Guldborgsund Kommune forlænger og udvider samarbejdet med UCE om undervisningsforløb til folkeskoleelever
3.6.2026 08:38:22 CEST | Guldborgsund Kommune | Pressemeddelelse
Guldborgsund Kommune fortsætter succesfuldt samarbejde med UddannelsesCenter Sydøstdanmark (UCE), der siden 2017 har givet folkeskoleelever i 4., 5. og 7. klasse praksisnære undervisningsforløb inden for natur og teknologi, håndværk og design, bæredygtighed og grøn omstilling. Aftalen forlænges nu i yderligere tre år.

Guldborgsund Kommunes folkeskoleelever får fremover fortsat mulighed for at komme ud af klasselokalet og lære på en anderledes måde, hvor både hovedet og hænderne bliver aktiveret.
Børne- & Skoleudvalget har på deres seneste møde i maj besluttet at forlænge samarbejdet med UddannelsesCenter Sydøstdanmark (UCE), der siden 2017 har givet elever i 4., 5. og 7. klasse praksisnære undervisningsforløb inden for natur og teknologi, håndværk og design, bæredygtighed og grøn omstilling. Aftalen forlænges nu i yderligere tre år.
Forløbene er udviklet i tæt samarbejde mellem folkeskolerne og UCE, og giver eleverne mulighed for at opleve, hvordan faglige kompetencer fra klasselokalet kan bruges i praksis på en erhvervsskole.
Undervisningen starter på folkeskolen, fortsætter på UCE, og efterbehandles derefter på skolen, så eleverne får et samlet og meningsfuldt læringsforløb. Samtidig er forløbene med til at give eleverne et bredere udsyn og åbne deres øjne for, hvad erhvervsuddannelserne kan – både fagligt og som fremtidige muligheder.
Udvalg glæder sig over fortsat samarbejde
Formand og næstformand for Børne- & Skoleudvalget, Henrik Steen Jensen og Henriette Klingberg-Nielsen, glæder sig over, at samarbejdet fortsætter:
“Flere elever føler sig mødt og set, fordi vi tilbyder forskellige undervisningsformer og måder at lære på. Samtidig åbner forløbene elevernes øjne for, hvad erhvervsuddannelserne kan. Det er vigtigt, fordi vi kan se, at der bliver behov for arbejdskraft inden for området i de kommende år. Vi har samtidig i udvalget været optaget af, at social- og sundhedsområdet fremover bliver repræsenteret i forløbene, og vi er derfor meget glade for, at UCE vil samarbejde om at sikre gode lokale uddannelsesmuligheder.”
I forbindelse med fusionen med SOSU Nykøbing Falster arbejder UCE nu på at integrere social- og sundhedsfagligheden i de kommende forløb, blandt andet gennem et nyt læringsforløb målrettet 7. årgang.
Direktør for UCE, Steen Frederiksen, udtaler:
“Vi er stolte og glade for, at partnerskabet fortsætter med Guldborgsund Kommune, hvor vi har forløb på 4., 5. og 7. årgang. Vi fortsætter med forløbene som hidtil, og efter fusionen med SOSU Nykøbing Falster er det helt naturligt for os at skabe endnu et forløb på 7. årgang, hvor vi fletter viden og kompetencer fra social- og sundhedsuddannelserne ind. Velfærdsteknologi er blandt andet noget af det, vi har fokus på at få med i forløbet. Vi glæder os til at forlænge samarbejdet, hvor vi oplever, at mødet mellem erhvervsskole og folkeskole er helt unikt.”
Sikrer rød tråd i vejledningen af elever
Undervisningsforløbene vil fortsat være forankret hos Ungdommens Uddannelsesvejledning i Guldborgsund Kommune.
Ulla Petersen, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning, udtaler:
”Undervisningsforløbene understøtter de mange andre aktiviteter, vi i Guldborgsund Kommune har sat i gang for at sikre en rød tråd i vejledningen af eleverne, hvilket er med til at sikre elevernes udsyn og indblik i de mere erhvervsrettede uddannelser. I Ungdommens Uddannelsesvejledning er vi klar til at varetage opgaven i endnu en periode, og vi er også klar til at udvikle forløbene endnu mere i samarbejde med UCE.”
Med forlængelsen af aftalen fortsætter Guldborgsund Kommune med at sikre praksisnære og erhvervsrettede undervisningsforløb til gavn for de elever, der trives og lærer bedst på andre måder end ved klassisk tavleundervisning.
Evalueringen af den seneste treårige periode viser, at eleverne helt generelt er tilfredse med forløbene.
For yderligere information:
Henrik Steen Jensen, formand for Børne- & Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune: 25 18 29 56
Henriette Klingberg-Nielsen, næstformand for Børne- & Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune: 25 18 29 58
Steen Frederiksen, direktør for UCE: 91 17 78 25
Ulla Petersen, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Guldborgsund Kommune: 25 18 16 86
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsudvalget på besøg hos nytteindsatsen7.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsudvalget i Guldborgsund var for nylig på besøg hos nytteindsatsen Grønnere Guldborgsund i Horbelev for at få et førstehåndsindtryk af det arbejde, der hver dag bliver udført af borgere. Her mødte udvalget lederen af nytteindsatsen, som fortalte om opgaverne, hverdagen og de resultater, som indsatsen skaber i kommunen.
Guldborgsund Kommune tilslutter sig Mini Skills6.7.2026 08:51:32 CEST | Pressemeddelelse
Elever på 7. årgang i Guldborgsund Kommune får fremover mulighed for at få flere erfaringer med forskellige erhvervsfag, når kommunen bliver en del af Mini Skills.
Efter et års hårdt arbejde: Nu udstiller unge fra Guldborgsund deres eget håndbyggede skibsmodel26.6.2026 11:28:20 CEST | Pressemeddelelse
Unge fra Guldborgsund Ungdomsskole får den 1. juli mulighed for at vise deres unikke, håndbyggede skibsmodel frem til sommerudstillingen UngHavn på M/S Museet for Søfart i Helsingør.
Guldborgsund Kommune inviterer til indvielse af ny, svanemærket skole25.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Lørdag den 8. august bliver Guldborgsund Kommunes nye, svanemærkede skole i Sundby officielt indviet. Alle er velkomne til at være en del af fejringen.
Invitation: Åbning af Hesnæs Havn19.6.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter stormen i efteråret 2023 har Hesnæs Havn været under genopbygning – nu er havneområdet klar, opdateret og mere modstandsdygtigt end nogensinde før.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum