk afkast. For os handler det om at bruge hele Realdanias værktøjskasse til at drive en positiv udvikling,” siger Kenneth Lillelund Winther, investeringsdirektør i Realdania.
Tidligere militær kaserne i Milano
Realdania har i 2025 foretaget missionsrettede investeringer i bl.a. to europæiske ejendomsprojekter, hvor transformation skal give eksisterende bygninger nyt liv i Italien og Belgien.
I Milano skal en tidligere militær kaserne skifte identitet. I bydelen Bicocca ligger området, der i flere år har det stået ubrugt hen – men nu skal det omdannes til et nyt, levende bykvarter. Den tidligere kaserne dækker omkring 96.000 kvadratmeter og skal transformeres til en blandet bydel med ejer- og lejeboliger, studieboliger, detailhandel, offentlige funktioner og grønne fællesrum.
Også i Belgien skal der pustes nyt liv i tomme bygninger. Her har Realdania sammen med Patrizia Sustainable Communities investeret i Re-Store – et strategisk partnerskab mellem ejendomsudvikleren Revive og kapitalforvalteren Patrizia. Ambitionen er at opkøbe og omdanne forældede kontorbygninger i Belgien til moderne boliger med høj kvalitet og energieffektivitet i nye, attraktive boligmiljøer.
”Der ligger et stort potentiale i de bygninger og byområder, som i dag står tomme eller er blevet overhalet af tiden. Det er eksempler på investeringer, vi laver, for at reducere klimaaftrykket og bidrage til levende byområder med plads til flere boliger, fællesskaber og hverdagsliv. Det er en højaktuel dagsorden i mange europæiske byer, hvor behovet for boliger vokser, og her ønsker vi at bidrage til løsninger, der både skaber liv og bruger ressourcerne bedre,” siger Kenneth Lillelund Winther.
Fjerde effektrapport for missionsrettede investeringer
Det er fjerde år, at Realdania opgør effekten af de missionsrettede investeringer i en samlet rapport. Rammeværket bag effektmålingerne er udviklet i samarbejde med The Footprint Firm, som også står bag beregningerne.
Kontakter
Christian KehlerPresse- og kommunikationspartner
Tlf:21 94 07 10cke@realdania.dkLinks
Om Realdania
Realdania er en filantropisk forening med ca. 195.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø - forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Det er f.eks. byudvikling, byggeri og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Realdania har siden år 2000 støttet omkring 5.500 projekter med 24,6 mia. kr. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem.
Følg pressemeddelelser fra Realdania
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Realdania
Ny undersøgelse: Danmark er det land i EU, hvor der er størst forskel på unges og ældres livskvalitet21.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er det land i EU, hvor gabet i livskvalitet mellem unge og ældre er størst. Det viser en ny undersøgelse om unges livskvalitet fra den filantropiske forening Realdania, der også peger på den første bolig som et af de steder, der kan have betydning for unges trivsel og livskvalitet.
Ansøg Underværker og skab rammerne om jeres fællesskab1.10.2026 10:14:04 CEST | Pressemeddelelse
Realdanias indsats, Underværker, er igen åbnet for ansøgninger. Frivillige ildsjæle og foreninger i hele Danmark kan søge op til 1,2 mio. kr. til et byggeprojekt, der giver nyt liv, nye aktiviteter og nye mødesteder i lokalsamfundet. Fristen er onsdag den 3. februar 2027.
Cirkulært byggeri: Ny analyse kortlægger 7,5 mio. ton byggeaffald17.9.2026 08:18:22 CEST | Pressemeddelelse
En ny analyse udarbejdet for Realdania anslår den samlede mængde bygge- og anlægsaffald til omkring 7,5 mio. ton om året – cirka 3 mio. ton mere end registreret i den nationale statistik. Kun 23 procent bliver genanvendt og bearbejdet, så affaldsmaterialerne kan indgå i nye produkter. Analysen skal bidrage med ny viden om, hvor byggeriets materialer ender, og hvordan flere af dem kan bringes tilbage i kredsløb.
Realdania vil give danskerne nye boligdrømme3.9.2026 09:15:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse viser, at interessen for at bo bæredygtigt er faldet. Nu lancerer Realdania en landsdækkende kampagne, der skal sætte fokus på et overset klimatiltag: At gøre ingenting.
15 tegnestuer får støtte til at lære af deres egne projekter3.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den filantropiske forening Realdania støtter 15 arkitekttegnestuer, der hver især skal evaluere et af deres egne projekter. Her skal de undersøge, hvordan arkitekturen bliver brugt i hverdagen, og holde det op mod de oprindelige ambitioner for projektet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum