BUPL: Regeringsgrundlag er gode nyheder for børnene
2.6.2026 16:21:53 CEST | BUPL | Pressemeddelelse
Danmarks nye regering fortjener ros for at have høje ambitioner for børnene. Det mener BUPL-formand Elisa Rimpler, som glæder sig over, at en ny regering har fokus på at løfte fagligheden i både daginstitutioner, skole og fritidsinstitutioner.
Der er udsigt til flere pædagoger omkring børnene i vuggestuer, børnehaver og fritidsinstitutioner, efter at Danmarks nye regering har præsenteret et regeringsgrundlag med høje ambitioner for børnene. Flere af elementerne i regeringsgrundlaget er forbedringer, som BUPL længe har kæmpet for, og som gør hverdagen for børn i Danmark bedre, blandt andet ved at gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog.
- Børn fødes ikke som seksårige, og alle børn har både ret til en god start på livet, men også et godt børneliv gennem hele barndommen. Derfor skal både vores vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidstilbud være af høj kvalitet. Det glæder mig derfor på børn, forældre og pædagogers vegne, når regeringen lægger op til at tage store skridt i retning mod en bedre hverdag for vores børn, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.
Bedre normeringer og styrket faglighed i daginstitutioner
Regeringen vil forbedre normeringerne frem mod 2030 i vuggestuer og børnehaver ved blandt andet at sikre, at ledere og langtidssyge ikke længere bliver regnet med i opgørelsen af minimumsnormeringer. Det betyder, at der vil blive ansat markant mere personale i vuggestuer og børnehaver.
- Pædagoger må mange steder løbe rigtig stærkt. Det slider, og i sidste ende går det ud over det nærvær og den omsorg børnene har brug for. Selvom minimumsnormeringerne er vedtaget ved lov, er det jo alene et minimum. Og der er i den grad behov for at bygge ovenpå med bedre normeringer og flere pædagoger. Derfor er det rigtig godt, at regeringen har prioriteret netop det, siger Elisa Rimpler.
Regeringen vil sætte et mål for en højere pædagogandel, som skal realiseres gennem en uddannelses- og rekrutteringsstrategi og ved at oprette uddannelsesstillinger i daginstitutioner. Siden 2019 er pædagogandelen faldet, så der på tværs af landet nu i gennemsnit kun er 51 procent med en pædagoguddannelse blandt medarbejdere i vuggestuer og børnehaver. Og knap hver fjerde pædagog i vuggestue og børnehave er alene på stuen med det store pædagogiske ansvar for en hel børnegruppe.
- Der er akut brug for flere pædagoger. Det er veldokumenteret, at kvaliteten i vuggestuer og børnehaver afhænger af høj faglighed, og at der er nok pædagoger. Derfor er jeg glad for at regeringen har lyttet og vil sætte sig i spidsen for en uddannelses- og rekrutteringsstrategi, så det bliver mere attraktivt at blive og være pædagog, siger Elisa Rimpler og henviser til de nationale kvalitetsundersøgelser.
Styrket trivsel i skole og fritidstilbud
BUPL hilser også regeringens ambitioner for folkeskolen og fritidsinstituionerne velkommen. Regeringen vil styrke børns trivsel i skole og fritidstilbud ved at øge den såkaldte timebank, så brugen af to-voksen-ordninger i folkeskolen kan udbredes. Samtidig har regeringen en ambition om at prioritere midler til fritidshjem, SFO'er og klubtilbud ved bl.a. at genindføre de sociale normeringer.
- Styrkelsen af timebanken giver de 15.000 pædagoger, der arbejder i folkeskolen langt bedre forudsætninger for at løfte opgaverne med at opbygge klassefællesskaber, styrke børnenes trivsel samt forebygge ufrivilligt skolefravær. Men børnenes skoledag slutter ikke, når skoleklokken ringer ud. Derfor er det rigtig godt, at regeringen lægger op til at prioritere midler til SFO og klubtilbud, som i den grad trænger til et løft, siger Elisa Rimpler.
Kontakter
BUPL Pressetelefon
Tlf:22 77 40 90Billeder
BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager vores medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.
Følg pressemeddelelser fra BUPL
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra BUPL
Ressourcemangel presser daginstitutioner: Ikke råd til pædagoger, vikarer og faglig udvikling23.10.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire ud af fem pædagoger oplever, at der mangler økonomiske ressourcer i deres daginstitution. Det går blandt andet ud over vikardækningen, når pædagoger er syge eller fraværende i forbindelse med efter- og videreuddannelse.
BUPL: Regeringens finanslovsforslag trækker tæppet væk under nedslidte pædagoger8.10.2026 23:24:42 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil gøre det sværere for nedslidte at få seniorpension. Det rammer pædagoger hårdt, fordi mange allerede er fysisk og psykisk nedslidte efter et langt arbejdsliv.
Penge øremærket pædagoger afsættes ikke til børneområdet efter hensigten30.9.2026 10:05:27 CEST | Pressemeddelelse
Midler til flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver risikerer at ryge ned i kommunekasserne i stedet for at komme de mindste børn til gavn.
BUPL: Minimumsnormeringerne har skaffet flere medarbejdere, men kun hver tiende af dem er pædagog28.9.2026 08:45:10 CEST | Pressemeddelelse
Ni kommuner har stadig ikke minimumsnormeringer, og kun halvdelen af de ansatte i landets daginstitutioner er pædagoger, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Pædagogmanglen går hårdt ud over kvaliteten, lyder det fra BUPL-formand Elisa Rimpler.
BUPL advarer: Mange børn har ikke en eneste fast pædagog på stuen25.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er stor forskel på, hvor langt børnene skal se efter en pædagog i landets kommuner. Næsten halvdelen af landets vuggestue- og børnehavestuer har kun en enkelt fast pædagog, og på mere end 600 stuer er der slet ingen faste pædagoger. Alarmerende, lyder det fra BUPL-formand Elisa Rimpler.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum