Hele Danmark skal fange hinanden på Legens Dag
8.6.2026 08:05:00 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
Torsdag den 11. juni kl. 11.00 opfordrer UNICEF Danmark hele landet til at tage fem minutters pause og lege fangeleg. Børn og voksne kan fange deres klassekammerater, venner, kolleger, naboer eller familie, når FN's Internationale Legedag markeres over hele verden.

Legedagen sætter fokus på børns ret til leg og på den betydning, legen har for trivsel, udvikling og fællesskab. Sammen med en række organisationer opfordrer UNICEF Danmark derfor alle til at deltage i årets leg 2026: fangeleg.
Leg er nemlig ikke bare for sjov. Ifølge FN's Børnekonvention har alle børn ret til leg og fritid, fordi legen er afgørende for børns udvikling, læring og trivsel. Alligevel viser både danske og internationale undersøgelser, at legen er under pres. Børn leger mindre fysisk end tidligere, og den frie leg fylder mindre i hverdagen.
"Legens Dag er en vigtig anledning til at minde os om, at leg ikke kun hører barndommen til. Leg styrker vores relationer, fællesskaber og trivsel gennem hele livet. Samtidig sætter dagen fokus på børns ret til leg og behovet for at skabe mere plads til leg i hverdagen," siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Årets leg er udvalgt af Gerlev Center for Leg & Bevægelse. Valget er faldet på fangeleg, fordi den er enkel, inkluderende og kan leges næsten alle steder – uanset alder og forudsætninger.
Legen fylder mindre i børns liv
Både danske og internationale undersøgelser peger på, at børn i dag leger mindre end tidligere generationer. På verdensplan leger kun hvert fjerde barn regelmæssigt på gaden, mens næsten tre ud af fire gjorde det i bedsteforældrenes generation.
I Danmark oplever mange forældre også, at børns leg ændrer sig markant med alderen. Den fysiske leg fylder mindre, mens skærme og digitale aktiviteter fylder mere. Samtidig viser undersøgelser, at mange børn gerne vil lege mere, end de gør i dag.
Det er en udfordring, fordi leg spiller en central rolle for børns trivsel. Gennem legen udvikler børn blandt andet forestillingsevne, problemløsning, motorik, sociale kompetencer og relationer. Forskning viser desuden, at børn, der leger ofte, generelt trives bedre.
Sådan deltager du:
Hvornår: Torsdag den 11. juni 2026 kl. 11.00
Hvor: Der, hvor du er – ude eller inde
Sådan gør du:
- Find et sted med plads til at bevæge jer.
- Aftal, hvem der starter som fanger.
- Leg fangeleg i mindst fem minutter.
- Del gerne billeder eller videoer på sociale medier med hashtagget #LegensDag.
Læs mere og find inspiration på legensdag.dk.
Kontakter
Maria WesthPressechef, UNICEF Danmark
Tlf:+45 50778664mwesth@unicef.dkFølg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
UNICEF: Polio er næsten udryddet. Men konflikter og manglende finansiering risikerer at stå i vejen for det sidste skridt23.10.2026 09:13:36 CEST | Pressemeddelelse
Siden 1988 er antallet af poliotilfælde i verden faldet med mere end 99 procent. Samtidig viser nye tal, at flere børn bliver fuldt vaccineret mod sygdommen. Men konflikter, svage sundhedssystemer og manglende finansiering truer de historiske fremskridt, advarer UNICEF i anledning af World Polio Day den 24. oktober.
Danskernes pant sender millioner til børn i Ukraine15.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et enkelt tryk på pantautomaten kan blive til vigtig hjælp for børn og familier i Ukraine. Siden 2022 har kunder i Dagrofa doneret pant for hele 3,8 mio. kr. til UNICEFs arbejde i landet.
Børnenes U-landskalender er i handlen: I år hjælper den børn i Rwanda1.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Børnenes U-landskalender 2026 er nu i handlen. I år går overskuddet til UNICEFs arbejde med at give børn og familier i Rwanda bedre adgang til rent vand, vacciner og sundhedsydelser.
Ny UNICEF-analyse: 7 ud af 10 børn har haft mindst én negativ oplevelse med at sige deres mening21.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse fra UNICEF Danmark om børn og unges demokratiske selvtillid viser, at børn og unge har holdninger og gerne vil høres. Men for mange er det forbundet med negative oplevelser at sige deres mening.
Hvert tiende barn vil ikke sige det til en voksen, hvis deres rettigheder bliver krænket18.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tusindvis af børn har i forbindelse med Rettighedsstafetten svaret på, hvem de vil fortælle det til, hvis deres rettigheder bliver krænket. Langt de fleste vil gå til deres forældre, men hvert tiende barn vil holde det for sig selv, ligesom 10 procent af de adspurgte svarer, at de ikke ved, hvem de skal sige det til. Fredag overrækkes børnenes svar til undervisningsminister Magnus Heunicke (S) og socialminister Monika Rubin (M).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum