Flere børn får ferie og fællesskab med støtte fra Salling Fondene
4.6.2026 06:00:00 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse
Flere børn og familier i udsatte positioner får nu mulighed for at komme på lejr eller deltage i Red Barnets klubber. Det sker, efter at Red Barnet har modtaget 1,9 millioner kroner fra Salling Fondene. Donationen skal sikre, at endnu flere børn og familier bliver en del af trygge fællesskaber, der giver gode relationer og styrker trivslen.
Forskellige undersøgelser viser, at mange børn savner fællesskaber.
Derfor har Red Barnet etableret klubber og lejre rundt omkring i landet for at give børn et godt grundlag for at få nye venner, fantastiske oplevelser og blive en del af gode og trygge fællesskaber.
Det arbejde har Salling Fondene valgt at støtte med 1,9 millioner kroner over to år.
– Red Barnets klubber og lejre er en hjørnesten i vores arbejde for at skabe bedre børneliv og styrke trivsel og venskaber hos alle børn. Her skaber vores fantastiske frivillige frirum og fællesskaber, der gør, at børn kan vokse, trives og udvikle sig i trygge rammer, hvor de knytter nye bånd. Derfor er vi utroligt glade for, at Salling Fondene nu støtter os, så vi kan etablere flere klubber og lejre og skabe gyldne stunder og uforglemmelige minder for endnu flere børn, fortæller Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet.
Sidste år sendte Red Barnet over tusinde børn og forældre på ferielejre i hele landet. Og en gang om måneden mødes børn og forældre i Red Barnets mere end 70 lokale klubber. Her kommer børnene på alt fra skovture til en tur i zoo. De holder ”kreadage”, laver mad over bål og fejrer fastelavn, påske og jul.
Evalueringer af Red Barnets lejre og klubber viser, at mange af børnene får en styrket tro på egne evner, og at de ofte får nye venner, hvilket er helt afgørende for at skabe gode børneliv.
– I Salling Fondene ser vi stor værdi i at støtte indsatser, der styrker børns trivsel og muligheder for at indgå i sunde fællesskaber. Red Barnet skaber et frirum, hvor børn i udsatte positioner får mulighed for at blive inkluderet og opbygge relationer, der styrker deres trivsel og selvtillid. Vi er glade for at kunne bidrage til, at endnu flere klubber og lejre kan gøre en forskel for børn og familier rundt om i landet, siger Anders Hagh, bestyrelsesformand for Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.
Udsatte børn færdes oftere på kanten af fællesskaberne
Mange børn, der vokser op i fattigdom, oplever ofte at stå udenfor for fællesskaber, og at der ikke er råd til alt fra børnefødselsdage til fritidsaktiviteter. En tidligere undersøgelse fra Egmont Fonden fra 2024 har sat tal på omfanget. Den viste, at 8 ud af 10 børn inden for de seneste tre måneder måtte undvære ferie, biografture og museumsbesøg, at 2 ud af 3 måtte undvære fritidsaktiviteter som fodbold eller gymnastik, og at 45 procent måtte undvære at deltage i skoleudflugter eller udflugter i forbindelse med fritidsaktiviteter.
- For børn i fattigdom og børn, der på anden vis oplever voldsomme afsavn, er hverdagen alt for ofte præget af ensomhed og en følelse af at stå udenfor og ikke at føle sig god nok. Derfor er det helt afgørende, at vi som samfund gør meget mere for at hjælpe børn i udsatte positioner ind i fællesskaberne. Og her kan frivilligheden spille en helt afgørende rolle, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Red Barnet har omkring 2.200 frivillige, hvor en stor del af dem, spiller en helt afgørende rolle i forhold til at skabe de bedste forudsætninger for at hjælpe børn og unge, der føler sig udenfor og som oplever afsavn i hverdagen.
Donationen fra Salling Fondene skal sikre, at Red Barnet over de næste to år kan åbne flere nye klubber og lejre, fordelt over landets fem regioner.
Fakta om Red Barnets klubber og lejre
- Red Barnet arrangerer hvert år omkring 50 ferielejre i hele landet for børn, unge og familier. Sidste år deltog mere end 800 børn og over 300 forældre på Red Barnets ferielejre, som over 350 frivillige var med til at stable på benene. I år forventer Red Barnet at sende endnu flere børn og forældre afsted.
- Blandt børnene, der deltog på Red Barnets ferielejre, havde 7 ud af 10 været på ferielejr før, mens det for en fjerdedel af børnene var første gang. 3 ud af fire af børnene siger, at de har fået nye venner på lejren.
- I Red Barnets klubber var der sidste år godt og vel 1.900 børn tilknyttet fra næsten 900 familier. 94 procent af klublederne fortæller, at mindst halvdelen af børnene i deres klub har fået øget trivsel, mens 84 procent vurderer, at mindst halvdelen af børnene har fået nye venner.
- Både Red Barnets klubber og ferielejre er gratis. Børnene og familierne får tilbuddet om at komme med via fagprofessionelt personale, fx en socialrådgiver eller barnets lærer fra landets kommuner. Red Barnet har 50 lokalforeninger i Danmark.
Nøgleord
Om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Mere end halvdelen af danske børn er bekymrede for krig og kriser i verden: Det påvirker nattesøvnen og lysten til at gå i skole22.10.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vold, krig, storpolitik og Donald Trumps ageren skaber bekymringer hos mange børn. Over halvdelen af de 9-17-årige er bekymrede eller bange for verdens alvorlige begivenheder, og det er især børn med lavere trivsel, der bliver påvirket, viser en ny undersøgelse fra Red Barnet. I en tid med et markant øget trusselsbillede skal vi sikre, at alle børn har voksne, de kan tale med om deres bekymringer.
Historisk kraftig El Niño truer med at presse millioner af afrikanske børn ud i alvorlig sult8.10.2026 10:28:48 CEST | Pressemeddelelse
De kommende måneder står vi over for en voldsom stigning i antallet af børn, der sulter i det østlige- og sydlige Afrika. Den skræmmende udvikling drives blandt andet af en særdeles voldsom El Niño. Der er omgående brug for forebyggende indsatser for at afbøde de store konsekvenser, advarer Red Barnet.
Nye Småbørnsklubber skal give flere familier en tryg start17.9.2026 16:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Lauritzen Fonden har igen valgt at støtte Red Barnets Småbørnsklubber. Her kan børnefamilier i udsatte positioner blive en del af et stærkt fællesskab, mens forældrene får viden, hjælp og støtte til rollen som småbørnsforældre. Erfaringer viser, at Småbørnsklubberne har en positiv betydning for børnenes trivsel og tilbyder forældrene et fællesskab med andre familier.
Ny undersøgelse: To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På trods af et øget fokus på bagsiden af børns onlineliv kommer lige så mange børn og unge galt af sted som for to år siden. To ud af tre 9-17-årige har oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt inden for det seneste år, viser en ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Red Barnet og TrygFonden. For første gang giver undersøgelsen også et indblik i børn og unges brug af AI-chatbots og 9-12-åriges brug af platforme med en aldersgrænse på 13 år.
I dag samler omkring 8.000 danskere ind til udsatte børn i hele verden6.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sult og klimakatastrofer er en del af alt for mange børns hverdag verden over. De kommende måneders kraftige El Niño kan forværre situationen yderligere for de familier, der i forvejen er mest udsatte. Derfor går tusindvis af frivillige på gaden i dag, søndag den 6. september, for at samle ind til Red Barnets årlige landsindsamling. Der er et stort behov for livsvigtig nødhjælp, nærende mad, skolegang og beskyttelse af de mest udsatte og sårbare børn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum